Det Arabiske Initiativ bør nytænkes

Uffe Torm 
NGO- konsulent

Hvis nogen tror, at Det Arabiske Initiativ og lignede initiativer i andre vestlige lande spillede en væsentlig rolle i det arabiske forår, tager de fejl

Uffe Torm
NGO-konsulent

Uklare grundlæggende antagelser og strategiske mål. Utilstrækkeligt fokus og for lidt resultatorienteret. Manglende definitioner af centrale begreber som dialog og reform. Det er i korthed de vigtigste konklusioner i en intern evaluering af det såkaldte Arabiske Initiativ i Udenrigsministeriet, som lå klar i juli måned.

Men den er først nu kommet til offentlighedens kendskab. En tilsvarende kritik blev dog rejst i en beretning fra Rigsrevisionen tilbage i 2010. Derfor har den nye rapport vakt politisk opmærksomhed.

Det Arabiske Initiativ (der nu officielt på engelsk hedder ”Danish Arab Partnership Programme”) blev lanceret i 2003, efter at Danmark var gået med i USA’s krig mod Irak, som blev indledt i marts 2003. Det var daværende udenrigsminister Per Stig Møller, som tog initiativet hertil. Formålet hermed var og er at styrke dialog og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, fremme demokrati, fred og stabilitet især i Mellemøsten og Nordafrika, stimulere igangsættelse af og støtte reformprocesser, specielt med henblik på at promovere kvinders deltagelse i samfundslivet og stimulere ytrings- og pressefriheden.

Selv om initiativet blev mødt med en vis politisk skepsis, var det dog et nyt og visionært tiltag i dansk udenrigspolitik. Det blev derfor modtaget positivt blandt de institutioner og folkelige organisationer, der blev indbudt til at deltage heri. I den givne situation var initiativet politisk rigtigt set. Men desværre blev implementeringen heraf i begyndelsen skruet skævt sammen i det udenrigsministerielle bureaukrati.

Initiativet skruet skævt sammen
For det første blev initiativet finansieret af udviklingsmidler fra Danidas kasse, selv om der klart var og er tale om et rent udenrigspolitisk initiativ. Det betød, at Danidas ansøgningsskemaer, rapporteringsformater og retningslinjer for evalueringer mv. blev efterlignet eller simpelthen kopieret, selv om disse ikke er beregnet på og derfor ikke egnede til den type politiske aktiviteter, som Det Arabiske Initiativ udgør.

For det andet undervurderede embedsværket religionens rolle i samfundene i den arabiske verden. Jeg var dengang ansat i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og deltog i de indledende møder om initiativets folkelige udfoldelse. Danske missionsselskaber har arbejdet i regionen i mere end 100 år, og flere missionsorganisationer arbejder fortsat i den arabiske verden og har derfor stor indsigt heri.

Selv om det ikke blev sagt helt på den måde og slet ikke officielt, så blev det imidlertid hurtigt klart, at sagsbehandlerne i udenrigsministeriet anså religion for hovedproblemet i udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika. Derfor kunne religion naturligvis ikke være en del af løsningen, som måtte bestå i en sekulær udvikling. Som en konsekvens heraf kunne Det arabiske Initiativ ikke omfatte religiøse organisationer, hverken i Danmark eller i regionen. Det blev der dog, som der redegøres for nedenfor, senere lavet om på.

For det tredje blev initiativet ikke koordineret med de udviklingsaktiviteter, som Danida i forvejen støttede i regionen. Det gav sig bl.a. udslag i den besynderlige situation, at mens man i kontoret for Mellemøsten og Nordafrika i den ene ende af ministeriet ikke kunne støtte kirkelige organisationers initiativer i regionen, så kunne NGO-kontoret i den anden ende af ministeriet uden betænkeligheder godt bevilge millioner af kroner til et stort dialogprogram i Egypten mellem kristne og muslimer om fælles løsninger af sociale og udviklingsmæssige problemer, både lokalt og nationalt. Det var et program, som Danmission i samarbejde med udviklingsafdelingen i Dansk Missionsråd havde søgt støtte til allerede før terrorangrebene i New York og Washington 11. september 2001. Som man sagde: ”Det er jo lige jer, der kan tage en sådan opgave op”.
For det tredje antog man, at lederne af de sekulære institutioner og organisationer i Mellemøsten, som blev inviteret med i initiativet, ikke var religiøse mennesker. Men det er de fleste mennesker i Mellemøsten og Nordafrika jo. Så religion kom alligevel indirekte til at spille en rolle i implementeringen.

Konteksten har ændret sig radikalt
Dertil kommer, at Det Arabiske Initiativ gennem de godt 10 år, der er gået, er blevet påvirket af faktorer, som ikke kunne forudses ved opstarten. Første gang var, da Jyllandsposten i september 2005 trykte de nu berømte karikaturtegninger af profeten Muhammed. Det udløste en diplomatisk, politisk og handelsmæssig krise mellem Danmark og en række arabiske lande. Da det udviklede sig til voldelige gadedemonstrationer i flere lande og ildspåsættelse af danske ambassader i Libanon og Syrien, henvendte Udenrigsministeriet sig til blandt andre Dansk Missionsråd for at få gode råd til, hvordan man skulle håndtere situationen, og hasteindkaldte med timers varsel til et krisemøde i ministeriet herom, som jeg deltog i.

Det resulterede bl.a. i, at Udenrigsministeriet finansierede udsendelsen af en kirkelig dansk delegation med to biskopper i spidsen til Egypten i begyndelsen af 2006. Delegationen mødtes med de øverste islamiske ledere i Egypten med stor indflydelse i hele Mellemøsten. Ifølge ambassadøren i Cairo medvirkede delegationen til at lægge en dæmper på de gemytter, som en selvbestaltet dansk muslimsk delegation tidligere havde ophidset. Desuden bad Udenrigsministeriet Dansk Missions Råd om i samarbejde med Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd at forestå flere efterfølgende religiøse delegationsbesøg til og fra arabiske lande. Og Danmission opnåede økonomisk støtte fra Det Arabiske Initiativ til en række fælles dialogaktiviteter i både Danmark og Mellemøsten og har siden fået gentagne bevillinger hertil.

Anden gang var, da det ”forsømte arabiske forår” begyndte i Tunesien. En frugthandlers fortvivlede selvmord i december 2010 udløste store politiske uroligheder, som medførte, at landets diktator Ben-Ali tog flugten i januar 2011. I Egypten blev diktatoren Mubarak væltet af militæret i februar 2011 på grund af en folkelig opstand. Men senere tog militæret selv magten. I Libyen blev oberst Gaddafi dræbt under et flugtforsøg i oktober 2011, men landet er nu ved at gå i opløsning i kampe mellem forskellige klaner. I Yemen endte foråret uforløst, mens Syrien blev kastet ud i en dødsspiral, som stadig arbejder sig nedad.

Hvis nogen tror, at Det Arabiske Initiativ og lignende initiativer i andre vestlige lande spillede en væsentlig rolle i det arabiske forår, tager de fejl. Det var helt andre sociale bevægelser og alternative netbaserede medier, der satte gang i det arabiske forår, end de traditionelle NGO’er og medier, som blev støttet under Det Arabiske Initiativ. Disse organisationer og medier var jo tolereret og kontrolleret af regimerne, og samarbejdede i et vist omfang hermed for at kunne overleve. Foråret truede derfor også deres eksistens.

Tredje gang er nu, hvor hele Mellemøsten er truet af kaos og staters kollaps, og måske står overfor en arabisk udgave af de europæiske religionskrige mellem katolikker og protestanter i 15- og 1600-tallet - med krige mellem konkurrerende islamiske trosretninger. Der er således mange grunde til at se med nye øjne på Det Arabiske Initiativ. Udfordringerne i regionen er med årene ikke er blevet mindre – snarere tværtimod!

Betyder det, at de midler, der hidtil er blevet anvendt på Det Arabiske Initiativ, er spildt? Nej, ingenlunde. Det er mange positive enkeltresultater at fremhæve, ikke mindst når det gælder inddragelse af unge og kvinder i forskellige dialog- og udviklingsaktiviteter. Måske har Det Arabiske Initiativ sat større fodaftryk i Danmark end i Mellemøsten og Nordafrika. Mange danskere, især unge, har fået øjnene op for en nær, men alligevel fjern og fascinerende ny verdensdel og dens spændende historie, kultur, arkitektur mv.

Om det så er de 1,6 mia. kr. værd, som Det Arabiske Initiativ indtil videre har kostet skatteyderne, er et godt spørgsmål. Foreløbig fortsætter Det Arabiske Initiativ til og med 2016. Og der går nok endnu nogle år, før Danmark har brugt flere penge på fred, forsoning og mellemfolkelig forståelse i Mellemøsten end på krigen i Irak og den igangværende opfølgning herpå.