Kjærum: Går Jonas Christoffersen mere op i politiske skulderklap end konventioner?

Af Morten Kjærum
Direktør for Raoul Wallenberg Instituttet og tidligere direktør for Det Danske Institut for Menneskerettigheder

I interviewet med Jonas Christoffersen, direktøren for Institut for Menneskerettigheder (IMR), 23. januar gør han rede for sit pragmatiske syn på beskyttelsen af menneskerettigheder, og hvordan han og IMR har bidraget aktivt til at begrænse den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) rolle.

Argumentet herfor er, at det er vigtigt, at en menneskerettighedsinstitution er lydhør over for flertallet i befolkningen og det politiske flertal.

Men kan det virkelig passe?

I interviewet bliver Jonas Christoffersens syn på opgaven som direktør for IMR sat over for den "idealistiske" tilgang, som prægede instituttet, da jeg var dets direktør.

Konventioner og ikke folkestemning
Hvis man med idealisme mener, at menneskerettighedernes formål er at beskytte den enkelte borger og dennes rettigheder, som de er nedfældet i menneskerettighedskonventionerne og nationale forfatninger, kan jeg fuldt ud tilslutte mig den karakteristik.

Hvis man som rådgivende organ bøjer lovens/konventionernes ord i den retning, som folkestemningen eller et flertal i Folketinget måtte ønske, ville man med rette kunne kritiseres for ikke at leve op til sit mandat.

Morten Kjærum
Direktør for Raoul Wallenberg Instituttet

Som jurist er man opdraget til, at lovens ord skal overholdes, indtil de bliver erstattet af en ny lov. Det er en af grundstammerne i en retsstat.

I alle mine år på Institut for Menneskerettigheder fulgte vi dette grundprincip. Når vi modtog lovforslag i høring, var opgaven at vurdere, om forslaget harmonerede med konventionerne – ikke om det harmonerede med folkestemningen.

Alle forslag blev vurderet af flere jurister og et bestyrelsesmedlem for at sikre, at høringssvaret blev så præcist og retvisende som muligt.

Juridisk uprofessionelt
I mange svar var der ingen kritik, og i de svar, hvor instituttet fandt grundlag for kritik, var Folketinget i mange tilfælde lydhør over for denne.

I enkelte tilfælde valgte man ikke at følge kritikken. I de situationer, hvor der efterfølgende har været rejst sager ved danske domstole og/eller internationale menneskerettighedsorganer, har man i flere tilfælde støttet instituttets fortolkning.

Instituttet tog altid det juridisk menneskeretlige udgangspunkt og har igennem årene fået kritik både fra højre og venstre, alt efter hvilke sager der var tale om.

Den pragmatiske opfattelse, som Jonas Christoffersen advokerer for, er efter min opfattelse både juridisk uprofessionel og i strid med den opgave, som en national menneskerettighedsinstitution skal varetage.

Hvis man som rådgivende organ bøjer lovens/konventionernes ord i den retning, som folkestemningen eller et flertal i Folketinget måtte ønske, ville man med rette kunne kritiseres for ikke at leve op til sit mandat.

Ikke for anerkendelsens skyld
At beskytte menneskerettigheder er ikke et sted, hvor man skal sætte sig, hvis man higer efter klap på skulderen og smil fra magten.

Opgaven har altid været at værne om den grundlæggende beskyttelse af ethvert menneskes rettigheder, også selvom et flertal måtte synes, at netop dét menneske ikke fortjener at have rettigheder.

Den manglende respekt kan skyldes, at han eller hun har en i flertallets øjne afvigende seksualitet, hudfarve, etnicitet, tro, tilhører en ”forkert” fagforening, har begået noget kriminelt, ser anderledes ud på grund af et handicap eller andet.

Jeg har besøgt mange steder i verden gennem mine år i menneskeretsarbejdet og har set, at man alle steder kan samle flertal for at synes dårligt om og nedgøre enkeltpersoner eller grupper.

Det kan være en homoseksuel i Rusland eller en rohingya-kvinde i Myanmar. For disse mennesker er menneskerettighedssystemet håbet om en bedre fremtid.

Svækkelse af beføjelser
En pragmatisk tilgang til menneskerettighederne ændrer dem fra et juridisk til et politisk projekt.

Jonas Christoffersen har da også fra første dag i direktørstolen åbent gjort det klart, at den pragmatiske tilgang har et politisk formål.

Det kom særligt tydeligt frem i forbindelse med hans rådgivning af regeringen vedrørende mulighederne for at svække den europæiske menneskerettighedsdomstols beføjelser – en rådgivning, som han i interviewet er tydeligt stolt over.

Som bekendt fik det første forbløffende danske udkast kun støtte fra en meget lille gruppe lande herunder Ungarn og Rusland. IMR støttede forslaget og skrev på deres hjemmeside, at det var et velafbalanceret forslag.

Det er pragmatisme i virkeligheden helt på linje med Jonas Christoffersens udtalelser i Dagbladet Information om, at man også må acceptere et større spillerum til at gribe ind over for ytringsfriheden.

Hvor går grænsen?
Man må spørge sig selv, hvor grænsen går for, hvilke menneskerettighedskrænkelser en pragmatisk menneskerettighedsinstitution vil acceptere i fremtiden.

Det kan være vanskeligt at forudsige, da den læner sig op ad den til enhver tid gældende politiske stemning. Eller der skal måske overhovedet ikke trækkes en grænse?

Med et klassisk retsstatsligt udgangspunkt undgår man at komme i den valgsituation, og det tjener menneskerettighederne og principperne i IMR’s mandat bedst – og i sidste ende alle mennesker i Danmark.