
FN’s generalsekretær blev bebrejdet af Israels venner, da han samtidig med sin fordømmelse af Hamas’ grusomme terrorangreb 7. oktober 2023 sagde, at angrebet ikke kom ud af intet, men som endnu en forfærdelig fase i 77 års konflikt.
En konflikt, hvor palæstinenserne er blevet fordrevet, besat, ydmyget og spærret inde i enklaver uden mulighed for en selvhjulpen tilværelse. Og ofte udsat for militære angreb.
FN’s generalforsamling har siden 1947 vedtaget en lang række resolutioner om en deling af det historiske Palæstina i en jødisk og arabisk stat. Men FN har aldrig haft magtmidler til at føre en tostatsløsning ud i livet.
Netanyahu har som den dominerende skikkelse i israelsk politik siden 1995 aldrig accepteret en tostatsløsning, men søgt at mure palæstinenserne inde og få verden til at glemme dem.
USA er den eneste magt i verden, der har styrken til at insistere på en tostatsløsning, men i stedet har skiftende amerikanske regeringer stiltiende accepteret den fremadskridende jødiske kolonisering af den besatte Vestbred.
Israels krig mod Gaza det seneste halvandet år har mistet enhver mening som ret til selvforsvar.
Det er en serie krigsforbrydelser, der har medført ekstreme civile tab. Det er også en krig, der fortsættes i strid med alle vedtagelser i FN og har karakter af en krig direkte mod FN og verdensorganisationens bistandsorganisation for palæstinenserne – UNRWA. Der er mange flere dræbte nødhjælpsarbejdere i Gaza end i andre krige. Og mange flere dræbte journalister.
Danmark og Europa må gøre alt tænkeligt for at stoppe krigen, krigsforbrydelserne og den etniske udrensning af palæstinenserne fra Palæstina.
Mogens Lykketoft
Netanyahus højreradikale regering er i højt tempo i gang med at gøre det umuligt for palæstinenserne at leve i Palæstina. Langt over 50.000 er slået ihjel, langt over 100.000 er såret eller livsvarigt invaliderede. Fire ud af fem boliger i Gaza er ifølge mine oplysninger ubeboelige; der er ingen infrastruktur. Hospitaler og skoler bombes nådesløst.
Gaza er ikke større end Langeland, men der lever 2,3 millioner mennesker i ruinerne, mens Israel har skabt en katastrofe af sult og død ved at afskære forsyning af mad, vand og medicin.
Samtidig gennemfører militante bosættere med støtte fra israelsk militær den hidtil voldsomste etniske udrensning på Vestbredden.
Nu annoncerer Netanyahus regering åbent, at man vil indlemme det resterende palæstinensiske territorium i Israel. Regeringslederens fascistiske og nationalistiske støttepartier taler åbent – med reel støtte fra Trumps USA – om fordrivelse af palæstinensere.
Der er stadig røster, som accepterer, at Israel fører krig for at befri de sidste gidsler fra Hamas’ rædselsfulde aktion 7. oktober 2023 og nedkæmpe Hamas til sidste mand, selv om gidslernes slægtninge kræver våbenstilstand som den eneste chance for at få de overlevende gidsler befriet.
Kendsgerningen er, at der 19. januar i år – med aktiv medvirken fra den kommende Trump-administration – blev aftalt en våbenhvile i to faser, hvor gidslerne gradvist skulle frigives sammen med mange af de palæstinensere, der er interneret af Israel. I anden fase skulle alle gidsler frigives i takt med, at Israel trak sine styrker ud af Gazas ruiner.
Efter krav fra sine fascistiske allierede nægtede Netanyahu at begynde på fase to og genstartede det massive bombardement og hungerblokaden af Gaza.
Vi ser nu, at det lille område, hvor palæstinensere kan opholde sig, desuden indskrænkes dramatisk ved, at al resterende bebyggelse systematisk smadres i en kilometerbred såkaldt sikkerhedszone rundt om Gaza.
Trump har givet Netanyahu frie hænder til at bryde aftalen fra januar, som hans folk selv var med til at forhandle, og i stedet genoptage krigen mod Gaza.
Mellemøstnetværket, hvor jeg er medlem, har netop i lyset af den entydige israelske krigs- og fordrivelsespolitik udsendt en opfordring til dansk boykot af israelske varer og stop for al våbeneksport til Israel.
Danmark og Europa må gøre alt tænkeligt for at stoppe krigen, krigsforbrydelserne og den etniske udrensning af palæstinenserne fra Palæstina.
Det handler om respekt for folkeretten og om at demonstrere for verdens andre folk, at vi er konsekvente i fordømmelsen af krigsforbrydelser, uanset om forbryderen hedder Putin eller Netanyahu.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer




















