Erik Boel: Mette Frederiksens udenrigspolitik er "ingen kommentarer"

Af Erik Boel
Tidligere landsformand for Europabevægelsen

Statsministeren har sat sig tungt på udenrigspolitikken. Det er ikke nødvendigvis et problem; tidligere statsministre har også gjort det, ofte med succes.

Problemet er, at den røde tråd i statsministerens udenrigspolitik er "ingen kommentarer". Når en ryggesløs amerikansk præsident sætter Mellemøsten i brand, når Kina presser Færøerne til at vælge Huawei til at opføre 5G-netværket, når unge mennesker kæmper for frihed og demokrati i Hong Kong, ja, så er omkvædet i statsministerens udenrigspolitik: "Ingen kommentarer".

Naturligvis er der situationer, hvor "ingen kommentarer" er den hensigtsmæssige reaktion. Men det er ikke hensigtsmæssigt, at dette mantra ligefrem bliver grundpillen i udenrigspolitikken. 

Denne form for strudsepolitik har også omkostninger: Når statsministeren ikke vil kommentere på likvideringen af Soleimani, kan amerikanerne med rette føle, at vi svigter dem – i en vanskelig situation, hvor de tager en for holdet.

Og pacifisterne kan omvendt med rette mene, at ved ikke at lægge afstand til drabet kan en dansk statsminister nok en gang være med til at føre os ud i sumpen i Mellemøsten, som det skete, da vi gik i krig mod Irak i 2003.

Danmark har interesser at varetage. Men uden en klar udenrigspolitisk profil bliver det meget svært. 

Erik Boel
Tidligere landsformand for Europabevægelsen

Fejlcastet som udenrigspolitiker
Retfærdigvis skal det siges, at statsministeren har fremsat enkelte mere eller mindre gennemtænkte udenrigspolitiske meldinger om, at EU's budgetforslag er "fuldstændig gak" og et forslag om en folkeafstemning om bankunionen; et projekt, der er yderst teknisk, og som i givet fald ville blive modtaget med et rungende nej tak af vælgerne.

Når statsministeren uden synderlig interesse for sagens substans alligevel med begejstring kaster sig over udenrigspolitikken, skyldes det, at udenrigspolitik er mere fancy end hofteoperationer og tvangsfjernelse af børn.

Udenrigspolitikken byder for en statsminister på en forfængelig mulighed for at skrive sig ind i historiebøgerne. Og ikke mindst en lejlighed til at blive set sammen med og spise kirsebær med de store på verdensscenen. Men statsministeren er – hendes mange kvaliteter ufortalt – aldeles fejlcastet i den rolle.

Strategien er væk
Hvis statsministeren vil være den store rorgænger for udenrigspolitikken, er hendes virkelige problem fraværet af en klar udenrigspolitisk profil/strategi. Der mangler retningssans, strategisk tænkning og udenrigspolitisk vision i statsministerens markeringer.

Vi skal tænke offensivt og ikke defensivt. Det er ikke nok at lade de andre stå til søs. Vi skal være klar til selv at vove et øje til fordel for vore værdier – også selv om der er en pris at betale. Danmark har interesser at varetage. Men uden en klar udenrigspolitisk profil bliver det meget svært. 

Lykkeligvis har statsministeren i al sin visdom udnævnt en særdeles kompetent udenrigsminister – som statsministeren desværre indtil videre har placeret i en udpræget birolle.

Statsministeren bør fremover koncentrere sig om klimapolitikken og de store sociale, økonomiske og velfærdsmæssige opgaver, Danmark står overfor. Og overlade udenrigspolitikken til udenrigsministeren.