Bliv abonnent
Annonce
Om  
Jens Olaf Jersild

Dødsfald: Han vandt over Højesteret ved Menneskerettighedsdomstolen

Studievært, journalist Jens Olaf Jersild er død, 65 år, efter mange års indsats som fremtrædende mediepersonlighed. Her fotograferet i 2011.
Studievært, journalist Jens Olaf Jersild er død, 65 år, efter mange års indsats som fremtrædende mediepersonlighed. Her fotograferet i 2011.Foto: Unger Anthon/Ritzau Scanpix
26. december 2024 kl. 17.04

Jens Olaf Jersild, der er død kun 65 år, var kendt som en dygtig, debatskabende og markant journalist gennem årtier. Han blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1982 som 23-årig og var derefter ansat på Berlingske. Herfra kom han allerede i 1984 til DR som programmedarbejder på TV-Avisen.

Som ung journalist gjorde Jens Olaf Jersild sig straks bemærket for hans meget omtalte indslag i TV Avisen i 1985 om 'Grønjakkerne' i Studsgaardsgade i København.

Unge mennesker i programmet malede hagekors på murene og udtalte sig stærkt racistisk om folk med mørk hud. Det førte til, at en seer politianmeldte Jersild og chefen for TV Avisen Lasse Jensen for at overtræde straffelovens racismeparagraf. Den langstrakte sag førte i 1987 til, at Jersild i byretten blev idømt dagbøder, hvilket blev stadfæstet i landsretten og siden i Højesteret i 1989.

Men Jens Olaf Jersild gav ikke op og indbragte sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Den afgjorde i 1994, at journalistens ytringsfrihed omvendt var blevet krænket, da han alene ville skildre virkeligheden. En vigtig principsag for journaliststanden. Et årti var gået, og Jens Olaf Jersild endte med retten på sin side. 

Læs også

Jersild & Spin
Siden kom han med i DR TV's Dokumentargruppe og blev vært for programmerne 'Profilen' og 'Rapporten'. Her afdækkede han alt fra dyremishandlinger til pyramidespil, partistøtte og folkekirkens pengeforbrug.

I 2003 blev han vært og redaktør på 'Dilemma'. Siden skiftede han til DR2 med en række andre programmer, blandt andet "Jersild & Spin" fra 2005 og "Jersild Live" 2008-2012.

Jens Olaf Jersild var med sit program 'Jersild & Spin' blandt de første i mediebranchen, der vedvarende beskæftigede sig med den nye disciplin i dansk politik: særlige rådgivere og spin som metode til at sætte og påvirke den offentlige dagsorden til at fremme sin politiske sag.

I 2018 stoppede Jens Olaf Jersild efter 34 år i DR i forbindelse med en omstruktureringsrunde. Reelt blev DR-ikonet fyret, men det lod han sig ikke officielt gå på af, i det han dog spiddede sin gamle arbejdsplads med ordene:

"Det er jeg langt forbi. Jeg har prøvet det, der er værre, i min tid på DR. Så den slags følelser er jeg trykimprægneret imod. Der er ikke noget, der kan overraske mig med DR," sagde han.

Journalist-kollegerne Reimer Bo Christensen og Jens Olaf Jersild i 1985. Det år Jens Olaf Jersilds indslag om Grønjakkerne blev bragt i TV Avisen. Fotograferet af TV A-chefen Lasse Jensen, der havde ansat Jersild året forinden. Kort efter indslaget blev bragt var såvel Jersild som Jensen politianmeldt for racisme. Sagen endte næsten ti år senere som en stor sejr for ytringsfriheden.
Journalist-kollegerne Reimer Bo Christensen og Jens Olaf Jersild i 1985. Det år Jens Olaf Jersilds indslag om Grønjakkerne blev bragt i TV Avisen. Fotograferet af TV A-chefen Lasse Jensen, der havde ansat Jersild året forinden. Kort efter indslaget blev bragt var såvel Jersild som Jensen politianmeldt for racisme. Sagen endte næsten ti år senere som en stor sejr for ytringsfriheden. Foto: Lasse Jensen, DR

Jersild modtog Carsten Nielsen Legatet i 1995, Producentforeningens pris for 'Årets Specialprogram' på TV i 2005 og Det Journalistiske Fellowship på 500.000 kr. ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet i 2006, som blev anvendt til et halvt års studieophold på SDU.

Han blev født på Frederiksberg som søn af den i samtiden navnkundige reklamedirektør og EF-modstander Morten Jersild og dennes hustru, Else Trein Dirchsen Jersild.

Jens Olaf Jersild, der var den ældste af tre søskende, efterlader sig sønnen August, der selv er DR-journalist. Nu er det ham, der er 'Unge Jersild'. Ellers er det kun lidt, offentligheden har kendt til den i sin samtid kendte tv-personlighed, der værnede som sit privatliv.

Silden
Blandt os kolleger, der var samtidige journalist-praktikanter på Berlingske, huskes Jersild Jr. med kælenavnet 'Silden' som den energiske og ambitiøse, fødte journalist. Af den særlige kategori der principfast og uanset personlige omkostninger søgte 'sandheden' i enhver tænkelig sag, og som samtidig havde overskud til at hjælpe kolleger på vejen.

Da det dengang familieejede Berlingske i foråret og sommeren 1981 blev ramt af endnu en konflikt, der hindrede avisen i at udkomme og truede med helt at lukke det store avis- og ugebladshus, satte journalistelev-Jersild sig i spidsen for alle praktikanterne i sit måske første redaktøransvar. Med stor gejst satte han gang i forproduktion af en stribe artikler målrettet unge - for dog at holde os uddannet og beskæftiget.

Denne særlige, hjælpsomme kollegialitet er vi i dag flere, der kan tænke tilbage på med taknemmelighed. 

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026