Forskere til regeringen: Klimatilpasning må ikke ende som en hensigtserklæring

Af Marie Gravesen, Mikkel Funder og Esbern Friis-Hansen
Forsker, seniorforsker og seniorforsker, Diis

Tilpasning til klimaforandringerne er afgørende for at opbygge modstandsdygtige samfund.

For selv, hvis verden når det globale mål om en temperaturstigning under to grader celsius, er især udviklingslandene presserende nødt til at tilpasse sig de ændringer i klimaet, der allerede giver udfordringer og som uundgåeligt vil eskalere i fremtiden.

Derfor er det godt, at klimatilpasning er blevet et selvstændigt mål i regeringens grønne klimastrategi. Udfordringen bliver nu at sørge for, at klimatilpasning også bliver integreret i alle dele af dansk udviklingsbistand.

Første skridt dertil er, at klimastrategiens prioritering af klimatilpasning også udmønter sig i den udviklingsstrategi som på nuværende tidspunkt er under forhandling. Det er dér, vi konkret vil se, om der er villighed til at gå fra hensigtserklæringer til at ændre praksis.

Klimatilpasning skal integreres i Danmarks udviklingsstrategi
Klimaforandringernes påvirkninger stopper ikke ved bønderne, landbruget og adgangen til vand.

Konkret vil klimaforandringer påvirke økonomien i udviklingslande i alvorlig grad og vil begrænse opfyldelsen af ​​målene for bæredygtig udvikling på næsten alle fronter.

Marie Gravesen, Mikkel Funder og Esbern Friis-Hansen
Forsker, seniorforsker og seniorforsker, Diis

Konkret vil klimaforandringer påvirke økonomien i udviklingslande i alvorlig grad og vil begrænse opfyldelsen af ​​målene for bæredygtig udvikling på næsten alle fronter.

Ofte ser vi en dominoeffekt, hvor en lang række grundlæggende samfundsaspekter som produktion, handel, mobilitet og sikkerhed også berøres.

Hvis eksempelvis adgangen til vand bliver mindsket af klimaforandringerne, vil kampen om de resterende vandressourcer eskalere allerede eksisterende konflikter i det berørte område, accelerere den regionale migration og i øvrigt lægge ekstra pres på de vandressourcer, der er tilbage.

Lande som Etiopien og Kenya har samtidig med at skulle takle den udfoldende covid 19-krise kæmpet med ekstreme oversvømmelser eller tørke, fødevaresikkerhedstrusler, interne konflikter og en række økonomiske udfordringer.

Evnen til at reagere på sådanne chok og udfordringer og transformere samfund i en bæredygtig retning er nøgleelementer, når man taler om modstandsdygtighed. For at opnå dette kræves en integreret tilgang til udvikling, hvor tilpasning til klimaforandringer er et kritisk element.

At adressere klimatilpasning og udvikling separat betyder, at deres indbyrdes forbundne natur ignoreres, og dermed følger en høj risiko for både dårlig klimatilpasning og mislykket udvikling – kort sagt skaber det ikke den transformation, der er brug for.

Hvem og hvad pengene når ud til
Diskussionen om, hvorvidt klimatilpasning skal være en del af udviklingsarbejdet, er ikke ny, men den fortjener måske en forklaring.

Røster i det globale syd og internationale udviklingsorganisationer har de seneste år talt for at holde udviklings- og klimatilpasningsinterventioner adskilt ud fra en bekymring for, at donorlande simpelthen kan flytte midler, der allerede er afsat til udvikling, til klimatilpasningsaktiviteter – i stedet for at tilføje nye midler til at opfylde deres løfter til Parisaftalen.

Nogle peger også på risikoen for, at donorer "dobbelt-tæller" deres bidrag, så de både rapporterer klimabidragene i bunken for udvikling og for klimafinansiering.

Dertil kommer bekymringen for, at konventionel udviklingsfinansiering generelt styres af donorernes dagsordener frem for, hvad der er mest relevant for modtageren.

Nogle udviklingslande foretrækker derfor, at klimatilpasnings- og udviklingsfinansiering holdes adskilt, hvormed de håber at kunne få højere indflydelse på finansieringsbeslutningerne.