Iværksætter: En kvinde fra Nairobi kunne stå bag næste techsucces

Af Jacob Lennheden
Selvstændig techvelopment- og innovationskonsulent

Forskerduoen Adam Moe Fejerskov og Tobias Hagmann skriver i deres indlæg 31. januar, at teknologisk overførsel også var et udviklingspolitisk fokus efter 2. verdenskrig. Men i flere tilfælde mislykkedes det og endte med dyre ”hvide elefanter”.

Men det er vigtigt at huske, at det ikke var teknologien i sig selv, der fejlede. Det var overførslen, der fejlede.

Teknologi, lige fra stenøksen til smartphonen, er i bund og grund bare et redskab, som kan hjælpe os med at løse problemer.

Hvorfor ikke sætte det ambitiøse mål, at vi med danske midler skal have uddannet en million kvindelige programmører syd for Sahara før udgangen af 2020?

Jacob Lennheden
Selvstændig techvelopment- og innovationskonsulent

Hvis man sidder og fisker i Sahara og bliver fornærmet over, at man ikke fanger noget, kan man næppe give fiskestangen skylden – men snarere de udviklingskyndige, som ville ”lære en mand at fiske, i stedet for at give en fisk” et sted, hvor der slet ingen fisk er – og hvor det i øvrigt er kvinderne (og ikke ”en mand”), som sætter mad på bordet.

Med andre ord: De fleste historiske fejl, hvor teknologioverførsel har fejlet, skyldes manglen på synergi mellem behov og løsning samt manglen på lokalkendskab og kulturel forståelse.

Afrikanske unge kan bedre end nogen andre binde bro mellem potentialet i techvelopment og har samtidig den nødvendige lokalindsigt og gåpåmod, der skal til for at udnytte potentialet til fulde.

Jacob Lennheden
Selvstændig techvelopment- og innovationskonsulent

Techsucces kræver lokalforståelse
Rigtig teknologisk transfer sker nemlig ikke automatisk. Der skal lokal tilpasning og forståelse til. Det nævner Anna Frellsen fra Maternity Foundation også som en af de vigtigste faktorer i sit indlæg 9. februar.

Den store forskel fra før er, at dette i dag er mange gange nemmere. Nutidens tech er billigere, lettere at tilpasse og næsten universelt tilgængelig. Ligesom den næste store techsucces kan laves fra en kælder på Nørrebro, kan den også laves fra en garage i Nairobi.

Det er det, som gør techvelopment så transformativt. Hvis det bliver gjort korrekt, kan man med relativt få ressourcer bruge eksponentielle teknologier til radikalt at booste udvikling og i flere tilfælde springe en masse udviklingstrin over. Og ofte er der slet ikke tale om overførsel af teknologi, men i lige så høj grad udvikling af teknologi.

De seneste års mest succesfulde teknologier fra Afrika har alle det til fælles, at de enten er udviklet lokalt eller tilpasset lokal kultur og forhold. M-Pesa, Kenyas kendte mobilbetalingsplatform, blev udviklet lokalt og kan bruges på selv den ældste mobiltelefon – en nødvendighed, da det blev introduceret i 2007, hvor iPhone kun lige havde set dagens lys.

Derfor nytter det heller ikke noget at sidde i elfenbenstårne i Danmark (for at holde sig til metaforen om hvide elefanter) for at ”løse Afrikas problemer”. MobilePay ville aldrig have haft en chance i Kenya.

Techvelopment er en metode til at finde løsninger
Modsat tidligere tider er techvelopment ikke kun et produkt eller et “redskab”. Det er med andre ord ikke bare “en fiskestang”.

Det er også en proces og metode, som bygger på agile, omkostningseffektive og brugercentrerede principper, hvor man kan bruge moderne disruptiv teknologi, især big data og AI (kunstig intelligens, red.), til at løse problemer.

Techvelopment er altså en metode til at finde ud af ”hvordan man bedst skaffer mad”. Hvad enten det så er fisk, fugl eller kenyansk ugali.

Dette skyldes både, at det er billigere og lettere at bygge nye løsninger som en ny app, digital tjeneste, læringsplatform, telemedicinløsning eller blockchain-pengeoverførselsløsninger, men også at det er hurtigere, lettere og billigere at teste, prototype og få feedback.

Sidstnævnte gør, at man hurtigere kan tilpasse sin løsning til kulturen for at finde ud af, hvad der virker, og ligeledes hurtigt stoppe et projekt, hvis det ikke virker.

Techvelopment beskriver altså også situationer, hvor tech bruges til at optimere nontech-områder. For eksempel Twigga Foods i Kenya, som ved hjælp af tech og data revolutionerer fødevarelogistik, eller de agile prototyping-metoder, som kenyanske gymnasieelever bruger til at finde lokale løsninger til problemer i iværksætterprogrammet Innovate Kenya.

I denne nye kontekst har Afrikas unge iværksættere en kæmpe mulighed. Igennem mit arbejde med at etablere sociale iværksætterkonkurrencer som blandt andet Innovate Kenya, Innovate Salone og Boost Benin har jeg igennem de seneste seks år haft privilegiet af at arbejde tæt sammen med techvirksomheder, universiteter, ngo’er og flere hundrede unge sociale iværksættere fra store dele af det afrikanske kontinent.

Og jeg er slet ikke i tvivl: Afrikanske unge kan bedre end nogen andre bygge bro mellem potentialet i techvelopment – både processor og tech – og har samtidig den nødvendige lokalindsigt og det gåpåmod, der skal til for at udnytte potentialet til fulde.

Et tydeligt bevis på dette så jeg endnu en gang i slutningen af januar, hvor jeg i en forstad i Nairobi besøgte Moringa School, som er en programmørskole, hvor unge elever på fem måneder kan blive enten Android- eller Python-udviklere – med stor jobsikkerhed i Kenyas hurtigt voksende it-sektor.

Skolen er stiftet af en ung kvinde og har stort fokus på kvindelige programmører. Skolen er for profit og er en del af Afrikas hurtigt voksende miljø af socialøkonomiske virksomheder, som ved hjælp af techvelopment træder til der, hvor ngo’er og det offentlige fejler – hvor lokale unge programmører bruger technologi til at løse sine egne problemer.

Virkelige ambitioner eller varm luft?  
For at techvelopment ikke bare skal blive endnu et politisk buzzword associeret med fine receptioner og champagnetaler på nontech-ambassader, er der brug for, at vi målrettet hjælper lokale techiværksættere med at skabe, teste og skalere lokale løsninger, der virker.

Det kræver mere tilstedeværelse og samarbejde om at finde og udvikle lokale løsninger, hvor tech virker og gør en forskel.

Det kræver prototyping og agile metoder, hvor vi tør teste idéer af uden en 40-siders projektplan og ligeledes tør stoppe projekter tidligt, hvis de ikke virker.

Det kræver, at vi tør investere og hjælpe Afrikas unge med at udvikle deres egne løsninger til deres egne problemer.

Så hvorfor ikke følge Marianne Haarhs forslag fra 6. februar om en global pigepagt – og konkretisere idéen yderligere ved at sætte det ambitiøse mål, at vi med danske midler skal have uddannet en million kvindelige programmører syd for Sahara før udgangen af 2020?

Det ville virkelig skabe både techvelopment, ligestilling og lokal forankring. Så hvad venter vi på?