Debat

Menneskeretsinstitut: Globale målinger af fattigdom tegner et alt for rosenrødt billede

DEBAT: Der er langt flere fattige mennesker i Afrika, end de konventionelle fattigdomsmålinger giver indtryk af. Det er på tide, at vi begynder at måle fattigdom, så den rent faktisk afspejler virkeligheden syd for Sahara, skriver Hans-Otto Sano.

De positive målinger af fattigdom er reelt ikke gode nok. De repræsenterer en undervurdering af fattigdom i Afrika syd for Sahara, skriver Hans-Otto Sano.
De positive målinger af fattigdom er reelt ikke gode nok. De repræsenterer en undervurdering af fattigdom i Afrika syd for Sahara, skriver Hans-Otto Sano.Foto: Colourbox
Benedicte Gjerding Dahlberg
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans-Otto Sano
Forskningschef, Institut for Menneskerettigheder

Den absolutte fattigdom er faldet siden 1990. Det blev klart, da årtusindemålene blev evalueret i 2015.

Fattigdommen faldt fra at omfatte 1,9 milliarder af jordens befolkning i 1990 til 836 millioner i 2015, altså en reduktion på mere end halvdelen siden 1990. Internationale aktører har siden været stolte over, at Millennium-målene i 2015 levede op til ambitionen om at halvere fattigdommen.

Antallet af fattige mennesker er især faldet i Asien, hvorimod antallet er steget i Afrika syd for Sahara. Stigningen skyldes befolkningstilvæksten, som overtrumfer faldet i fattigdom, selv ud fra den mest positive måling af fattigdom.

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Men de positive målinger af fattigdom er reelt ikke gode nok. De repræsenterer en undervurdering af fattigdom i Afrika syd for Sahara.

De globale målinger er for snævre
De globale målinger af absolut – eller ekstrem – fattigdom bygger alene deres konklusioner på indkomster eller forbrug per person per dag. Det var fint dengang, vi først begyndte at måle fattigdom og ikke havde andre målemuligheder.

Ikke-monetære mål for fattigdom bør tages med, hver gang vi evaluerer verdensmålenes fattigdomsindikatorer. Ellers risikerer vi at tegne et for rosenrødt billede af udviklingen i Afrika syd for Sahara.

Hans-Otto Sano
Forskningschef, Institut for Menneskerettigheder

Nu kan det lade sig gøre for eksempel at måle afsavn i forhold til sundhed og skoleuddannelse, og det er mindst lige så relevante parametre at måle på.

Der er efterhånden en bred forståelse blandt eksperter, at fattigdom er et mangesidet problem. Børn og unges mulighed for at gå i skole, syge menneskers mulighed for at få den rette lægehjælp og borgernes adgang til rettigheder definerer, i hvor høj grad mennesker har lige muligheder for at leve et liv i værdighed.

Erkendelsen er, at fattigdom handler om meget andet end penge.

Statistikken undervurderer fattigdommen
Alligevel er det netop økonomien, der danner udgangspunkt for globale målinger, for statistik har sine vaner. Ud fra et ønske om at kunne sammenligne resultater over tid, følger statistikere og forskere tiltrampede rutiner, og derfor tror vi, at det går bedre i Afrika, end det faktisk gør.

Ifølge Verdensbankens målinger i Etiopien var 27,3 procent af befolkningen fattig i 2015. En alternativ beregning fra Oxford Poverty and Human Development Initiative estimerer, at hele 83,3 procent af befolkningen er fattige.

Tilsvarende er skævmålingen i lande som Mali og Niger, hvor Verdensbankens målinger indikerer et fattigdomsniveau på henholdsvist 44,5 procent og 49,7 procent, mens Oxford-initiativets målinger konkluderer 90,5 procent fattigdom i Mali og 78,1 procent fattigdom i Niger.

Der er mindst 15 lande i Afrika syd for Sahara, hvor målingerne er så skæve, at de traditionelle fattigdomsberegninger undervurderer fattigdommen.

Læs også

Nye indikatorer for fattigdom
Oxford-initiativet afspejler en rettighedsbaseret tilgang, der inddrager indikatorer for retten til sundhed og uddannelse. De fattigste lande i Afrika syd for Sahara og især i Vestafrika og Etiopien i øst er netop karakteriseret ved, at få mennesker har adgang til sundhedstilbud og uddannelse.

Det er altså primært de faktorer, der skaber voldsomme forskelle i forståelsen af, hvor meget den absolutte fattigdom er faldet.

Oxford-initiativet går tilbage til 2007 og dækker nu 105 lande og 77 procent af jordens befolkning. Initiativets målingsmetoder omfatter både information om ernæring, børnedødelighed og skolegang.

Ud over disse indikatorer omfatter målingerne seks levestandardsindikatorer. Sammenligninger over tid er mulige tilbage til 2005, og det er også muligt at vurdere relative fald i fattigdom i de enkelte landes by- og landområder og mellem regioner.

Netop interne forskelle i landene er vigtige faktorer i forståelsen af fattigdom og ulighed i de afrikanske lande.

Fokus på ikke-monetære mål for fattigdom
De konventionelle målinger af fattigdom bør suppleres med mål som dem, Oxford-initiativet frembringer. Oxford-databasen opfanger tendenser, der er væsentlige for forståelsen af udviklingen af fattigdommens forskellige ansigter, herunder afsavn i forhold til rettigheder.

Helt konkret bør ikke-monetære mål for fattigdom tages med, hver gang vi evaluerer verdensmålenes fattigdomsindikatorer.

Ellers risikerer vi at tegne et for rosenrødt billede af udviklingen i Afrika syd for Sahara, og det kan få alvorlige konsekvenser for udviklingsindsatsen for verdens fattigste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00