Forskere til Kaarsbo og Haarløv: I forholder jer ikke til det faktiske forløb

Lidt godt her og der ændrer ikke på fiaskoen

Overordnet er problemet, at de to skribenter egentlig ikke forholder sig til det faktiske forløb og især slutresultatet.

Danmark deltog – med store menneskelige og økonomiske omkostninger – i en 20 år lang krig.

Den krig sluttede med, at magten overgik til Taleban, og stort set alt det, Danmark havde arbejdet for undervejs, blev rullet tilbage.

Udredningen giver – baseret på kommissoriets spørgsmål – forklaringer på, hvordan det kunne ske og uddrager læring for fremtidige situationer.

Både for at blive bedre til at vurdere, hvornår det er realistisk og klogt at gå med, og hvordan en operation kan udformes bedre – og faresignaler opfanges i tide undervejs.

Skulle udredningen efter Kaarsbo og Haarløvs mening hellere have fokuseret på læring fra 'de gode år' eller 'lovende momenter', før det gik galt?

Beskylde er en anden øvelse end at forklare  

De to analytikere skriver, at udredningen underspiller, at det var Talebans grusomme, men succesfulde, krigsførelse, der standsede de udviklingsprogrammer, der kunne give opbakning og legitimitet til det nye styre.

Vi har som udredningshold – modsat de eksisterende udredninger fra andre lande – netop gjort meget ud af at tage Talebans krigsførelse med ind i ligningen, så kritikken er mærkværdig.

Det er indenrigspolitisk vanskeligt, men udenrigspolitisk kløgtigt at forhandle, når modparten står svagt.

Mona Kanwal Sheikh, Lars Erslev Andersen m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen

Udredningen beskriver – til forskel fra mange andre evalueringer – hvordan Taleban blandt andet gik efter udviklingsprojekter.

Men vores konklusion ender bredere end det og er samtidig i tråd med, hvad andre evalueringer har påpeget: At udviklingsprogrammerne ikke kunne lykkes under krigsvilkår, og at den konstante mangel på sikkerhed var et grundlæggende problem hele vejen igennem.

Det virker, som om kritikken ikke anerkender, at opgaven var at forklare årsagerne til Talebans tilbagevenden – hvilket er noget andet og meget mere end blot at beskrive sin modstanders grusomhed og parkere forklaringen dér.

Ikke rene demokrater

Kaarsbo og Haarløv er ifølge deres kommentar af den mening, at legitimitetsproblemerne for det nye styre ikke skulle være et afgørende problem.

Selv når vi som forskere anstrenger os, er pointen svær at gennemskue. For ja, naturligvis havde de skiftende afghanske regeringer periodevis opbakning fra dele af befolkningen.

Men det forbliver et velbeskrevet faktum, at det var muligt for Taleban at udnytte, at de skiftende afghanske centralregeringer led af korruption og dermed vanskeliggjorde mange af de tiltag, der kunne have hjulpet.

At afghanske politikere og embedsmænd ikke just var rene demokrater, er velbeskrevet i både forskningslitteratur og rapporter.

Den faktiske politik var urealistisk

Når de to analytikere beskriver, at en tidlig fredsordning med Taleban var urealistisk, mangler de at forholde sig til, at den faktisk førte politik jo også viste sig at være urealistisk – den bragte som bekendt Taleban tilbage til magten.

Spørgsmålet, som man bør rejse, er, om en anderledes tilgang kunne have ført til et andet og måske mere demokratisk resultat.

Udredningen betragter Pakistans rolle som et vilkår, der på forhånd var kendt af Vesten.

Mona Kanwal Sheikh, Lars Erslev Andersen m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen

Kritikken forbigår, at en række cases fra andre sammenhænge (for eksempel Egypten og Indonesien) påviser, at magtdeling kan blive accepteret af islamister, så selve spørgsmålet om at lære fra den kategoriske afvisning af Taleban er relevant.

I Afghanistan var både Hizbe Islami og Harakat-e Inqilab-e Islami – partier, der ideologisk minder om Taleban eller var ledet af talebanere fra 1990'erne – fortalere for, at man skulle lade sig integrere politisk. Deres islamistiske ideologi var altså ikke en hæmsko for en anden tilgang til magtdeling.

En vigtig, men svær læring, som vi drøfter detaljeret, er, at det er indenrigspolitisk vanskeligt, men udenrigspolitisk kløgtigt at forhandle, når modparten står svagt – og ikke som det skete: Når de står stærkest.

Lad os rykke Pakistan væk næste gang?

Kritikken fokuserer meget på Pakistans dobbeltspil gennem 20 år. Under den misvisende overskrift 'En mærkværdig udeladelse' kritiseres udredningen for forhold, som ikke udelades, men som rigtignok ikke får lige så meget vægt i konklusionen.

Udover at USA's problemer med Pakistan bliver berørt 55 gange alene i kapitlet om USA's krig, er det en afgørende pointe, at udredningen betragter Pakistans rolle som et vilkår, der på forhånd var kendt af Vesten.

Derfor lå vægten i udredningsrapporten naturligvis på de intervenerende landes håndtering af denne udfordring.

Pakistan var den dominerende go-to-forklaring i policy-kredse, da Taleban tog magten og en hæmsko for at kunne kigge på vores egen udenrigspolitik og uddrage læring for danske beslutninger i fremtiden.

Man kunne lidt drilsk spørge Kaarsbo og Haarløv: Ville det være meningsfuldt at nå frem til et læringspunkt om, at næste gang, Danmark intervenerer militært i et andet land, skal vi sikre os, at Pakistan ikke er nabo – eller i givet fald flytte Pakistan væk fra regionen.

Nej vel.