Jeg rejste til Ungarn og kom hjem med det håb, som vores tid kalder på

For vi lever i en tid præget af frygt for fremtiden, hvor flere danskere forventer, at deres efterkommeres liv bliver værre frem for bedre end vores eget. Det kan virke naturligt i dag, hvor samtalen i stigende grad handler om graden af frygt.

Enten skal vi være lidt bange eller meget bange, men bange skal vi være, for hvad der venter i den fremtid, der så ofte flimrer uvist, men urovækkende foran os.

Jeg husker, hvordan 2020 i sine sidste måneder blev omtalt som et år, der bare skulle overstås, så tingene igen kunne blive stabile. Det skete aldrig. Coronapandemiens mørke pressemøder blev afløst af energikrise og russiske kampvogne, som rullede ind i Ukraine.

Om skribenten

Peter Bitsch Hjortshøj er fast kommentarskribent på Altinget.

Han studerer idéhistorie ved Aarhus Universitet og er desuden forfatter til bogen 'Før du rammer jorden'.

Tiden efter covid-19 stabiliserede sig med andre ord ikke. Tværtimod har tiden efter ofte føltes som et kontinuum af kriser: fra pandemi til energikrise, fra krig til USA-krise, med et mylder af mindre kriser indimellem og store, truende horisonter hængende over det hele: fra klimakrise til konsekvenserne af ukontrolleret kunstig intelligens.

Jeg ønsker ikke at anfægte validiteten af disse begivenheder, selvom jeg mener, at eksempelvis coronakrisen blev vanvittigt opskruet. Det er snarere effekten af, at verden konstant vinkles entydigt som en uslukkelig brand af krig, ukontrolleret migration og klimakollaps, jeg finder bekymrende.

Den vedtagne sandhed om vores tid bliver dermed, at vi skal være bange, og det finder jeg ironisk nok dybt bekymrende. For sammenligneligt med et menneske i konstant alarmberedskab risikerer det nemlig ikke at være kriserne i sig selv, der bliver mest nedbrydende, men selve tilstanden af uafbrudt alarm.

Det er en fejltagelse og dermed også politisk fejltagelse at lade frygten alene farve tidens himmel. For det er netop nu, vi har brug for håbet. Det er netop nu, håbet giver mening.

På mange måder kom postkoldkrigstiden til at forvrænge vores forståelse af, hvad håb overhovedet er. Håbet blev i en lang årrække forvekslet med en naiv tillid til fremtidens udfoldelse. Håbet blev forvekslet med idéen om, at historien havde fået sin egen retning, en retning, vi blot kunne læne os tillidsfuldt ind i.

Det skabte et forkvaklet håb. For som 1600-tals filosoffen Baruch Spinoza pegede på, findes der ingen frygt uden håb, og intet håb uden frygt. Håb er med andre ord ikke en blind tro, der opløser frygten, men en stædig kraft, der insisterer på at handle på trods.

Derfor var postkoldkrigstiden blinde tillid til, at historien styrede imod demokrati og frihed hellere ikke en håbefuld tid, som den ofte er blevet fremstillet som. Det var tværtimod en tid, hvor håbet blev overflødigt, fordi man påstod at vide.

Den måde, som håb og frygt instrumentaliseres på, skaber en situation, hvor frygtkampagner har en klar fordel over de håbefulde.

Peter Bitsch Hjortshøj

Senere blev håbet, som så meget andet i det 21. århundrede, instrumentaliseret. I takt med at politiske kampagner blev professionaliserede og rykket ind i det digitale rum, blev følelser som håb og frygt i stigende grad blevet behandlet som noget, der kan skrues op og ned for, målrettes og optimeres.

Man så det tydeligt i Barack Obamas præsidentvalgskampagne i USA i 2008, hvor håbet blev gjort til det centrale og til selve kampagnens kerne. Ikke nødvendigvis som en klar politisk retning, men som noget, vælgerne selv kunne læse hver deres forventninger ind i. Håbet blev i sig selv produktet.

Otte år senere blev frygten gjort til produktet af Donald Trump.

Pointen er ikke, at de to er det samme. Tværtimod bør alle politisk aktive, som ikke ønsker at give tidens højrepopulistiske dommedagsprofeter frit spil, forstå, at den måde, som håb og frygt instrumentaliseres på, skaber en situation, hvor frygtkampagner har en klar fordel over de håbefulde.

For hvor frygt sjældent bliver afsløret - det, man frygter, kunne jo være sket – bliver håb hurtigt stillet til ansvar, når den smukke fremtid, man mente at være blevet solgt, den udebliver. Dermed får frygten en strukturel fordel i en tid, hvor vi i Vesten desperat mangler en ny håbefuld politik, som kan modstå højrepopulismens advarsler og dommedagsprofeter.

Her bør man se til Ungarn og Péter Magyars kampagne. I et politisk system præget af mediekontrol, institutionel modstand og korruption opstod en bevægelse, som samlede borgere fra nær og fjern og på tværs af forskelle i et forsøg på at udfordre Orbáns 16 år ved magten.

I en politisk sammenhæng må håbet ikke reduceres til en blind tro på det umulige. Især ikke i en tid, der reelt præges af alvorlige problemstillinger.

Peter Bitsch Hjortshøj

Péter Magyar er hverken en progressiv venstrefløjshelt eller en nationalkonservativ populist, der lover at pulverisere politisk korrekte EU-parlamentarikere. Han er ikke fejlfri eller idealist, men en ekstremt dedikeret politiker, der formåede at samle mennesker, som i årevis var blevet fortalt, at de var hinandens modstandere.

De ungarere, jeg talte med op til valget, dyrkede heller ikke Magyar og troede ikke på mirakler, hvis Orbán tabte. Men de holdt fast i noget andet: et nøgternt håb om at bevæge sig mod et friere land, et land man igen kunne være stolt af, et Europa man igen kunne føle sig som en del af.

Kort sagt håbet om, at det gav mening at engagere sig, selv når systemet og spillereglerne var vendt imod en. Måske dette er håbet til vores tid: At det giver mening at engagere sig. At i en verden, hvor der er mange grunde til at trække sig tilbage og vende blikket væk fra fremtiden, er selve engagementet håbets fundamentale handling.

Efter årevis af kulturkrigenes overdrevne diskussioner om pronominer, livsstilsvalg som moralske markører og senest den absurde debat om danskhed som en genetisk disposition, var det en sand kur at møde mennesker og for en stund faktisk dedikere sin tid, sin tro og sit håb til noget større.

Det var i sandhed i ånden fra den nu afdøde europæiske helt Václav Havel, som sagde, at håb ikke er overbevisningen om, at noget vil gå godt, men visheden om, at noget giver mening.

Håb er naturligvis mere end de definitioner, som udvalgte intellektuelle historisk har givet dem. Jeg husker stadig, hvordan jeg engang læste sætningen "hope dies last" på et nedslidt hospital i Tjekkiet og blev mærkeligt berørt af det. Af håbet som denne uhåndgribelige tro på, at tingene vil finde en vej, selv når al rationel grund til håb synes udtømt.

Men i en politisk sammenhæng må håbet ikke reduceres til en blind tro på det umulige. Især ikke i en tid, der reelt præges af alvorlige problemstillinger, opbrud og usikkerhed. Dette vil blot forstærke kyniske populister, som vil argumentere for, at eliterne har solgt folket en løgn.

Det politiske håb, som må og skal vende tilbage, må i stedet bygge på en insisterende påmindelse om, at historiens gang formes af menneskers handlinger, at fremtiden ikke er fastlagt, men åben, og afhængig af vores vilje til at handle, og at selv, hvis kampen for en bedre, lysere og mindre frygtfuld verden skulle fejle, så ville engagementet aldrig have været forgæves.