Forskere: Her er fire refleksioner om, hvad sidste års udfordringer kan lære os om global klimapolitik

Man bør overveje, om COP giver mening

COP30 gav ikke de resultater, Danmark og EU havde ønsker sig. Selvom puljen til klimatilpasning blev styrket en smule, var det langt fra det gennembrud mange havde ønsket sig for COP30.

Og vigtigst: Det lykkedes ikke at nå videre med en aftale om udfasningen af fossile brændsler – et af de centrale mål for EU og klimaministeren i EU-formanskabsstolen, Lars Aagaard.

Man bør derfor overveje, om det giver mening at bruge så mange politiske kræfter på COP'erne.

Benedikte Raft og Jakob Dreyer
Hhv. ph.d.-studerende og ph.d. og postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Parisaftalen fejrer ti-års jubilæum i år. Aftalen var essentiel at få i hus, da den hjalp os med at sætte globale mål og en retning for styrket international handling for den grønne dagsorden mod 2050.

Men i dag står det klart at COP i stigende grad fungerer mere som geopolitisk positionering og implementeringsmøde mere end egentlige forhandlingsarenaer for CO2-reduktioner.

Man bør derfor overveje, om det giver mening at bruge så mange politiske kræfter på COP'erne, når klimahandlingen i høj grad også skal tænkes uden for de airconditionerede konferencesale.

Hvis COP'erne fortsat skal være relevante, må de understøtte – ikke overskygge – den løbende klimaindsats. Stærkere regionale og sektorielle aftaler kunne give bedre resultater end endnu et år med for høje forventninger og for få konkrete fremskridt.

Hvis EU står fast, kan man stadig sætte kurs

Når globale aftaler strander, og store udledere trækker sig fra fælles forpligtelser, bliver muligheden for at gå enegang eller handle med udvalgte allierede vigtigere: Hvad kan EU og Danmark egentlig gøre selv – uden at vente på global konsensus?

Svaret er mere, end vi ofte tror. EU er fortsat verdens største indre marked, og netop markedets størrelse giver politisk handlekraft.

Instrumenter som CO2-grænsetilpasningsmekanismen (CBAM), en importtold på visse klimabelastende varer, der kan begrænse karbon-lækage. Når importeret stål, cement og gødning møder en CO2-pris ved EU's grænser, flyttes incitamenterne også uden for Europa – ikke gennem moralske appeller, men gennem økonomiske realiteter.

Det initiativ er vigtigt særligt i forhold til store økonomier som USA og Kina. Samtidig er det væsentligt, at CBAM designes på en måde, så det ikke ramme lavindkomst-landes ofte begrænsede eksportsektorer for hårdt. 

Det samme gælder EU's handelsaftaler. Frihandel behøver ikke være klimaneutral. Tværtimod kan nye aftaler bruges mere offensivt til at fremme grønne standarder, udfasning af fossile subsidier og bæredygtige forsyningskæder.

Det kræver, at CO2-krav på niveau med de europæiske bliver et centralt kriterium for markedsadgang.

Endelig kan EU gøre mere for at modarbejde fragmenterede nationale løsninger. Et stærkere koordinerede industripolitikker, fælles investeringer i infrastruktur og flere midler til nye teknologier.

Når den multilaterale scene vakler, bliver EU's egen sammenhængskraft afgørende. Global klimapolitik formes ikke kun i FN-sale, men også gennem unilaterale og bilaterale standarder, markeder og regulering.

Hvis EU står fast her, kan man stadig sætte kurs – også når resten af verden tøver.

Klima og biodiversitet skal er ikke parallelle udfordringer

I debatten om grønne investeringer fylder udviklingen af cleantech, CO2-fangst og industriel dekarbonisering med rette enormt meget.

Gode rammevilkår for nye teknologier er helt nødvendige, hvis vi skal leve op til Parisaftalens mål. Men selvom teknologiske fremskridt er vigtige, peger alt forskning på, at vi ikke kan løse klimakrisen gennem et techfix.

Når næste fase af klimapolitikken kræver ændringer i hverdagsliv, forbrug og lokale erhverv, kan den ikke alene bæres af teknologiske løfter om fremtidige gennembrud.

Benedikte Raft og Jakob Dreyer
Hhv. ph.d.-studerende og ph.d. og postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

For udfordringen handler ikke kun om antallet af tons drivhusgasser i atmosfæren. Den handler også om naturens nedslidning og et globalt biodiversitetstab, der underminerer vores evne til at håndtere både tørke, oversvømmelser og stigende temperaturer.

Klimaforandringer og biodiversitet er ikke to parallelle udfordringer. De er tæt forbundne.

For eksempel, skal en mangroveskov eller en højmose ikke bare ses som isoleret natur, men som klimatiltag i sig selv: de kan bremse klimakatastrofer, lagre store mængder CO2 og skabe grobund for styrket biodiversitet.

Naturbaserede løsninger ses allerede ude i landets kommuner og i vores klimabistandsindsatser, men fremtidens grønne omstilling vil få langt større succes, hvis den udvikles i samspil med naturen, ikke adskilt fra den.

Folkelig opbakning bliver afgørende

De lavthængende frugter i klimapolitikkens juletræ er i vid udstrækning allerede plukket. Energieffektiviseringer, skiftet fra kul til gas og de første vedvarende løsninger har leveret hurtige reduktioner.

Fremover bliver omstillingen dyrere, mere kompleks og mere indgribende – og netop derfor bliver folkelig opbakning afgørende.

Når næste fase af klimapolitikken kræver ændringer i hverdagsliv, forbrug og lokale erhverv, kan den ikke alene bæres af teknologiske løfter om fremtidige gennembrud.

Omstillingen skal kunne give konkret mening lokalt. Her viser erfaringer fra blandt andet Polen, hvor udbredelsen af private solceller har givet husholdninger direkte økonomiske gevinster i et klimaskeptisk land, hvordan klimahandling kan kobles til tryghed og velstand – også i lande uden en stærk grøn tradition.

Hvis de højere frugter skal plukkes, kræver det nye stiger. Klimapolitikken må i langt højere grad sikre, at grønne investeringer skaber lokale fordele – lavere energiregninger, arbejdspladser og medejerskab.

Det bliver dyrt, og der er derfor behov for, at beslutningstagere handler på den meget brede folkelige opbakning der stadigvæk er bag klimahandling, hvor mere end 80 procent af europæerne bakker op om European Green Deal.

Kun sådan kan vi få et grønnere 2026.