ALT: Danmark er ikke et uland – brug udviklingsbistanden ude

DEBAT: Danmark skal være en humanitær stormagt, og det kræver, at vi stopper med at lade verdens fattigste betale for vores asyludgifter herhjemme, skriver Alternativets Rasmus Nordqvist og Josephine Fock.

Placeholder image
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Nordqvist og Josephine Fock
Politisk ordfører og gruppeforkvinde, Alternativet

I deres årlige review for 2016 af Danmarks udviklingspolitiske indsats udtrykker OECD bekymring for ændringerne i Danmarks udviklingspolitiske prioriteringer. Man prioriteter asylhåndtering på bekostning af langsigtede udviklingsindsatser.

Det fremhæves, at budgettet til håndtering af asylansøgere taget fra den danske udviklingsbistand fra august 2015 til november 2016 steg med 350 procent. Det betød, at vi i det tidsrum gik fra at bruge 1,1 milliarder kroner til at bruge 5,2 milliarder kroner – taget direkte fra udviklingsbistanden – til asylhåndtering i Danmark.

Det skred – der startede allerede under den tidligere regering – er helt uhørt og ganske enkelt uacceptabelt. Der er stor fare for, at vi med den prioritering aktivt nedbryder den gode danske tradition for langsigtet og fagligt funderet bistandsarbejde, som Danmark har været bannerfører for siden 1970'erne.

Som et af verdens rigeste lande bør vi hellere i dag end i morgen sløjfe finansieringen af asyludgifter via udviklingsbistand

Rasmus Nordqvist og Josephine Fock, Politisk ordfører og gruppeforkvinde for Alternativet

Asyludgifter og udviklingsbistand bør adskilles
Der er flere årsager til, at vi i Alternativet stejler ved udsigten til, at endnu flere udgifter til håndtering af asylansøgere i Danmark skal finansieres via udviklingsbistanden.

Vi mener først og fremmest, at et så velstående land som Danmark helt bør adskille budgetterne til asyludgifter og udviklingsbistand. For os handler det ikke kun om, hvor mange hjemlige udgifter til asylhåndtering man fortolker ind under OECD's retningslinjer for, hvad der må tælles med som udviklingsbistand, men om princippet i at man blander to helt forskellige politikområder sammen. Håndtering af asylansøgere, de såkaldte præ- og postasyludgifter, har – som vi ser det – uendeligt lidt at gøre med udviklingsbistanden og dens målsætninger.

Det er rigtigt, at vi lige nu står i en ekstraordinær situation, hvor antallet af flygtninge og migranter på globalt plan er stadigt stigende. Men den argumentation køber vi ikke som grundlag for at udhule udviklingsbistanden.

Først og fremmest har vi som et af verdens rigeste lande mulighed for at mobilisere ekstrafinansiering til voksende asyludgifter fra andre kilder end udviklingsbistanden. Det er ganske enkelt et politisk valg – et valg man også traf under den tidligere regering, men som nu forstærkes voldsomt. Mange andre lande har formået at mobilisere ekstrafinansiering fra andre kilder end udviklingsbistanden,  så det kan vi også.

Derudover har det markante fald i antallet af asylansøgere jo ikke betydet, at regeringen har genovervejet sin linje. Tværtimod har man med sit seneste finanslovsudspil for 2017 foreslået en udvidelse af omkostningsposter til asylhåndtering, der kan kategoriseres som udviklingsbistand.

Så selvom antallet af asylansøgere er faldet, bruger man samlet set flere midler fra bistanden på den enkelte ansøger. Reallokeringen af midler er altså en bevidst politisk prioritering og ikke en kurs født ud af økonomisk desperation.

Bekymring fra OECD
Som OECD skriver i deres review, undres man over Danmarks dispositioner – at man som land med stærke og stolte traditioner for udviklingsbistand ikke som mange andre lande har fundet alternative kilder til finansiering af stigende udgifter til asylansøgere.

OECD fremhæver i deres review, at dansk udviklingsbistands kerneprodukter - programlandssamarbejde og bilateralt samarbejde - udhules til fordel for asyludgifter i Danmark. Det er med til aktivt at underminere den officielle målsætning med dansk udviklingsbistand: Reduktion af fattigdom og beskyttelse af menneskerettigheder.

Vores modstand mod udviklingen betyder ikke, at Alternativet er imod, at migration og udviklingspolitik blandes sammen. Selvfølgelig er der en tæt sammenhæng mellem fattigdom, ulighed og migration. Men netop derfor bør vi i langt højere grad bruge vores udviklingsmidler til at forebygge uønsket migration på den lange bane. Men det kræver, at vi ikke klatter vores midler væk på den form for symptombehandling som asylhåndtering i et udviklingsperspektiv er. I stedet burde vi se hinanden i øjnene og spørge, hvordan vi i stedet viser mod til at adressere årsagerne til den globale flygtningekrise.

Med regeringens plan om at bruge yderligere bistandsmidler til finansiering af asyludgifter i Danmark er der stor fare for, at vi yderligere undergraver vores position som humanitær stormagt. I reviewet af Danmarks udviklingspolitiske indsats udtrykker OECD dertil bekymring for ændringerne i Danmarks udviklingspolitiske prioriteringer – et skred hen imod en nedbrydelse af vores indsats over for verdens fattigste og mest sårbare.

Mere restriktive retningslinjer
Det skred forstærkes af, at regeringens nye udviklingspolitiske strategi derudover lægger op til, at aftaler om bistandssamarbejde med tredjelande betinges af, at samarbejdslandet indgår en aftale om at tilbagetage afviste asylansøgere og arbejder på at begrænse uønsket migration. Det er for os at se endnu et skridt i den forkerte retning – et skred hen imod at kaste flere midler efter migrationsbekæmpelse frem for at investere i langsigtede projekter, der kan sikre reduktion af fattigdom og beskyttelse af menneskerettigheder. For det er netop de to sidstnævnte hensyn, der er afgørende for at afhjælpe flygtningekrisen på den lange bane.

Ser man ud over Danmarks grænser – på de krige og kriser og den markante ulighed, der desværre tegner udviklingen – giver det ingen mening, at Danmark er blevet den største modtager af dansk udviklingsbistand. Som et af verdens rigeste lande bør vi hellere i dag end i morgen sløjfe finansieringen af asyludgifter via udviklingsbistand og arbejde på at få nogle meget mere restriktive retningslinjer for, hvad der kan betragtes som udviklingsbistand.

Omtalte personer

Josephine Fock

Fhv. politisk leder, Alternativet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)

Rasmus Nordqvist

MF (SF), (tidl. løsgænger, tidl. Alternativet)
designer (Danmarks Designskole 1999)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser