Jeg ville ønske, at Mette Frederiksen tog den bløde sikkerhedspolitik til sig

Verdensbanken har udgivet rapporten 'Poverty, Prosperity and planet 2024'. Den fortæller, at de ekstremt fattige i 1990 udgjorde omkring en tredjedel af verdens befolkning. I 2020 var det under to procent.

Omkring år 2000 var der stadig omkring 13 procent underernærede i verden. I 2018 skønnede man, at der var under otte procent.

I 25 til 30 år efter 1990 skete der en utrolig udvikling i kampen mod den globale fattigdom. Hundredvis af millioner af mennesker blev trukket ud af ekstrem fattigdom.

I et langt forløb var det primært i Kina, at fattigdommen blev reduceret dramatisk. Men siden fulgte mange andre steder i Asien, og siden også på de øvrige kontinenter. Færre fattige, færre sultne og underernærede, færre døde af sygdomme, som kan bekæmpes, og færre børn uden skolegang.

Verden har ændret sig, og naturligvis har det politiske konsekvenser.

Knud Vilby
Journalist

Men samme rapport siger også, at denne positive udvikling er gået i stå.

Den bruger direkte udtrykket, at perioden fra 2020 til 2030 ser ud til at blive "et tabt årti i kampen mod den globale fattigdom".

Corona-epidemien var et voldsomt tilbageslag, som slog både sundhed og økonomi ud af nogle af verdens fattigste lande, og i de dårligst stillede lande har man ikke været i stand til at indhente det, der gik tabt under epidemien.

Oveni kommer krigene og konflikterne. Ukraine-krigen har ført til højere fødevarepriser, og sammen med klimaændringerne betyder det, at man ifølge banken nu kan måle en ti procents vækst i underernæring siden 2021. Og antallet af fattige vokser mange steder.

Vi skal passe på med forenklede forklaringer, både på fremgangen og tilbagegangen. Men i årene efter Murens fald var der en tro på fremgang, og verden fik fremgang. Det internationale samarbejde blev udviklet.

Der blev gjort meget for at udbygge en infrastruktur omkring uddannelse, sundhed og fødevaresikkerhed.

Som et rigt lilleputland bidrog Danmark i 1990'erne med øgede internationale indsatser til fattigdomsbekæmpelse og i en periode også til internationale miljøindsatser.

Udover miljø- og fattigdomsbekæmpelse var et vigtigt fokus uddannelse og ikke mindst pigers skoleadgang, fordi al erfaring fortæller, at skolegang for piger betyder stærkere rettigheder for kvinder og dermed normalt også en bedre samfundsøkonomi.

Det vil være vildt overdrevet at påstå, at det var udviklingsbistanden, der var den primære årsag til gode resultater i perioden fra 1990 til omkring 2015 til 2020. Kinas ustyrlige vækst og reduktion af fattigdom havde ikke noget med udviklingsbistand at gøre. Men mange steder førte internationalt økonomisk samarbejde til forbedringer, også for de allerfattigste. Der blev skabt et håb.

Dette håb havde også med fredsdividenden at gøre.

Den gamle bibelske drøm om dagen, hvor sværd støbes om til plovskær blev ofte citeret, for selv om det ikke skete slet så bogstaveligt, var der en stærk international følelse af, at nu kunne store dele af samfundsøkonomien dirigeres i en mere fredelig og frugtbar retning, samtidig med at det internationale samarbejde styrkedes.

Langt hen ad vejen var det det, der skete. Jeg synes heller ikke i dag, at det var hverken naivt eller forkert, at man dirigerede udgifter væk fra militæret og over i fredens tjeneste.

Jeg ville håbe, at Mette Frederiksen (S) kunne blive inspireret af en artikel i Dansk Udenrigspolitisk Årbog fra 1997 skrevet af Per Fischer fra Statsministeriet.

Den handler om begrebet 'blød sikkerhedspolitik' og indeholder en liste over danske indsatser omkring miljø, udvikling, humanitær bistand, katastrofehjælp, menneskerettigheder, demokrati og fredsskabelse. Der står, at det "ansporer os til at anerkende, at de store problemer menneskeheden står over for ikke kan løse enkeltvis, men kun i samtænkning, og at bestræbelserne for at gøre det – både bilateralt og multilateralt – ikke er et udtryk for luksus men en investering i sikkerhed".

Skal vi bevare håbet, må der nødvendigvis være et andet og større perspektiv end oprustning på bekostning af den bløde sikkerhedspolitik.

Knud Vilby
Journalist

Det er på rigtig mange måder en forfærdelig verden, som vi lever i netop nu. Men den havde formentlig været endnu værre, hvis ikke der var opnået så store fremskridt fra 1990 til 2020.

Derfor var forsøget på at omdirigere økonomien i fredens tjeneste ikke naivt. Mere naive var beslutninger om internationale danske krigsindsatser verden over, men det er en anden historie.

Verdensbankens konstatering af, at dette tiår ser ud til at blive et tabt årti i kampen mod verdensfattigdommen, besvares nu med, at USA og store europæiske lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien reducerer deres internationale fredelige økonomiske indsatser markant, samtidig med at der i stedet bruges fantasilioner på oprustning.

Vi kan dermed også være ret sikre på, at nogle af de problemer, som Verdensbanken påpeger, bliver endnu større i de kommende år.

Vesten reducerer fattigdomsbekæmpende indsatser og begrænser klimaindsatser for at skaffe penge til oprustning. Mens fattigdommen vokser, og klimakrisen rammer stadig flere millioner mennesker, støber man billedligt talt igen plovskær om til sværd.

Verden har ændret sig, og naturligvis har det politiske konsekvenser. Men skal vi bevare håbet, må der nødvendigvis være et andet og større perspektiv end oprustning på bekostning af den bløde sikkerhedspolitik.

Hvis ikke, er vi da virkelig endt et sted, der på basis af naivitet er både perspektivløst og ekstremt farligt.