Det er en vildfarelse at tro, at krigen mellem Hamas og Israels regering er nyttig
Hamas og Israels regering tror begge, de kan vinde over den anden. Men det er en vildfarelse, der er skabt gennem en fortælling om krigen, som hele verdensoffentligheden har bidraget til, skriver Sune Haugbølle.
Sune Haugbølle
Professor i Global Middle East Studies, Roskilde Universitet.Snart er det et år siden, at krigen mellem Hamas og Israel brød ud. Over 40.000 palæstinensere og over 1.000 israelere har mistet livet, og Gazastriben er en ruinhob. En stor del af Israels befolkning lever i en belejringstilstand. Krigen har bredt sig til Vestbredden og grænseområdet mellem Libanon og Israel. At tale om tabere og vindere i den forbindelse kan virke absurd.
Sådan ser krigens parter bare ikke på det.
På trods af de ufattelige ødelæggelser og tab af menneskeliv i Gaza, så tror Hamas' lederskab og Israels regering begge, at de kan vinde krigen. Den vildfarelse er de ikke alene om. Den er skabt gennem en generel fortælling om krigen, som foregår på mange planer i de israelske og palæstinensiske samfund, i arabiske medier og i verdensoffentligheden. Vi har også selv bidraget til vildfarelserne.
For selv om modstanden mod krigen er markant i civilsamfundet, som vi har kunnet se med store, vedvarende demonstrationer for våbenhvile, så har vestlige medier og politikere også fra starten givet opbakning til Israels erklærede mål om at tilintetgøre Hamas. Omvendt har regeringer og medier i dele af Mellemøsten givet støtte til Hamas' væbnede kamp mod Israel.
I Danmark dominerer en overvejende pro-israelsk diskurs, der holder fast i, at Hamas' angreb 7. oktober 2023 retfærdiggjorde et modsvar.
Mange af Israels støtter er dog blevet mere og mere utilpasse over hærens drab på tusinder af kvinder, børn og ældre og anklagerne om krigsforbrydelser og folkedrab fra FN, den internationale strafferetsdomstol og en lang række ngo'er. Selv i Israel, der nu oplever store demonstrationer mod Netanyahus linje, svinder støtten til krigen.
Det spørgsmål, som ingen vestlige leder giver svar på, er, hvordan en palæstinensisk stat skal komme ud af krigens morads.
Sune Haugbølle
Professor, Roskilde Universitet
Netanyahu kan pege på, at hæren har dræbt 14.000 ud af Hamas' 25.000 soldater, ødelagt 80 procent af tunnellerne ved Rafah og tilintetgjort det meste af gruppens infrastruktur.
Men Hamas har stadig kampklare enheder og har visse steder genopbygget militæret. At føre krigen helt til sin ende kan tage mange måneder endnu, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Og hvad vil Netanyahu egentlig opnå på længere sigt? Hvem skal kontrollere Gaza, og hvordan skal der blive fred mellem israelere og palæstinensere? Det har han ikke givet gode svar på.
Ved Israels nordlige grænse er situationen uændret siden krigens første uger, hvor tusinder måtte flygte fra Hizbollahs angreb. Truslen fra Hizbollahs raketarsenal har holdt Israels hær fra at eskalere krigen. Dertil kommer hele den internationale kritik over at have påført så enorme civile tab i Gaza og det voksende krav om en uafhængig palæstinensisk stat.
Dette samlede billede kan man godt fortolke som et israelsk nederlag. Den version kan man i hvert fald læse i en del af den arabiske offentlighed og høre på tv-kanaler som al-Mayadeen, al-Manar og al-Quds TV, der er støttet af Iran.
Hizbollahs leder Hassan Nasrallah er med sine regelmæssige taler den mest markante talsmand for det perspektiv, at krigen så at sige virker, fordi israelere i tusindvis forlader landet under pres fra den islamiske modstandsfront – fra Iran over Libanon og Gazastriben. Hamas' egne medier er præget af en heroisk betoning af palæstinensernes standhaftighed.
Det er en kynisk forklejnelse af det levende helvede, som almindelige mennesker i Gazastriben gennemlever.
Hamas har ikke adspurgt befolkningen, om de har lyst til at være martyrer for politisk vindings skyld. Den genelle linje i arabiske medier er da også mere skeptisk.
Den store tv-kanal al-Jazeera har dækket krigen tæt og givet arabiske seere adgang til en live-transmission af ødelæggelserne og de civile lidelser, som ofte har manglet i de vestlige medier. Det har gjort reportere som Ismail al-Ghoul og Wael al-Dahdouh til en slags folkehelte, ikke mindst efter al-Dahdouh mistede sin familie i et angreb og derefter forsatte med at rapportere, som et levende eksempel på standhaftighed – på arabisk sumud – og journalistisk mod. Al-Ghoul blev, som mere end 100 andre journalister i Gaza, dræbt ved et israelsk angreb i juli 2024.
Al-Jazeera giver nyhederne en anti-israelsk vinkling, men uden at støtte Hamas åbent. Medier, der er tættere på sunnimuslimske og amerikansk allierede lande som Saudi-Arabien, Jordan og Egypten, er mere kritiske over for Hamas. Eksempelvis har den saudiske-ejede nyhedskanal al-Arabiyya lavet meget skarpe interviews med Hamas talsmænd.
Mediebilledet i Mellemøsten afspejler den politiske hårknude, som vestligt diplomati er endt i.
Sune Haugbølle
Professor, Roskilde Universitet
Disse staters ledere ved dog, at en del af deres befolkninger tilslutter sig Hamas' fortælling om, at væbnet modstand er nødvendig.
I starten af krigen lå kanaler som Sky News Arabia, der er ejet af de Forenede Arabiske Emirater, tæt på den vestlige dækning.
Men redaktører og deres politiske sponsorer har måtte indse, at deres arabiske publikum kræver, at mediediskursen afspejler den folkelige vrede mod Israel.
Efterhånden som krigen er skredet frem, er et vokabular, der ellers mest var at finde på al-Jazeera og pro-Hamas medier, begyndt at optræde mere bredt i mediefladen. Det gælder ord som 'martyrer' snarere end 'ofre', 'modstandskamp' snarere end 'kampe' eller 'terrorangreb' og 'den zionistiske besættelse' snarere end 'den israelske hær'.
Da en reporter for al-Arabiyya 24. oktober således kom til at sige "martyrer" blev han irettesat af sin øresnegl og ændrede det til "ofre". Martyr – shahid på arabisk – er Hamas' lingo for dræbte i kampen mod Israel, men også en ret gængs arabisk måde at omtale folk, der er døde for en retfærdig sag.
Ledere som præsident al-Sisi i Egypten og kong Abdallah i Jordan er vrede over den fortsatte amerikanske støtte til Israels krig, som de føler, der underminerer deres egen legitimitet. Den analyse finder man også i den arabiske presse.
Den tidligere jordanske udenrigsminister Marwan al-Muasher, der er en indflydelsesrig politisk kommentator og leder af tænketanken Carnegies mellemøstafdeling, skrev i avisen al-Quds al-Arabi en måned efter Hamas' angreb, at krigen har udstillet, hvordan vestlige diplomater har syltet den to-statsløsning, som de nu igen er begyndt at tale om.
Den kritik rammer USA, EU, men også den danske regering. Det spørgsmål, som ingen vestlige leder giver svar på, er, hvordan en palæstinensisk stat skal komme ud af krigens morads.
Al-Muasher repræsenterer arabiske liberale, der har håbet på, at Vesten kunne spille en positiv rolle i demokratisering og udvikling. I stedet føler de, at Vesten har allieret sig med autoritære styrer uden at have gjort noget godt for palæstinenserne.
Det har givet plads til den position som Hamas repræsenterer, men som også deles af mange venstreorienterede arabere. De ser Israel som en kunstig stat og et kolonialistisk projekt i regionen.
Den arabiske liga fremsatte i 2002 et fredsforslag, der tilbød Israel fuld anerkendelse mod en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne. Al-Muashers pointe er, at det forslag aldrig kan blive til noget i dag, hvor Israel udvider bosættelserne i stedet for at diskutere en løsning. Hvis Hamas' ideologiske grundlag skal elimineres, skriver al-Muasher, skal Vesten som minimum gøre noget aktivt for at stoppe Israels besættelse af Vestbredden.
Mediebilledet i Mellemøsten afspejler den politiske hårknude, som vestligt diplomati er endt i. For at komme ud af den, må vi stå helt fast på, at krigen skal stoppe nu.
Det er en vildfarelse at tro, at denne krig er nyttig for noget. Det er ingen sejr at have ødelagt et helt samfund og dræbt titusinder af civile. Hverken for Israel eller for os.
Fra Danmarks side bør vi insistere på, at der er alternativer til de maksimalistiske fortællinger om den ene eller den andens sejr.
Sune Haugbølle
Professor, Roskilde Universitet
Det er ingen sejr at have gennemført et terrorangreb og taget civile gidsler eller at have kæmpet en guerillakrig mod en overlegen fjende i et tætbefolket område. Hverken for palæstinensere, for muslimer eller for arabere.
Og det er en vildfarelse, at vestlige regeringer har bidraget militært og politisk til Israels voldsorgie i Gaza.
Det er et brud på de folkeretslige og humanitære principper vi holder højt.
Krigen undergraver dag for dag muligheden for fredelig sameksistens mellem de syv millioner jøder og syv millioner palæstinensere, der bor mellem Jordanfloden og Middelhavet. Fra Danmarks side bør vi insistere på, at der er alternativer til de maksimalistiske fortællinger om den ene eller den andens sejr.
Det første skridt på vejen er en våbenhvile. De næste skridt bliver meget sværere og kommer til at handle om militær kontrol af Gaza, sikkerhedsaftaler med Israels naboer, og det retslige efterspil.