Global generalsekretær til Altinget: Multinationale selskaber tromler fattige småbønder

INTERVIEW: Multinationale selskaber tænker kun på sig selv, når de køber jord i den tredje verden, mener generalsekretær for international ngo. Mange tusinde småbønder mister deres jord, når de store virksomheder rykker ind i ulandene, lyder det.

"Hvis virksomhederne støtter vores arbejde og produktion, uden at de presser os til at bruge kemikalier og GMO-frø, så kan et samarbejde måske fungere," siger Elizabeth Mpofu.<br>
"Hvis virksomhederne støtter vores arbejde og produktion, uden at de presser os til at bruge kemikalier og GMO-frø, så kan et samarbejde måske fungere," siger Elizabeth Mpofu.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Ninna Gøbel Rønberg

Det er ikke tilfældigt, at Elizabeth Mpofu har viet sit liv til at kæmpe for bønders rettigheder i den tredje verden.

Som småbonde i Zimbabwe har hun selv mærket presset fra landbrugsindustrien og konsekvenserne af multinationale selskabers opkøb af jord. Alt sammen noget, der i Elizabeth Mpofus øjne fratager hende og andre bønder deres selvbestemmelse og presser dem på deres livsgrundlag.

Tendensen er blevet kaldt den nye kolonialisme. Indtil 2016 blev der solgt 42,2 millioner hektar landbrugsjord i multinationale handler. Afrika som den mest udsatte region. Heraf blev en tredjedel af landbrugshandlerne tidligere anvendt af småbønder, men nu flyttes en stor del af jorden over i hænderne på private virksomheder, lyder det i rapporten fra Land Matrix.

Men denne udvikling skal stoppes, hvis det står til Elizabeth Mpofu, som står i spidsen for en bevægelse, der skal fremme småbønders interesse på den globale scene.

Fakta
La Via Campesina
  • Organisationen repræsenterer småbønder globalt
  • I alt 182 medlemsorganisationer fra 81 lande. I alt 2.000.000 småbønder
  • Interesseorganisationen blev oprettet 1993


Kilde: La Via Campesina

De store virksomheder forhandler med regeringerne over vores hoveder, derefter ’fjernes’ småbønderne fra deres jord, og der igangsættes ubrugelige projekter.

Elizabeth Mpofu
Generalsekretær, La Via Campesina

Tidligere på foråret var hun i Danmark på vegne af La Via Campesina for at deltage i en række konferencer i samarbejde med Afrika Kontakt. Her mødte Altinget hende for at få hende til at forklare, hvorfor hun er bekymret over multinationale virksomheders interesse i Afrika.  

Den store fjende
Elizabeth Mpofu nævner en række eksempler på, hvordan multinationale virksomheder tromler mere end 100.000 småbønder.

I princippet kunne små landbrug godt brødføde verdenen, hvis vi blot havde ordentlige rammebetingelser uden restriktioner, der begrænser os i at anvende lokale ressourcer.

Elizabeth Mpofu
Generalsekretær, La Via Campesina

”Eksempelvis i Kenya, som La Via Campesina har besøgt, ser vi, at mange lokale landmænd bliver fortrængt fra deres jord, så store sukkerrørsvirksomheder kan producere sukkerrør til biobrændsel. De producerer altså noget, som ikke kommer befolkningen til gode, og som ikke giver os mad på bordet. Hvem er det så, der får fordelene af deres produktion, når det ikke er os?”

”Også i Mozambique ser vi, at mere end 3000 landmænd skal fortrænges fra deres jord på grund af projekt ProSavana, så store brasilianske landbrugsvirksomheder kan anvende 14 millioner hektar jord til at producere eksempelvis soyabønner og majs, der så skal eksporteres af japanske multinationale virksomheder.”

Så hvad er hovedproblemet ved, at de multinationale virksomheder etablerer sig i afrikanske lande?

”Disse store virksomheder forhandler med regeringerne over vores hoveder, derefter ’fjernes’ småbønderne fra deres jord, og der igangsættes ubrugelige projekter. Projekter, som ikke har gevinster for os. I stedet står bønderne tilbage landløse.”

I det lys er det svært at øjne nogen optimisme over, at virksomhederne blander sig i landbruget. Men i modvægt til hendes negative eksempler, fortæller jeg om den stigende tendens herhjemme, hvor ngo’er indgår tættere parløb med virksomheder. På den måde kan virksomhederne benytte sig af ngo’ernes knowhow om lokalområdet, mens virksomhederne kan bidrage med nødvendige ressourcer. Og ifølge Institut for Agroøkologi er det heller ikke ukendt territorium for virksomheder at anvende bæredygtige, økologiske produktionsformer, da de også kan have en interesse heri.

I det lys, afviser La Via Campesina så stadig at samarbejde med internationale virksomheder?

”Nu snakker vi. Hvis virksomhederne støtter vores arbejde og produktion, så vi kan blive produktive, uden at de presser os til at bruge kemikalier, GMO-frø og andre nye teknologier udefra, så kunne det godt fungere.”

Dog efterfølges den umiddelbare optimisme af et men:

”De virksomheder, som vi kender, der har taget agroøkologi til sig, anvender stadig inputs fra den agrokemiske industri. Derfor bliver det enormt vigtigt, at vi analyserer disse virksomheders egentlige bevæggrunde, så vi sikrer, at vi deler samme forståelse for bæredygtighed. Vi ønsker nemlig på ingen måde sprøjtemidler, pesticider eller anden gift i vores landbrug.”

De små kan løfte opgaven
Men ifølge Elizabeth Mpofu er det slet ikke nødvendigt, at småbønderne finder en måde at samarbejde med landbrugsindustrien og fødevaremastodonterne, fordi verden godt kan klare sig uden.

”I princippet kunne små landbrug godt brødføde verden, hvis vi blot havde ordentlige rammebetingelser uden restriktioner, der begrænser os i at anvende lokale ressourcer. Eksempelvis vores egne frø. Vi burde i stedet få støtte til at tilføre værdi til vores måde at drive landbrug på.”

Så hvordan ser det mest effektive landbrug ud i jeres øjne?

”La Via Campesina fokuserer på agroøkologi som den bedste og mest effektive måde at producere landbrug. Denne landbrugsform gør ikke brug af kemisk fremstillede giftstoffer, kunstgødning og genetisk modificerede organismer (GMO), men i stedet benytter vi vores egen lokale værdiforsyningskæder. Igennem vores egne metoder kan vi dyrke landbrug, der øger biodiversitet og forskelligartede afgrøder.

Men hvad er så jeres forsvar mod den forskning, der modsat viser, at konventionel, industrialiseret landbrugsproduktion er mest effektiv?

”Folk burde tro på os. Undersøgelser har vist, at størstedelen af fødevarer i dag produceres af småskalalandbrug og primært af kvinder. Det bakkes op af Food and Agriculture Organisation of the United Nations (FAO).

Hun fortsætter:

”Den forskning, der eksisterer om landbruget, er i høj grad skævvredet mod den konventionelle og industrialiserede måde at drive landbrug. Det skyldes, at forskerne i mange lande er i lommen på den magtfulde landbrugsindustri med sine dominerende multinationale virksomheder.”


(Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget)

Zimbabwe som det gode eksempel
Elizabeth Mpofu fremhæver sit eget land som et godt eksempel på, hvordan befolkningen kæmpede imod landbrugsindustrien i 00'erne og rent faktisk lykkedes med at skabe forandring.

”Gennem aktivistiske og radikale metoder kæmpede bønderne sammen med veteranerne for en mere ligelig fordeling af landbrugsjorden. Og det lykkedes os at genforsikre småbønderne og de ’jordløse’, fordi regeringen til sidst ikke havde andre muligheder end at give os vores land tilbage."

Kampen, hun henviser til, er det voldsomme opgør med de industrielle hvide landmænd anført af veteraner fra Zimbabwes uafhængighedskamp. Veteraner besatte mere end 1500 landbrug, og det endte med, at Zimbabwes regering, med tidligere præsident Mugabe i spidsen, i år 2000 gennemførte landreformen. Den såkaldte ’The fast track land reform’ medførte en inddragelse af omkring 4500 hvide landmænds jord, der blev givet videre til cirka en million sorte zimbabweanere.

”Personligt fik jeg meget ud af reformen som kvinde, fordi der også var brug for at tilgodese de kvindelige landmænd i fordelingen af jord.”

Selvom Elizabeth Mpofu fremhæver fordelene ved reformen og fortæller, at også La Via Campesina har udtrykt optimisme omkring reformens gevinster for de mange bønder og småskalalandbrug, så er gevinsterne i den grad blevet diskuteret.  

I en opsummering af reformens indflydelse, lavet af Centre for Public Impact, anerkendes omfordelingen af jorden som en lille succes. Men analysen fremhæver særligt de negative konsekvenser for både Zimbabwes økonomi og sociale situation.

Blandt andet oplevede man i årene efter reformen et stort fald i landbrugsproduktionen af forskellige afgrøder på 30-70 procent. Reformen er blevet beskyldt for sætte en stopper for en stor andel af landets kommercielle landmænd, der stod for størstedelen af landbrugsproduktionen, hvilket også var Zimbabwes vigtige eksportkilde til resten af regionen.

Regeringernes usynlighed
Kendetegnende for det fjendebillede, som generalsekretæren tegner, er, at det er udefrakommende kræfter som multinationale selskaber, organisationen for frihandel, WTO, og EU, der især skaber problemer for småbønderne. Men kritikken af de afrikanske regeringer er stort set usynlig.

I forbindelse med at Elizabeth Mpofu kritiserer virksomhederne, siger hun:

”Ikke engang vores regeringer får noget ud af det, ud over de penge, som de får fra de transnationale virksomheder i bytte for jorden.”

Men så får regeringerne vel også penge ud af det?

”Ja, det kan man selvfølgelig godt sige. Men det er svært for befolkningen at mærke den ekstra ’indkomst’, regeringerne får ud af aftalerne. Vores regeringer har svært ved at lave de relevante analyser af fordele og ulemper, når de forhandler med EU om f.eks. Economic Partnerships Agreements (EPA’s), en handels- og udviklingsaftale forhandlet mellem EU og ACP-landene.”

Det må du lige uddybe for mig?

”EPA’s har haft den modsatte virkning og har resulteret i en nedgang i landbrugsproduktionen. De fattige er blevet fattigere. De åbne markeder gav ikke småskalabønderne nogen fordele, i stedet var konkurrencen for intens. Hvis vi skulle have kunnet konkurrere, havde det krævet, at vi fik tildelt subsidierne, men de gik til det kommercielle landbrug. Disse politikker blev bare udviklet af EU og påført regeringerne.”

Har de afrikanske regeringer ikke en rolle i at kræve mere, så aftalerne også bliver til gavn for det afrikanske folk?

”Regeringerne skal blive bedre til at lave de rette analyser, men det vigtigste er, at de indgår i dialog med befolkningen, før de overhovedet underskriver en aftale. Vi er sjældent en del af beslutningsprocesserne.”

Fokus på FN's verdensmål
Ligesom for så mange andre aktører er FN's 17 verdensmål en aktuel platform for La Via Campesina.

Her lægger flere af målene vægt på vigtigheden af partnerskaber, internationalt samarbejde og handel. Og i forlængelse heraf peger en række globale aktører på, at privat kapital er nøglen, hvis vi skal opfylde verdensmålene. Elementer, der umiddelbart synes konfliktende med de fjender, som Elizabeth Mpofu fremhæver, alligevel er hun positiv:

”Vi forsøger selvfølgelig at lobbye for småbøndernes rettigheder i verdensmålene, og jeg synes, at flere af målene tager småskalalandbruget med i overvejelserne, og det støtter vi.”

Men i forhold til verdensmålene er det ikke regeringen i Zimbabwe, andre lande skal kigge til for inspiration.

Er Zimbabwes regering villig til at arbejde med FN’s verdensmål?

”Som det ser ud lige nu, arbejder de ikke med dem. De har stadig meget fokus på omfordelingen af jord,” siger hun.

Og fortsætter:

”Problemet med verdensmålene er, at de sagtens kan være på papiret, men hvis regeringerne ikke er villige til at implementere dem, så sker der ikke noget.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00