Christian Friis Bachs optakt til FN's generalforsamling: Verdens mest komplicerede bordplan

GENERALFORSAMLING: FN's generalforsamling er et unikt og uundværligt forum, hvor statsledere for stridende lande kan mødes og få talt ud over en frokost. Men den kan også lægge kimen til store aftaler, skriver Christian Friis Bach. 

Det er mit første, eneste og i øvrigt ganske elendige paparazzi-foto.

Det var til den traditionsrige frokost ved åbningen af FN’s generalforsamling i 2015 med deltagelse af alle de tilstedeværende stats- og regeringschefer.

Jeg deltog som FN-undergeneralsekretær og var derfor vært ved et af de runde borde. Fotografiet er af det bord, hvor FN’s generalsekretær Ban Ki-moon sad. Konflikterne i Ukraine og Syrien havde nedfrosset forholdet mellem USA og Rusland til et historisk lavpunkt. Der var stort set ingen kontakt mellem landene.

Men dér, til frokosten i FN-bygningen, sad præsident Obama fra USA og præsident Putin fra Rusland på hver sin side af generalsekretæren. På et tidspunkt lænede Ban Ki-moon sig lidt tilbage, og de to præsidenter (og tolkene bagved) lænede sig frem og talte sammen. Det var i dét øjeblik, jeg tog mit paparazzi-foto.

For mig er det et billede af alt det, FN's generalforsamling kan: bringe stats- og regeringschefer fra hele verden sammen i den samme bygning, under det samme tag, ved det samme bord og få dem til at tale sammen.

Det sker ikke andre steder. Det er derfor, FN er et unikt og helt uundværligt forum. I morgen tirsdag starter den formelle åbning af den 74. session af FN’s generalforsamling. Jeg er ret sikker på, de igen bliver inviteret til frokost.

Generalforsamlingsåbningen er samtidig et af de meste komplicerede møder i verden. Alene bordplanen til frokosten er et regulært mareridt. Der er mange stats- og regeringschefer, som gerne vil sidde sammen, og mange, som for alt i verden ikke vil sidde sammen. Aserbajdsjan nægter at sidde ved bord med Armenien. Syrien er der få, som vil spise frokost med. Og der er protokol, rang og vigtighed, gigantiske egoer, politisk pres og alverdens krav.

Præsident Xi Jinping fra Kina endte apropos med at melde afbud til frokosten ovenfor. Han mente nemlig også, at han skulle sidde ved siden af FN’s generalsekretær, men der var jo kun to pladser ved siden af Ban Ki-Moon, og her valgte FN at placere Rusland og USA. De to lande nægtede nemlig at sidde ved siden af hinanden. Det gjorde kineserne sure. I selve generalforsamlingssalen er der heldigvis en aftalt procedure, der afgør, hvordan landene sidder. I år sidder Ghana på den første stol, og derfra sidder man alfabetisk.

Tilsvarende er det også afgjort, hvem der skal tale først, nemlig Brasilien. Det blev man enige om helt tilbage i 1955. Det skyldtes, noget tilfældigt, at ingen lande ønskede at starte under de første generalforsamlinger efter etableringen af FN i 1945. Brasilien tilbød at gøre det, og efter nogle år blev det en tradition.

Tale nummer to holdes af værtslandet, USA. Derefter bliver det omtrent lige så kompliceret som bordplanen, men statsoverhoveder kommer først, derefter regeringschefer og så udenrigsministre og nedefter i statsrækkefølgen. Danmark kan aldrig komme højt op på listen, da H.M. Dronningen jo ikke deltager, og vi derfor ryger ned i bunken med regeringschefer. I praksis holdes Danmarks tale derfor ofte af den permanente repræsentant til FN i New York, da statsministeren ikke bliver så længe.

Hver taler har i princippet 15 minutter, men taler ofte meget længere. I 2015 talte Obama i 43 minutter. Rekorden har Fidel Castro ikke overraskende: 269 minutter i 1960. Det bliver ikke en nem opgave at styre taletiden for den nye præsident for FN’s generalforsamling, nigerianeren Tijjani Muhammad-Bande. Men måske kan Mogens Lykketoft give ham et par tips.

Årets generalforsamling sker i år på et afgørende tidspunkt. Verden er plaget af enorme udfordringer med klima og ulighed og barske og vedholdende konflikter. Og samtidig har FN’s generalsekretær, António Guterres, valgt at satse på at bringe FN tilbage i centrum med en stribe topmøder, der finder sted samtidig med åbningen af generalforsamlingen.

Mandag, dagen før selve åbningen, er der klimatopmøde. Her har generalsekretæren bedt alle lande om at komme med konkrete planer i stedet for store taler. Statsminister Mette Frederiksen kan jo fortælle, at den nye regering går efter 70 % reduktion i 2030, og at planen kommer snart. 

Tirsdag eftermiddag er der verdensmålstopmøde (SDG Summit) − det første, siden målene blev vedtaget i 2015. Det strækker sig over halvanden dag. Op til mødet er der blevet fremlagt flere rapporter, herunder en statusrapport og en rapport fra en række videnskabsfolk med deltagelse af Katherine Richardson fra Københavns Universitet. Rapporterne konkluderer, at det bliver meget svært at nå målene, hvis verdens lande og ledere ikke tager sig gevaldigt sammen.

Der er samtidig et højniveau-møde om udviklingsfinansiering, for der skal jo penge til for at nå verdensmålene. Helt konkret er der ifølge FN brug for fem til syv billioner amerikanske dollar i investeringer om året (omkring 35-45 billioner kroner). Dem finder de forhåbentligt (nogle af) tirsdag eftermiddag. Fredag slutter ugen med endnu et højniveau-møde med fokus på verdens østater, som rammes særligt hårdt af klimaforandringerne. Det har Bahamas jo lige måttet sande.

Derudover er der hundredvis af sidemøder, konferencer, høringer, middage og receptioner. Du kan se 446 af dem i den guide, FN har lavet. Generalforsamlingsugen er det globale svar på det bornholmske folkemøde, selv om mange møder kræver adgangskort og invitation. Men der bliver mulighed for tusindvis af samtaler, der forhåbentligt kan bringe verden lidt videre.

Hvis du søger på Denmark, kan du se, at Danmark, Verdensbanken og Grundfos serverer morgenmad mandag. Her skal man desværre inviteres. Men til gengæld kan du tilmelde dig, når Danmark, Global Compact og LEO Pharma tirsdag eftermiddag sætter fokus på åbenhed og innovation i sundhedssektoren.

Trods de mange møder forventes ikke nye konkrete aftaler, selv om der bliver forhandlet en tekst, der skal vedtages på verdensmål-topmødet. Ugen tjener mest til at positionere, mobilisere, engagere, inddrage, skabe nye partnerskaber og følge op på gamle aftaler. Men det hænder, at der bliver skrevet historie.

Det skete for eksempel tirsdag 24. september 2013, hvor jeg fra salen som dansk minister hørte præsident Obama invitere Iran og præsident Rouhani til at indgå en aftale om landets atomprogram. Det fik, sagde rygterne, præsident Rouhani til at skrive sin tale om og senere samme dag kvittere positivt fra talerstolen på invitationen fra Obama, som han havde ”lyttet grundigt til”.

Det førte til en historisk telefonsamtale mellem de to præsidenter tre dage senere og i 2015 til atomaftalen mellem Iran, USA, Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og Tyskland. Den dag blev der skrevet historie fra FN’s fineste talerstol under selve åbningen af generalforsamlingen. Det var FN, når det er bedst.

Desværre har USA nu trukket sig ud af aftalen. Men vi kan håbe, det gentager sig i år, og at præsident Trump og præsident Rouhani går på talerstolen, nærmer sig hinanden og måske endda mødes til frokosten eller i et af de mange mødelokaler. Måske løber de endda ind i hinanden på FN-gangene og udveksler et håndtryk. Bombeangrebene på olieinstallationerne i Saudi-Arabien har dog gjort det noget mere usandsynligt.

Men lad os håbe, at åbningen af FN’s generalforsamling i denne uge fører til gode samtaler og måske baner vejen for nye aftaler. Lad os håbe, der kommer gode nyheder fra talerstolen, når det gælder fred, forsoning, bæredygtig udvikling og klima. Det har verden og vi alle brug for. Kryds fingre for FN.

-----

Christian Friis Bach er forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, udviklingsminister for Radikale og undergeneralsekretær i FN.

Forrige artikel Friis Bach til nyvalgte politikere: Sådan løser I udfordringerne med flygtninge Friis Bach til nyvalgte politikere: Sådan løser I udfordringerne med flygtninge Næste artikel Vedby: Der kommer ikke meget udenrigspolitik ud fra Mette Frederiksens dagligstue Vedby: Der kommer ikke meget udenrigspolitik ud fra Mette Frederiksens dagligstue