Klimarådgiver: Danmark sætter sin troværdighed som international aktør på spil ved sit fravær i globalt initiativ

I juli i år annoncerede en koalition af otte lande, heriblandt Frankrig, Spanien og Kenya, at de vil indføre nationale afgifter på fly med en klar solidarisk dimension:
Indtægterne skal hjælpe de lande, der lider mest under globale temperaturstigninger, men som har bidraget mindst til problemet.
Men Danmark er ikke med i denne koalition. Og det vækker undren.
For Danmark har tidligere aktivt støttet arbejdet for globale afgifter, der skal både begrænse flytrafik og sikre retfærdig omfordeling.
Danmark har sågar været et aktivt medlem af Global Solidarity Levies Task Force — et initiativ lanceret ved COP28 og medled af Barbados, Frankrig og Kenya, der har promoveret netop retfærdig omfordeling gennem afgifter.
Netop det, som den nye flyafgiftskoalition handler om.
Danmark har værktøjerne — men bruger dem ikke
Det mærkeligste af det hele er, at Danmark allerede har en passagerafgift på rutefly.
Hvis vi ikke tilslutter os koalitionen, mister vi en chance for at være drivkraft i en voksende global bevægelse.
Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp
Og med få justeringer kunne vi indføre et solidarisk element, så indtægterne går til de fattigste og mest klimaramte lande — præcis som vi selv har advokeret for i Global Solidarity Levies Task Force.
Samtidig er den nuværende afgift alt for lav til at have reel klimaeffekt. Og så dækker den heller ikke privatfly — et uforholdsmæssigt klimabelastende transportmiddel.
Danmarks anseelse er på spil
Derfor er vores fravær ikke bare en skuffelse, det er klimamæssigt uansvarligt.
Danmark risikerer også at miste afgørende anseelse hos lande i Det Globale Syd i en tid, hvor det synes vigtigere end nogensinde før at skabe gode og stabile relationer til lande uden for vestlige alliancer.
Hvis vi ikke tilslutter os koalitionen, mister vi en chance for at være drivkraft i en voksende global bevægelse.
Det svækker vores indflydelse i klimaforhandlinger og skaber tvivl om vores politiske vilje til at påtage os den del af ansvaret, der følger med at være en rig, højtudviklet nation.
Det er skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der nu har sagen på sit bord. Ministeren kan vælge, om Danmark skal være en del af løsningen – eller et land, der ser til fra sidelinjen, mens andre tager føringen.
Herfra er budskabet klart: Lad os tilslutte os de otte lande, der har taget skridtet.
Lad os bruge både rute- og privatflysafgifter til at mobilisere midler til dem, der mærker klimaforandringerne hårdest.
Det vil gavne klimaet, styrke vores diplomatiske position og vise, at Danmark er villig til at løfte vores globale ansvar.
- Veteran til Friis Bach: Er jeres eftermæle vigtigere end de soldater, I sendte i krig?
- Udenrigsministeriet hemmeligholder samarbejde med Washington-lobbyfirma
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Christian Friis Bach til veteran: Dit angreb på mig er hverken rimeligt eller rigtigt
- Røde Kors startede som en bragende fiasko på Dybbøls slagmark, men kom til at forme det danske velfærdssamfund

















