Danmark skal nyde godt af bæredygtig vækst i udviklingslandene

Af Mads Bugge Madsen
Leder, Ulandssekretariatet

Danske interesser i verden skal styrkes. Men hvad menes egentlig med danske interesser? Og hvor går grænsen for dansk egeninteresse? Det handler om at skabe rammer for vækst og beskæftigelse i udviklingslandene – ikke ad hoc-løsninger på kriser.

Danmarks internationale engagement skal styrkes og nytænkes, skriver Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i et nyligt udgivet policy brief (”Styrk og nytænk Danmarks globale engagement”). Papiret er skrevet af de to erfarne udviklingsforskere Lars Engberg-Pedersen og Adam Moe Fejerskov og kommer med fire anbefalinger:

• Politikere og organisationer bør skabe offentlig forståelse for, at Danmarks velfærd i fremtiden er afhængig af vores globale engagement i fred og stabilitet.
• Danmarks internationale indsats skal afhjælpe og forebygge globale kriser samt støtte udviklingslande, hvis skrøbelighed kan have konsekvenser for Danmark.
• Udenrigstjenesten skal have mindre operationel rolle og i stedet fokusere på internationalt samarbejde og arbejde sammen med andre ministerier.
• Partnerskaber med privatsektor, civilsamfund og FN skal styrkes.

Hvordan defineres ”danske interesser”?
Forskerne konstaterer det indlysende rigtige: at Danmark er en lille åben økonomi, som er afhængig af andre – men at vi nok ikke skal regne med, at andre løser vores problemer. Samtidig fremhæves kvaliteten af både vores udenrigstjeneste og udviklingsbistand som afgørende for, at vi har større indflydelse ude i verden, end vores størrelse berettiger til.

Det er som om, at danske erhvervsinteresser ikke må nævnes i samme sætning som rettigheder og fattigdom.

Mads Bugge Madsen
Leder, Ulandssekretariatet

Konkret foreslår forskerne, at udviklingsbistanden omlægges til i højere grad at rette sig mod skrøbelige lande, og de mange danske NGOer, som udfører udviklingsbistand, bør omlægge deres aktiviteter fra fokus på fattige mennesker i fattige lande til et fokus, som danskerne forstår.

Det er ikke helt klart, hvad det er, danskerne præcis skal forstå, og DIIS-forskerne taler også uldent om ”danske interesser”.

Hvordan definerer vi disse ”danske interesser”? Er det sikkerhed? Velstand? At holde flygtninge og migranter ude? At opnå indflydelse i FN-systemet og andre internationale organisationer? Og hvis det er tilfældet – hvad skal indflydelsen bruges til?

Lige nu handler al politisk debat om presset på Europas og Danmarks grænser. Så på en måde kan man sige, at de forhåndenværende danske interesser afspejler sig i nedskæringen i udviklingsbistanden på 4,5 milliarder – penge som i stedet skal bruges på at håndtere flygtninge og migranter i Danmark.

I politikpapiret fra DIIS lægges der op til, at danske interesser er forbundet hermed – altså med sikkerhed og stabilitet – uden dog at præcisere. Et andet eksempel, som DIIS nævner, er privatsektoren, som med en højere grad af social ansvarlighed bør samarbejde tættere med den offentlige sektor, om fx udviklingsbistand, fremgår det af papiret.

Det er faktisk at vende tingene på hovedet. DIIS-papiret nævner de nye 2030-mål (”bæredygtighedsmålene”) som vigtige for at sikre vores egen langsigtede velfærd. Selvfølgelig er målene vigtige – det er pejlemærker, som det enkelte land kan bruge i sin udvikling. Men det er til hver en tid arbejde til mennesker, indkomst, bæredygtig vækst, sundhed, uddannelse, erhvervsklima osv., som er de afgørende faktorer for udvikling.

Danmark skal være til stede
Danmarks globale fokus bør derfor være på at udvikle og ændre disse rammebetingelser. Hvis ikke rammebetingelserne er til stede i udviklingsøkonomier – blandt andet for at fattige mennesker har et anstændigt arbejde og dermed incitament og mulighed for at blive hjemme – kan nok så meget diplomati og kriseberedskab ikke løse problemerne.

Det handler altså for Danmark om at være til stede i den globale økonomi – også i udviklingslandene, så vi i sidste ende selv kan nyde godt af bæredygtig vækst i udviklingslandene. Det er som om, at danske erhvervsinteresser ikke må nævnes i samme sætning som rettigheder og fattigdom. Men der er intet odiøst i at have fælles eller komplementære interesser, hvis formålet er at sikre flere anstændige arbejdspladser for fattige mennesker – tværtimod!

Dansk udviklingsbistand skal naturligvis ikke bruges til erhvervsstøtte for danske virksomheder, men hvis den private sektor skal involveres mere aktivt i udviklingsbistanden, skal der gives støtte til udvikling af bæredygtige forretningsmodeller. Sagt på en anden måde: At virksomheden kan give overskud, ellers bliver engagementet en kort fornøjelse.

Det betyder konkret bl.a. fokus på værdikæder, arbejdskraft, uddannelse, sociale sikringssystemer, arbejdsmarkedslovgivning, overenskomster, organisering af arbejdstagere og arbejdsgivere, social dialog og udvikling af CSR konceptet (virksomhedernes samfundsansvar).

Alle disse emner er Ulandssekretariatet i fuld gang med at udvikle og implementere, i tæt samarbejde med vores partnerorganisationer og ofte i samarbejde med DI, og forhåbentlig bidrager det til at bevare og skabe danske arbejdspladser. De er som bekendt grundlaget for vores egen indkomst og velfærd.