Debat

Impact – glimt fra en verden i forandring

INSPIRATION: Sociale og miljømæssige resultater kommer i stigende grad med på virksomhedernes bundlinjer. Peter Bernstorff giver her fem eksempler på impact i en verden i forandring. 

Mobilt internet udvikler sig med lynets hast i Afrika, og nye, innovative forretningsmodeller vinder frem. 
Mobilt internet udvikler sig med lynets hast i Afrika, og nye, innovative forretningsmodeller vinder frem. Foto: /Jerome Delay/AP/Ritzau Scanpix
Peter Bernstorff
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er en udvikling i gang i verden. Blandt virksomheder, fonde, investorer og pensionskunder er der en stigende erkendelse af, at det ikke længere er nok at måle sine resultater på bundlinjen.

Sideløbende med overskudsgrad og markedsværdi kan man måle sine sociale og miljømæssige resultater og dermed sætte ord og tal på den værdi, man skaber for verden.

Det kaldes med et samlende begreb for impact. Og det er et felt i rivende udvikling.

I den kommende tid vil Altinget regelmæssigt dele en håndfuld globale eksempler på socialt entreprenørskab og på den måde sprede indsigt og inspiration til alle, der ønsker at bidrage til en positiv udvikling i verden.

Til denne første udgave har vi valgt fem historier.

I USA især har investorerne virkeligt taget impact til sig i de senere år. I denne historie fra Omidyar Networks fortæller Chris Jurgens, Director for Impact Investing, hvorfor de mener, det er tilfældet, og hvorfor Global Steering Group for Impact Investing (Impact sektorens svar på G8) er vejen frem.

Bag Omidyar Networks står blandt andre grundlæggeren af eBay, Pierre Omidyar. Han har helliget sig et mål om at investere i mennesker og samfund med social forandring for øje.

Udviklingen inden for det mobile internet i Afrika bevæger sig utroligt hurtigt. Dette kommer især til udtryk i den mængde forretningsmodeller, der ser dagens lys i øjeblikket, med fokus på at betjene de fattigste dele af befolkningen. Denne historie fra Wall Street Journal illustrerer, hvordan flere forskellige entreprenører benytter de skaleringsmuligheder, der eksisterer i markedet, til at henvende sig til bunden af pyramiden.

Lidt tættere på Danmark illustrerer denne historie fra Sverige, hvordan forretningsmodeller med fokus på integration af nytilkomne kan vise sig at være både god forretning og et plus i det samfundsmæssige regnskab. Denne artikel beskriver otte startsups, hvis model spænder fra en app, der kobler indfødte svenskere med nytilkomne, til en startup-inkubator, der er gearet til at hjælpe nyankomne med at få deres ideer gjort til virksomheder.

Dyrefrit kød til Kina? En gruppe af investorer og opfindere, samlet omkring virksomheden Dao Foods, har slået sig sammen for på målrettet vis at bringe alternative proteiner til det kinesiske marked. Det antages, at der er et stort potentiale for miljømæssig gevinst ved at mindske den stigende efterspørgsel på kvæg i det historisk proteinfattige marked og social gevinst igennem forebyggelse af livsstilssygdomme.

I den sidste historie for denne omgang har den internationale hjælpeorganisation MercyCorps igennem sin venture arm investeret i en colombiansk startup med fokus på ”last mile”-logistik – det vil sige, hvordan man får sit gods fra det lokale posthus ud til den endelige modtager.

Hvorfor blander NGO’er sig i lastbilskørsel, kan man spørge? Analysen bag investeringen anslår, at man ved at forbedre markedet for transport med 1 procent i lige netop Colombia kan øge eksporten med 7,9 procent på landbrugsvarer og tilsvarende i en række andre sektorer. Det må siges at være en målbar effekt.

 

Peter Bernstorff er konsulent, skribent og indehaver af Noble Consulting. Han har siden 2011 beskæftiget sig med impact i både USA og Europa. Klummen er tilbagevendende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00