Lektor: Nej, Flygtningekonventionen er ikke forældet

Af Sune Lægaard
Lektor, Institut for kommunikation og humanistisk videnskab, RUC

I den danske debat om udlændinge, flygtninge og indvandring har det længe været en almindelig påstand, at internationale konventioner i det hele taget og flygtningekonventionen i særdeleshed er forældede.

Det er en helt officiel politik fra regeringens side, at man skal "gå til kanten" af konventionerne, selv om dette medfører en såkaldt "procesrisiko".

Det betyder med andre ord, at regeringen (og et flertal i Folketinget omfattende Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti) er villig til at risikere at overtræde konventionerne, da målet om at begrænse indvandring er vigtigere end at respektere internationale konventioner.

Når det samtidig hævdes, at Flygtningekonventionen er forældet, kan dette tjene som en slags forsvar for, hvorfor det ikke er et problem at løbe denne procesrisiko. For hvis konventionen er forældet, burde vi måske slet ikke være bundet af den længere?

Flygtningedefinitionen er snæver
Så er flygtningekonventionen forældet? Det er selvfølgelig rigtigt, at flygtningekonventionen er gammel. Men at den i sin kerne er fra 1951, betyder ikke, at dens indhold er forældet. At kernen af Grundloven er fra 1849, betyder heller ikke i sig selv, at den er forældet.

Konventionen er ikke forældet – eller hvis den er, er den det i hvert fald ikke i den forstand, at den er for vidtgående og sætter urimelige restriktioner på staternes frihed til at handle.

Sune Lægaard
Lektor, RUC

Det centrale indhold i konventionen er to ting. Dels en definition af, at en person er at betragte som flygtning, hvis vedkommende er uden for sit lands grænser på grund af velbegrundet flygt for personlig forfølgelse.

Dels en forpligtelse for alle stater, der har underskrevet konventionen om, at de ikke må sende flygtninge tilbage til forfølgelse – den såkaldte non-refoulement-regel.

Begge elementer er faktisk ganske minimale. Konventionens flygtningedefinition er faktisk meget snæver. Blandt både forskere og aktivister er den vigtigste kritik af konventionen, at dens definition af, hvad der skal til for, at en person er en flygtning, er alt for restriktiv.

Og i den faktiske lovgivning på udlændingeområdet både i Danmark og i mange andre lande er der for længst blevet indført supplerende beskyttelseskategorier, for eksempel humanitær opholdstilladelse, så asylansøgere kan opnå beskyttelse, selv hvis de ikke lever op til konventionens flygtningedefinition.

Så hvis konventionen er forældet med hensyn til flygtningedefinitionen, er det, fordi definitionen er for snæver og ikke er fulgt med tiden i forhold til at udvide flygtningekategorien i en mere humanitær retning. Dette er særligt relevant i forhold til diskussionen om klimaflygtninge, der ifølge konventionen slet ikke giver mening som begreb, da klimaet jo ikke forfølger nogen personligt.

Taler kritikerne mod bedre vidende?
Hvad så med non-refoulement-reglen, er den forældet? Igen er det en meget minimal regel, hvilket man kan se ved at spørge, hvad der ville være tilladt ved at afskaffe reglen, som ikke er tilladt nu på grund af reglen.

Refoulement vil sige, at man sender en person tilbage vel vidende, at vedkommende vil blive forfulgt, for eksempel tortureret og måske dræbt, på grund af vedkommendes race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller vedkommendes politiske anskuelser.

Konventionen forbyder Danmark at udvise den iranske systemkritiker fra Ringsted, som det Iranske præstestyre ifølge PET prøver at dræbe, hvilket satte hele Sjælland i stå på grund af en større politiaktion for at forhindre dette attentat.

Er det ham, kritikerne af konventionen gerne vil have mulighed for at sende tilbage til Teheran? Nej, vel?

Så konventionen er ikke forældet – eller hvis den er, er den det i hvert fald ikke i den forstand, at den er for vidtgående og sætter urimelige restriktioner på staternes frihed til at handle.

Det interessante spørgsmål er i stedet, hvorfor konventions kritikere hævder dette? Der er groft sagt to muligheder. Den ene er, at de simpelthen ikke ved, hvad de taler om. Den anden er, at de med vilje taler mod bedre vidende for at fraskrive sig politisk ansvar.