Trumps imperialistiske historiebrug varsler en dyster fremtid

Hold hovedet koldt

Det lyder som en sammenkogt ret. Alligevel er det, hvad Trump-regeringen har serveret for verden – senest i Grønland og Venezuela.

Kort efter bortførelsen af præsident Nicolás Maduro, stod Donald Trump ombord på Air Force One og trak en lige linje mellem "styringen" af Venezuelas olie og behovet for kontrol med Grønland.

Det sidste sikkert på grund af ambitionen om at få territorium, råstoffer, sejlruter, sikkerhed og måske endda et høj- og rumteknologisk testområde.

Selvom Trumps udbrud kræver håndfaste svar, er det nødvendigt, at vi holder hovedet koldt.

Simon Mølholm Olesen
Ph.d. i Grønlands historie

Tilføj desuden Donald Trumps nylige udtalelser i The New York Times om hans "psykologiske behov" for at få Grønland.

Situationen er alvorlig, og den synes at udvikle sig time for time. I den forbindelse er det vigtigt med et bredt spektrum af inputs, for mulig udstationering af soldater, som flere analytikere peger på, kan og skal ikke stå alene.

Selvom Trumps udbrud kræver håndfaste svar, er det nødvendigt, at vi holder hovedet koldt, og bruger de mønstre, vi kan se.

Set fra min stol bør vi holde et skarpt øje med den kamp om Grønlands historie, der foregår internt i USA. Og som samtidig helt bevidst bruges til at slå en kile ned i den betændte dansk-grønlandske relation. Begge dele bruges til at samle legitimitet om Trumps krav.

Gamle tricks i ærmet

Når Trump indledte sin anden præsidentperiode med at tale om William McKinley, krydret med en rundhåndet mængde manifest destiny (red. ideologi om USA's forudbestemte skæbne til ekspansion), så sagde han direkte, at historien tilbyder en manual, han vil følge.

Han giver desuden et pejlemærke for, hvor langt uret skal stilles tilbage, før de futuristiske visioner og hans egocentriske glæder kan blive indfriet.

Ud fra den tankegang skal det geopolitiske ur stå på 1800-tallet, mens 1900-tallets regelbaserede verden skal fyres som et taberprojekt.

Fordi den liberale verden stadig kæmper imod, er Trump-regeringen indtil videre nødt til at bruge gamle tricks for at undergrave Kongerigets sammenhængskraft og suverænitet.

USA bliver fremstillet som om, at de nu har den samme historiske legitimitet i Grønland, selvom Kongeriget er den ældste stat i Arktis.

Simon Mølholm Olesen
Ph.d. i Grønlands historie

Her står vi lige nu, selvom de militære trusler er trådt markant frem siden koblingen mellem Venezuela og Grønland, Trumps udtalelser om sine "psykologiske behov" og USA's stadige tilbagetrækning fra globale aftaler.

Af den grund er det afgørende at indse, at historisk kommunikation er ét blandt flere værktøjer, der bruges imod os og den amerikanske offentlighed. Og her skal vi vove at intervenere.

Historisk kommunikation har været brugt lige siden Grønlandskrisens begyndelse. Her talte Donald Trump om danske skibe, der måske kom til Grønland for 200 år siden.

Donald Trump Jr. besøgte som sagt Egede-statuen i Nuuk og satte hånligt tryk på et ømt punkt i Grønlands historie med ordene om, at Egede repræsenterede "cool stuff". Og vicepræsident J.D. Vance nedgjorde 1951-aftalen og Kongerigets militærbidrag under sit retrætebesøg på Pituffik Space Base.

Allerede sidste forår skrev jeg en kronik i Altinget, hvor jeg fastslog, at de forsøgte at anvende historisk kommunikation til at udfordre vores sammenhængskraft og suverænitet.

Pynter på historien

I det sidste år har mange udsagn om Grønlands historie og Kongerigets historiske suverænitet skabt, hvad jeg tolker som en bevidst, strømlinet form for historisk kommunikation, som særligt rettes mod den amerikanske offentlighed.

Her synes USA's regering at følge en fasemodel, hvor de begyndte relativt blødt med gamle skibe og statuer.

Siden Jeff Landrys udnævnelse til særlig udsending har de øget presset på en måde, der stadig sår tvivl om Kongerigets legitime rettigheder. Men også knytter åbne forbindelser til McKinleys imperialisme og den tidlige republiks territorielle udvidelser, der senere nærede ideen om manifest destiny.

Det bør give sig selv, at Grønland deltager i alle møder, der vedrører Grønland.

Simon Mølholm Olesen
Ph.d. i Grønlands historie

Således taler Donald Trump endnu engang om gamle skibe, hvor han sidestiller Danmark og USA's maritime tilstedeværelse i Grønland.

Han har hævet barren fra 200 til 300 år, fordi han tror, at Danmark først kom til Grønland i 1721.

Hans budskab er, at begge lande kom til Grønland på samme tid, selvom Danmark sendte sin første post-middelalderlige ekspedition til Grønland i 1605. Altså 171 år før grundlovsfædrene erklærede USA for en stat i 1776.

På overfladen fastholder Trump altså sin kommunikation fra foråret 2025 – dog med en vigtig forskydning. For USA bliver fremstillet som om, at de nu har den samme historiske legitimitet i Grønland, selvom Kongeriget er den ældste stat i Arktis.

Også selvom USA's udenrigsminister Robert Lansing underskrev en erklæring i 1916 om Danmarks højhedsret til hele Grønland, som jeg har arbejdet med i 2010'erne, og som jeg mindede om for en uges tid siden.

Min påmindelse skete på baggrund af udnævnelsen af Louisianas guvernør Landry til særlig udsending og Stephen Millers imperialistiske udtalelser om USA's ret til at tage og eje Grønland fremfor "kolonimagten" Danmark.

Den dårlige kolonimagt

Ved sin udnævnelse drog guvernør Landry en historisk parallel, hvor han direkte sagde, at han var kvalificeret på grund af Louisianas kolonihistorie, der sluttede med USA's køb i 1803.

Et køb som rent territorielt svarer til Grønlands areal. Altså en spejling på manifest destiny i en anden "ødemark", der blev erobret af USA.

Miller byggede videre, da han omtalte Danmark som en dårlig kolonimagt, der skal erstattes af USA.

De aktører, som ikke har forstået historiens indre og ydre betydning for krisen, skal hurtigt skifte gear.

Simon Mølholm Olesen
Ph.d. i Grønlands historie

Ikke alene ser vi en historisk spejling tilbage på 1800-tallets USA. Deres historiske kommunikation forsøger at skabe både legitimitet og behov, som farligt nok bygger på de propagandistiske skabeloner fra McKinleys kolonikrig med Spanien tilbage i 1898.

Her blev Spaniens kolonistyre også fremstillet som elendigt for at legitimere, hvorfor det var nødvendigt for USA at gribe ind, det vil sige selv "styre" områderne.

Deres historiske kommunikation er bemærkelsesværdigt klar og samler trådene til en futuristisk imperialisme, der senest har påvirket Venezuela og Grønland.

Kampen om narrativet

Fremtiden skal være tech og militær; fortiden tilbyder redskaber til at nå målet. Således nærmer vi os et imperativ, der påbyder USA at overtage Grønland.

I kampen om narrativet har vi flere opgaver, men jeg vil pege på to af de vigtigste.

Lige nu er mange amerikanere ikke med på Trumps ideer. De bliver gjort til grin i selv republikanske debatspor.

Udnyt det forhold til at lave et modsvar. Ikke kun i Kongressen, men også bredt.

Samtidig skal vi have styr på vores kommunikation. Med rette blev Inatsisartut-medlem Pipaluk Lynge (IA) vred, fordi grønlandske politikere ikke inviteres med til alle Grønlandsmøder.

Lynge endte med at kalde behandlingen for "nykolonialistisk", og den slags udtryk falder ned som appelsiner i Trumps turban. Det er urimeligt, at Grønland, der har en følsom historie, skal tvinges ind i gamle positioner, hvor der skal råbes højt.

Og det nytter heller ikke at gemme sig bag forældet praksis, når det politiske landskab har flyttet sig.

Det bør give sig selv, at Grønland deltager i alle møder, der vedrører Grønland. De aktører, som ikke har forstået historiens indre og ydre betydning for krisen, skal hurtigt skifte gear.