Dansk Flygtningehjælp: Beskyttelse af flygtninge bør være målet med EU's solidaritetsmekanisme

Ikke meget solidaritet
Medlemslandene, herunder de som modsætter sig en obligatorisk fordelingsmekanisme, kan med udspillet vælge at bidrage til omfordeling af asylansøgere og flygtninge. Men et land kan også i stedet vælge at overtage ansvaret for hjemsendelser af afviste asylansøgere eller at bidrage med operationel eller teknisk støtte og ekspertise til eksempelvis grænsebevogtning.

Det vil altså sige, at lande eksempelvis kan fortsætte med at sende medarbejdere til Frontex, der netop nu bliver beskyldt for at skubbe asylansøgere ud af EU. Det er der ikke meget solidaritet i.

Desuden fastholder forslaget princippet om, at asylansøgningen som udgangspunkt skal behandles i det land, som ansøgeren først er indrejst i. Hovedparten af ansvaret for at modtage og huse asylansøgere og behandle asylansøgninger vil derfor fortsat tilfalde EU-landene ved de sydlige grænser. Og det er bekymrende.

For det gør det svært at se, hvordan det vil ændre de umenneskelige og uacceptable forhold, som mennesker lever under på de græske øer? Hvordan vil det forhindre voldelige push-backs ved EU's ydre grænser? Hvordan vil det ændre på, at redningsfartøjer med skibbrudne asylansøgere nægtes adgang til sikre havne? Og hvordan vil det stoppe den fortsatte tragedie på Middelhavet, hvor mænd, kvinder og børn drukner nærmest hver uge?

Familiemedlemmer skal samles i samme land
Solidaritetsmekanismen adresserer fordeling af de mennesker, som bliver reddet til havs, men den baserer sig som udgangspunkt på frivillige tilkendegivelser fra medlemslandene. Men historien viser os, at det er vanskeligt.

Kommissionen har dog med forslaget opfundet en række nye værktøjer, som kan iværksættes i tilfælde af manglende opbakning fra medlemslandene. Men også her vil der være fleksibilitet.

Overordnet set tager pagten med den foreslåede obligatoriske solidaritetsmekanisme – på trods af mangler – dog et vigtigt skridt i den rigtige retning, og det skal Kommissionen roses for.

Den skal roses for at forsøge at ændre de forfærdelige forhold, som vi i dag ser ved EU’s grænser. Men modellen er imidlertid afhængig af, at EU’s medlemslande udviser vilje til at påtage sig ansvar og solidaritet, både med landene ved EU’s ydre grænser, men i allerhøjeste grad også med mennesker på flugt. Modellen forsøger aktivt at bidrage til en mere retfærdig fordeling af asylansøgere og flygtninge.

En sådan fordeling bliver nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, både af humanitære hensyn, men også fordi det vil mindske tendensen til, at asylansøgerne bevæger sig videre til andre lande i EU.

Derudover skal en sådan fordeling sikre, at familiemedlemmer – også udover den nærmeste familie - samles i det samme land, hvis de ønsker det. Det vil desuden støtte integrationen, hvis de efterfølgende får opholdstilladelse. En fordeling skal også sikre, at asylansøgerne hurtigt får adgang til en reel behandling af deres asylansøgning.

Større risiko for uholdbare forhold
Jo flere ekstra procedurer man opfinder, desto længere tid tager det, før man får afklaret, om en asylansøger skal have opholdstilladelse eller rejse hjem. Det vil også øge risikoen for, at asylansøgere indkvarteres under uholdbare forhold, som vi har set på de græske øer gennem flere år.

Her er det værd at minde om, at 40 procent af dem, som søgte asyl i EU sidste år, blev anerkendt i første instans, mens 32,3 procent fik tildelt asyl som følge af deres appelsag. Det er derfor rent faktisk en stor del af de mennesker, der søger beskyttelse i EU, som også får asyl.

Historien viser os, at der i høj grad er behov for fælles løsninger og solidaritet. Og den solidaritet skal rettes mod de mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse.