
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har valgt Kirsty Coventry som ny præsident.
Det oplyser IOC i en pressemeddelelse.
Kirsty Coventry har været medlem af IOC siden 2013 og er den første kvinde til at bestride posten. Hun fik 49 stemmer og slog dermed Juan Antonio Samaranch, der fik 28 stemmer.
"Jeg er særligt stolt over at være den første kvindelige IOC-præsident, og også den første fra Afrika. Jeg håber, at den her afstemning vil være en inspiration for mange mennesker. Glaslofter er blevet knust i dag, og jeg er fuldt ud bevidst om mit ansvar som rollemodel," lyder det fra Kirsty Coventry.
Kirsty Coventry er født i Zimbabwes hovedstad Harare og har som svømmer vundet syv medaljer ved OL, hvilket gør hende til den mest vindende OL-atlet fra Afrika.
Hun har siden 2018 været minister for ungdom, sport, kunst og fritid i Zimbabwe og har siden 2017 været vicepræsident for Zimbabwes olympiske komité.
Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund og Danmarks Olympiske Komité, oplyser i en pressemeddelelse, at han mener, Kirsty Coventrys valgsejr "giver god mening", og at han ser frem til det kommende samarbejde med den nye IOC-præsident.
Samtidig understreger han, at Coventry står over for en svær mission:
"Kirsty Coventry og IOC’s vigtigste opgave er at sikre, at OL forbliver en kulturel fællesnævner for alle klodens nationer. En bevægelse, hvor vi alle mødes fredeligt over sporten. Det er en yderst delikat balancegang og ikke nogen nem opgave i en polariseret verden, hvor sporten i tiltagende grad bliver overpolitiseret," siger Natorp.
Kirsty Coventry overtager posten fra Thomas Bach, som efter de olympiske lege i Paris i 2024 meddelte, at han ville trække sig som leder af IOC. Tyske Thomas Bach har været præsident for IOC siden 2013.
IOC blev stiftet i 1894 og har 205 nationale olympiske komitéer som medlemmer.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Veteran til Friis Bach: Er jeres eftermæle vigtigere end de soldater, I sendte i krig?
- Udenrigsministeriet hemmeligholder samarbejde med Washington-lobbyfirma
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Christian Friis Bach til veteran: Dit angreb på mig er hverken rimeligt eller rigtigt
- Røde Kors startede som en bragende fiasko på Dybbøls slagmark, men kom til at forme det danske velfærdssamfund




















