Mogens Jensen: Inddrag den private sektor i udviklingsbistanden

DEBAT: Der er behov for nytænke den måde, ikke-statslige aktører inden for blandt andet erhvervslivet og fagbevægelsen indgår i arbejdet med at fremme bæredygtig og inklusiv vækst i ulandene, mener fhv. handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Af Mogens Jensen (S)
Fhv. handels- og udviklingsminister og medlem, Folketingets Udenrigsudvalg

Der er ingen modsætning mellem at bekæmpe fattigdom og bidrage til at udvikle den private sektor i udviklingslandene. Tværtimod. I de fleste udviklingslande er der i dag en langt større efterspørgsel efter private investorer og virksomheder, der vil bidrage til vækst og jobskabelse, end efter traditionel udviklingsbistand.

Derfor skal vi i højere grad fokusere den traditionelle udviklingsbistand mod de allerfattigste lande og skrøbelige stater og i stedet satse langt stærkere på at bidrage med private investeringer, etablering af virksomheder og handelssamarbejde i de øvrige lande.

Større rolle til den private sektor
Netop nu hvor vi drøfter en ny udenrigspolitisk strategi, er der god grund til at nytænke den måde, vi inddrager erhvervsliv, fagbevægelse, civilsamfund, uddannelsesinstitutioner og finansielle aktører i arbejdet med at fremme bæredygtig inklusiv vækst i udviklingslandene.

Og her vil jeg gerne pege på tre vigtige pejlemærker :

For det første forudsætter indfrielsen af FN’s nye globale bæredygtighedsmål, at den private sektor indtager en meget mere central rolle i arbejdet med at finde løsninger på globale udfordringer.

Udviklingslandene har behov for viden og teknologi til at adressere de udfordringer, de står overfor. Og de har et stort behov for at skabe beskæftigelse til deres store generationer af arbejdsløse unge. Ikke mindst i Asien og Afrika, hvor der over de kommende 15 år vurderes at være behov for at skabe 600 mio. nye jobs.

Det skaber efterspørgsel efter løsninger og investeringer, som den private sektor kan levere i samarbejde med øvrige parter. Her har danske virksomheder væsentlig viden og teknologi at spille ind med.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft og relevante fag- og forretningsuddannelser er også en væsentlig begrænsning for erhvervssektorudvikling i mange udviklings- og vækstlande, hvor danske kompetencer med fordel kan bringes i spil. Her har bl.a. fagbevægelsen og erhvervsskolernes mange gode erfaringer og viden at trække på i samspillet med erhvervene.

Tænk mere i værdikæder
Et andet pejlemærke er et stigende behov for at adressere hele sektorer ved at tænke langt mere i værdikæder. Den øgede internationalisering betyder, at vestlige virksomheders leverandørkæder er blevet mere komplekse.

Det stiller nye krav til vore virksomheder om at sikre anstændige arbejdsvilkår og miljøstandarder på nye vækstmarkeder, hvor udgangspunktet for løn, arbejdsforhold og miljø ofte er lavt og den statslige håndhævelse af lovgivning utilstrækkelig eller fraværende.

Vi skal være med til at sikre ordentlige arbejdsforhold og miljøbeskyttelse og give en håndsrækning til de danske virksomheder, der kæmper med at tackle de udfordringer, der er forbundet med at operere ansvarligt i udviklings- og vækstlande.

Sætter vi ind i forhold til hele værdikæden – fra småbønder i marken i udviklingslande og ud til forbrugerne kan vi bidrage til at løfte hele sektorer. Ikke bare den enkelte virksomhed. Og dermed virkelig skabe forandring, der batter og er mærkbar.

I den forbindelse er der grund til at fremhæve, at virksomheders samfundsansvar med fokus på anti-korruption, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøhensyn, er et område, hvor dansk erhvervsliv har konkurrencemæssige styrker. Det skal udnyttes globalt og må indgå som et centralt element i en fremtidig platform for den erhvervsrettede bistandspolitik.

Indrag civilsamfundet
Et tredje pejlemærke er at inddrage civilsamfundet i opgaven. Civilsamfund og fagbevægelse har i stigende grad har fået øje på, hvordan de – i partnerskaber med den private sektor – kan bidrage til at styrke arbejdsmarkederne i udviklingslandene med fokus på dialog, organisering, arbejdsforhold, sikkerhed, produktivitet og aflønning samt bæredygtighed.

Og virksomhederne har samtidig erfaret nytten af at få de andre partneres viden og erfaringer bragt i spil. Det er i samspillet mellem aktører, mellem den private og offentlige sfære, vi bidrager med mere udvikling.

Et godt eksempel er partnerskabet for ansvarlig tekstilproduktion i Bangladesh, hvor tekstilbranchen, regeringen, fagbevægelsen og en række civilsamfundsorganisationer er gået sammen om at sikre mere ansvarlig tekstilproduktion i Bangladesh.

Der er rigtig meget perspektiv i en større satsning på danske virksomheders og private investorers bidrag til bæredygtig vækst og jobskabelse i udviklingslandene. Det er blot ærgerligt at regeringen også her skærer ned på indsatsen og har fjernet nogle af de værktøjer som SR-regeringen udviklede til denne indsats.

Det er både kortsigtet og til ugunst for både udviklingslandene og danske virksomheder.

Forrige artikel DI: Verdensmålene gavner CSR DI: Verdensmålene gavner CSR Næste artikel Hvilken rolle har CSR i dansk udviklingspolitik? Hvilken rolle har CSR i dansk udviklingspolitik?