NGO: Skrøbelige lande kræver særlig opmærksomhed

Af Carl-Jørgen Bindslev
Chief Secretariat Officer hos FairFishing

Udenrigsministeriets oplæg til ny strategisk platform for innovative partnerskaber og nye erhvervsinstrumenter med henblik på bæredygtig vækst og beskæftigelse i udviklings- og vækstlande har retning. Det glemmer bare en væsentlig ting. Der er stadig lande eller dele af lande, der ligger uden for kategoriseringen ”udvikling og vækst”, lande, der næsten ikke er i udvikling og slet ikke i vækst, deriblandt Somalia. Ikke mindst den nordlige del af Somalia, Somaliland, der må betegnes som et land, der ikke eksisterer.

Det hævder suverænitet, men betragtes af Somalia og af verdenssamfundet som en del af Somalia, skønt det har sit eget parlament, sin egen regering og eget politi og militær. Somaliske politikere og embedsmænd har ikke sat deres ben i Somaliland i årevis og vice versa. Der er tilbagevendende grænseuroligheder mellem Somalia og Somaliland, og skønt man fra bl.a. Tyrkiets side prøver at mægle, er der ingen tegn på forsoning og dermed udvikling og vækst.

Et somalilandsk pas kan ikke bruges som rejseidentifikation, den somalilandske shilling er ikke en anerkendt mønt uden for Somaliland, og selv om der blandt diasporas i Europa og Nordamerika så småt er begyndende interesse for at investere i Somaliland, er der meget lang vej til, at Somaliland bliver interessant for egentlige internationale investorer og virksomheder.

Et klassisk dilemma
Mange NGO'er har erfaret, at fonde er tilbageholdende med at yde støtte til projekter i Somaliland og for den sags skyld også i Somalia. Der er manglende tillid til, at det fører til noget.

Afrikas Horn er plaget af eftervirkninger fra borgerkrigen i 1990'erne, infrastrukturen er miserabel, økonomien er svag grænsende til ikke eksisterende, uddannelsessystemet er derefter, og korruptionen trives.

Det basale i den slags lande, der om nogen har brug for udviklingsstøtte til at skabe forudsætninger for innovative partnerskaber med vestlige lande, er en fungerende infrastruktur og basale kundskaber.

Carl-Jørgen Bindslev
Chief Secretariat Officer hos FairFishing

Den ulyksalige situation kræver en særlig opmærksomhed, samtidig med at det er forståeligt, at virksomheder og fonde er tilbageholdende med at søge efter innovative partnerskaber i et land i en så afmægtig tilstand. Et klassisk dilemma.

Den lille danske NGO FairFishing, der for private midler og in kind-donationer arbejder med fiskeriudvikling på Somalilands kyst ud til Adenbugten, har mærket det. Man har tidligere i flere omgange søgt om DANIDA-støtte til at bringe fiskeriet på fode, men er blevet afvist, fordi man ikke havde en lokal partner.

Det havde sine naturlige årsager: Der fandtes ikke lokale partnere, der på nogen måde kunne gå seriøst ind i projektet. Men i løbet af projektets foreløbig to og et halvt års levetid har FairFishing oprustet havne-infrastrukturen og fiskeriet på en sådan måde, at man nu har femogtredive større eller mindre fiskerivirksomheder som partnere.

Det basale i den slags lande, der om nogen har brug for udviklingsstøtte til at skabe forudsætninger for innovative partnerskaber med vestlige lande, er en fungerende infrastruktur og basale kundskaber. Jeg tænker bl.a. på nationale og regionale veje og broer (de ligger stadig i ruiner efter 90'ernes borgerkrig) og på funktionsdygtige fiskerihavne, og jeg tænker på erhvervsuddannelser inden for relevante erhverv, i dette tilfælde fiskeri.

En mere fredelig, stabil og lige verden
I formålsparagraffen i lov om udviklingsbistand står der blandt andet, at ”målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet. Dansk udviklingssamarbejde skal bidrage til at fremme Danmarks interesser i en mere fredelig, stabil og lige verden.”

Hvis denne målsætning skal holdes, så der bliver mere stabilitet og lighed i verden, skal der i de skrøbeligste lande opbygges helt fundamentale forudsætninger, bl.a. i form af infrastruktur og erhvervsuddannelser, for at innovative partnerskaber overhovedet kan etableres.

Danida har givet og giver mange penge til Somalia, herunder også specielt øremærkede midler til Somaliland. Men denne forståelse for nødvendigheden af at støtte det vanskelige og skrøbelige bør også udmøntes i en tilsvarende forståelse for, at det netop er afgørende at støtte innovative og anderledes bistandsformer, som fokuser på lokalt ejerskab og en forståelse, som anerkender, at reglerne må tilpasse sig en virkelighed, hvor såvel potentielle virksomhedspartnere som civilsamfundsorganisationer og offentlige institutioner er langt svagere end i mere veludviklede fattige lande.

Dette fokus er afgørende, hvis Danmarks nye strategisk platform for innovative partnerskaber og nye erhvervsinstrumenter med henblik på bæredygtig vækst og beskæftigelse i udviklings- og vækstlande også skal omfatte lande, der ikke umiddelbart er interessante som partnere for danske virksomheder og dermed også omfatte danske aktører, der ikke i første række skal skabe business, men som ønsker at skabe forudsætninger for business. På den måde kan Danmark leve op til sin egen udviklingsbistandslovgivning, så den også omfatter de allersvageste lande.