Afghanistan-veteran: Jeg gik ikke i krig for, at regeringen skulle indgå aftaler med Taliban

Ikke blot en teknikalitet

Det giver mening, at regeringen understreger, at det "ikke er en anerkendelse". Indtil videre har kun Rusland anerkendt Taliban –og åbnet ambassade i Afghanistan. Det er et selskab, Danmark ikke skal i. Men man kan ikke tage afstand fra russisk normalisering og samtidig selv normalisere Taliban i praksis.

For der er intet teknisk ved det, man gør.

Når man beder et regime om at cleare navne, udstede rejsedokumenter og tage imod mennesker, man tvangsudsender, så samarbejder man med den myndighed, der udøver statsmagt. Og i Afghanistan er den myndighed Taliban. Man kan ikke gøre sig afhængig af et styres myndighedshandlinger uden samtidig at behandle styret som myndighed.

Det burde have udløst ti opfølgende spørgsmål på pressemødet. Det gjorde det ikke.

Ingen journalister spurgte, hvem de "afghanske myndigheder" er. Ingen spurgte, hvad Taliban får til gengæld. Ingen spurgte, hvilke grænser Danmark vil sætte, hvis samarbejdet kræver indrømmelser, vi ikke kan forsvare.

Hvis man samarbejder med Taliban, så anerkender man dem.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

En de facto anerkendelse

Når politikere i disse uger hylder soldaternes indsats, er det tvingende nødvendigt at huske én ting: Det var ikke et Afghanistan med Taliban ved magten, danske soldater rejste ud til, kæmpede i – og døde for. De blev sendt ud for at bekæmpe netop det styre, vi nu omtaler som en praktisk samarbejdspartner.

Det er ikke bare udlændingepolitik. Det er et brud med den virkelighed, danske soldater blev sendt ud i – og med det, de blev sendt ud for at bekæmpe. For når regeringen taler om "styrket samarbejde med afghanske myndigheder", taler de om Taliban. Og hvis man samarbejder med Taliban, så anerkender man dem.

Man kan kalde det, hvad man vil. Man kan gemme det i et bilag. Man kan sige, "det er ikke en anerkendelse". Men det ændrer ikke virkeligheden: Taliban får noget. Enten penge, legitimitet – eller begge dele. For man anerkender, at det er dem, der har magten.

Og her skylder regeringspartiernes værdikrigere at tone rent flag.

For det, man reelt siger, er: Det, Taliban er, kan vi leve med – hvis bare det virker praktisk. At det, soldaterne kæmpede imod, kan reduceres til en administrativ forhindring, hvis man til gengæld kan komme af med de sidste udvisningssager.

Teknokratisk hykleri

Og lad os ikke gøre det her til en diskussion om skala. Ifølge regeringens egne tal er 301 afghanere allerede udrejst, mens der ved udgangen af 2025 var 57 verserende udsendelsessager med afghanere

Det er en begrænset restgruppe, som man politisk ønsker at kunne håndtere med tvang. Men om tallet er ti, 50 eller 100 ændrer ikke spørgsmålet.

For det, man reelt siger, er: Danmark vil give Taliban noget til gengæld for at kunne sende mennesker tilbage til Afghanistan.

Lars Løkke Rasmussen siger, at vi "ikke anerkender Taliban", men at vi alligevel må samarbejde med dem, fordi "Afghanistan er Afghanistan", og fordi vi ellers ikke kan sende folk ud. Han kalder det teknisk, men indrømmer samtidig, at det er et samarbejde med dem, der "reelt har kontrollen".

Hvis vi ender med at handle med det regime, vi kæmpede imod, så gør vi nederlaget permanent – og ofrene meningsløse.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Det er teknokratisk hykleri at gøre sig afhængig af Talibans myndighed – og kalde det alt andet end anerkendelse.

Og netop derfor bliver det absurd, når det fremstilles som en administrativ detalje: For vores egne politikere ved godt, at myndighed ikke er teknik. Det er præcis derfor, de er så optagede af, hvem der kan få et dansk pas – og hvem der ikke kan.

Det er præcis her, argumentet falder sammen.

For et rejsedokument er ikke en praktisk detalje. Det er et statsligt tegn. Det er et udtryk for myndighed. Når en "myndighed" udsteder et dokument, der gør det muligt at rejse, så udøver den netop den funktion, som kendetegner en regering: retten til at definere identitet, statsborgerskab, indrejse og udrejse.

Og når Danmark beder dem gøre det – og bygger sin hjemsendelsespolitik på, at dokumentet er gyldigt – så har Danmark i praksis anerkendt, at de har legitim kompetence til at udstede det.

Principper kommer med en pris

Der findes ikke "grader" af anerkendelse, hvor man kan sige: Vi anerkender jer ikke politisk, men vi anerkender jeres dokumenter, jeres registre, jeres grænsekontrol og jeres administrative autoritet. For det er netop sådan anerkendelse ser ud i praksis: Man handler, som om styret er myndighed.

Hvis Taliban ikke er myndighederne, hvem er det så, regeringen vil samarbejde med? Hvis Taliban ikke kontrollerer registre, lufthavne, sikkerhed og modtagelse – hvem gør så? Samarbejde forudsætter magt. Og magten i Afghanistan ligger hos Taliban.

Jeg kender selvfølgelig modargumentet, som altid dukker op: "Så vil du bare lade kriminelle gå frit rundt?"

Danmark har før stået fast, når principper kostede.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Men det er en stråmand. Man kan sagtens stramme op uden at etablere et samarbejde med et regime, vi ikke vil acceptere. Regeringen strammer i forvejen grebet på flere måder, og der findes andre redskaber til kontrol, frihedsberøvelse, udrejsecentre og overvågning.

Regeringen vil indgå et samarbejde med et regime, en myndighed, der i december 2025 gennemførte en offentlig henrettelse, hvor et 13-årigt barn blev tvunget til at skyde den dømte.

Danmark har før stået fast, når principper kostede. Vi stod på den rigtige side over for apartheid, længe før det var bekvemt. Ingen anerkendelse eller studehandler. Nu er vi på vej til at gøre det modsatte: at pakke et samarbejde med et brutalt regime ind i tekniske formuleringer, fordi det er politisk nyttigt herhjemme.

Og så står vi tilbage med det ubehagelige paradoks: Vi hylder i ord, men handler i praksis, som om Taliban er en normal samarbejdspartner.

Meget kan være forgæves i krig. Men hvis vi ender med at handle med det regime, vi kæmpede imod, så gør vi nederlaget permanent – og ofrene meningsløse.