Debat

NGO: Efterspørgsel frem for udbud

Carl-Jørgen Bindslev
Carl-Jørgen Bindslev Sekretatiatschef, FairFishing, forfatter, fhv. rektor på Gribskov Gymnasium

DEBAT: Når et udviklingsland tildeles udviklingsbistand, skal midlerne følge op på et behov eller en efterspørgsel, der er til åbenlys fordel for landet. Projektets resultater skal være tydelige. Det mener Carl-Jørgen Bindslev, Secretariat Chief Officer i FairFishing.

David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carl-Jørgen Bindslev
Secretariat Chief Officer hos FairFishing

Den udfordring, Danida Business står over for i 2015 og de kommende år, er at etablere såkaldte ”innovative partnerskaber”, hvor business-støtten ikke er skjult konkurrenceforvridende, så den giver danske firmaer unaturlige fordele på markeder i udviklings- og vækstlande. Derfor – hvis man skal kunne tale om win-win situationer – skal det være helt konkret og gerne målbart, at der sker en positiv og selvstændig, bæredygtig udvikling hos den fattige part i det innovative partnerskab.

Set i det lys er det vigtigt, at bistandsmidlerne ledes derhen, hvor der reelt er brug for dem. Sagt på en anden måde: Udviklingsbistanden skal styres af efterspørgsel og ikke af udbud. Der skal være et reelt, lokalt eller nationalt behov for, at en dansk virksomhed med Danida-midler i ryggen etablerer sig med en given produktion for øje.

Bistanden skal så at sige følge op på et behov eller en efterspørgsel, der allerede findes, og på en produktion, der er til åbenlys fordel for det land, hvor bistandsprojektet sættes i værk. Det vil sige, at det skal være tydeligt og målbart, hvad projektet – og dermed bistandsmidlerne –skaber af omsætning og dermed jobs og udvikling i det land, hvor business-støtten bruges.

Fakta
Fra 13. januar og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på det ombruste Danida Business Partnership.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Det er målopfyldelsen, virksomhederne skal måles på og ikke på, om de følger en på forhånd fastlagt plan. Virksomhederne skal have mulighed for velovervejet at ændre strategi og praksis under projektforløbet, uden at det skal konfereres med Danida.

Ikke hvem, men hvad
Nu handler Danida Business jo om, hvorledes danske virksomheder kan etablere sig i udviklingslande med støtte fra Danida. Tænkningen har hidtil stort set alene været, at en dansk virksomhed subsidieres i bistandsorienterede virksomhedsindsatser i syd med den danske virksomhed som den, der har kapital, teknologi og indsigt. Meget traditionelt.

Virksomhederne skal have mulighed for velovervejet at ændre strategi og praksis under projektforløbet, uden at det skal konfereres med Danida.

Carl-Jørgen Bindslev
Secretariat Chief Officer hos Fair Fishing

Lige så traditionelt er det at se ngo-partnerskaber alene som partnerskaber mellem civilsamfundsorganisationer i udviklingslande og i Danmark. Men udvikling skabes i bogstaveligste forstand på kryds og tværs. Det afgørende er ikke hvem, men hvad. Og så at man lever op til parametre om bæredygtighed, beskæftigelseseffekt og miljø- og klimahensyn.

Hvorfor skal business-partnerships som udgangspunkt have business-partnere både i Danmark og i udviklingslandet? Kunne man ikke forestille sig, at business opbygges, hvor der er innovative muligheder og med den støtte, innovative danske organisationer – altså ikke nødvendigvis virksomheder – giver? I konsekvens af en sådan indsats kan der skabes business-muligheder i første omgang i syd og på længere sigt i Danmark.

FairFishing skaber business
Det er den lille, privatfinansierede, non profit-ngo FairFishing et eksempel på. Ikke traditionel udviklingsbistand og heller ikke rigtig business. Man kan sige, at FairFishing skaber forudsætninger for business inden for en næsten ikke-eksisterende fiskerisektor i Somaliland.

Ideen til FairFishing opstod 2010, da afdøde journalist Jakob Johannsen sammen med journalist Knud Vilby og direktør Claus Bindslev på en serviet tegnede en model for, hvorledes man kunne erstatte pirateri på Afrikas Horn med fiskeri.

I dag er projektet et koncept. På havnen i den lille havneby Berbera står nu en fiskeristation, hvor der produceres op til fem tons flake ice i døgnet, og hvor fangsten køligt og hygiejnisk forarbejdes og klargøres til frys eller køling inden næste led i værdikæden ”fra hav til bord”.

FairFishing er alene båret af efterspørgsel. Der har stort set ikke været noget fiskeri i Somaliland siden borgerkrigen i halvfemserne, og den historiske tradition for fiskeri er fra1960'erne. Men der er masser af fisk af høj kommerciel værdi i Adenbugten og potentiale for at skabe masser af business inden for fiskerisektoren.

Tænk utraditionelt
Regeringen støtter, og også lokalpolitisk er der stor opbakning. 75 procent af fiskerne i Berbera er tilsluttet FairFishing som partnere. Antallet af job som fisker er øget i løbet af 2013-14 med 50 procent. På land har FairFishing skabt 25 nye job.

Næste skridt er træning af fiskerne, således at de kan bruge deres nye fiskeriudstyr – det vil sige blandt andet de net, liner, kroge, tovværk og elektronik, FairFishing sender til Berbera og for kostpris sælger til partnerne. Indtil i dag har fiskerne i hele Somaliland kun rådet over udstyr i et omfang, der svarer til halvdelen af det, en stor, dansk kutter råder over! Det råder FairFishing bod på.

FairFishing har i 2013-14 sendt tre 40-fods containere med udstyr til Berbera. Flere er på vej. I Kina er indkøbt nye net. Blandt mange andre fonde har den A. P. Møllerske Støttefond støttet FairFshing med en betydelig donation.

Maersk Line har doneret fryse/køle containere, der er rygraden i fiskeristationen; United Arab Shipping Company og PIL har doneret containertransport; PonPower har doneret back up-generatoren. Danske fiskere, der har lagt op, har doneret deres udstyr. Listen af virksomheder, der ser FairFishing som en betydningsfuld del af deres CSR, er lang.

Hvis Danida Business i denne omgang skal blive en succes, er der ikke alene behov for innovative partnerskaber. Der er også brug for innovative og utraditionelle måder at tænke rammerne for tildeling af midler på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl-Jørgen Bindslev

Sekretariatschef, Fair Fishing, forfatter, bestyrelsesformand, Gribskov Gymnasium, fhv. rektor, Professionshøjskolen UCC
lærer (Statsseminariet på Emdrupborg 1968)

0:000:00