Debattør: Genopbygning af krigsramte lande skal ske som lån – ikke gaver

Ukraine er en strategisk investering

Ukraine er det eneste af de tre områder, hvor Danmark har en ægte interesse i genopbygning.

Ikke fordi vi skylder dem noget, men fordi det er i vores strategiske interesse, at landet forbliver som en buffer mod russisk ekspansion og som et fremtidigt marked i en europæisk økonomisk zone. Derfor skal vi hjælpe. Men ikke gratis.

Vi skal tilbyde lån, ikke gaver. Og stille krav. Ligesom USA gjorde det efter Anden Verdenskrig.

Derfor skal genopbygningsinitiativer bindes op på tilbagebetaling, når Ukraine igen er oppe at stå. Vi skal ikke bare give danskernes hårdt tjente skattekroner væk. Det er business. Ellers gør vi det ikke.

Hver eneste krone vi bruger i Ukraine, skal vendes i Finansministeriet med spørgsmålet: Får vi pengene tilbage? Og hvis ikke, er svaret, at så må de spørge nogen andre.

Mellemøsten er ikke Danmarks regning

Situationen i Gaza og Syrien er derimod en helt anden. Her er vi vidner til langvarige, selvskabte konflikter i en region, der hverken har vist evne eller vilje til at opbygge fredelige, fungerende stater. Hvorfor skulle Danmark bruge én eneste krone på at genoprette det, der blot vil gå i opløsning igen ved næste klanfejde eller terrorangreb?

Vi skal ikke røre det med en ildtang. Og vi skal ikke give en krone. Hver gang vi “hjælper” i disse områder, importerer vi samtidig de konflikter, de producerer. I form af flygtningestrømme og radikalisering af udlændinge, der er bosat i Danmark.

Vi har prøvet. Og det virker ikke. Så lad os droppe illusionerne.

Hjælpen skal være minimal målt på indskud og maksimal målt på afkast. 

Mitchel Oliver

Det er ikke Danmarks ansvar at betale for Mellemøstens kaos. Hvis verdenssamfundet ønsker at hælde milliarder i Gaza og Syrien, så lad dem gøre det. Men det bliver uden dansk medvirken. Vi skal derimod fokusere på ét mål: At sikre, at de flygtningestrømme, disse konflikter har skabt, aldrig igen bliver vores problem.

Vores bidrag skal være benhård grænsekontrol, diplomatiske aftaler med nærområder og opbygning af modtagecentre langt fra Danmark. Og hvis der skal investeres i stabilitet, så skal det være i form af grænsehegn og grænsekontrol. Ikke pengeoveroverførsler til regioner, hvor demokrati er en fremmed tanke.

Den, der betaler, bestemmer

Genopbygning er ikke en moralsk øvelse. Det er rendyrket udenrigspolitisk strategi. Og den, der betaler, har retten til at bestemme. Derfor skal vi aldrig gå ind i genopbygning uden at sikre os maksimal indflydelse. Ikke som velgører. Men som kreditor. Men som strategisk aktør.

Vi skal ikke være rundhåndede. For vi ser aldrig skyggen af pengene igen. Og vi får ingen anden gevinst ud af at være det. Vi skal i stedet være meget påpasselige og kalkulerede. 

Hjælpen skal være minimal målt på indskud og maksimal målt på afkast. 

Det er sådan man vinder, når krigen er slut.