Nytårstalen fra Bo Lidegaard: Den der står alene, står ikke stærkest

Af Bo Lidegaard
Historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Hvis der er én ting, vi har lært i 2020, er det, hvad et stærkt samfund betyder. Vi vidste det selvfølgelig godt i forvejen, og i mange år har forskere peget på, at en stærk stat og en effektiv forvaltning er helt afgørende for et lands succes og befolkningens velstand.

Corona drev den pointe ind på den hårde måde, og gjorde det samtidig klart, at når det gælder en pandemi, er det ikke afgørende, om staten er demokratisk eller autoritær, bare den er effektiv.

Også derfor blev 2020 på mange måder Kinas år, hvor Kina også på så mange andre måder trådte ind som hovedaktør på den verdenspolitiske scene. Det blev Kina, der først og mest effektivt fik sygdommen under kontrol – og det blev Kina, der også for mange udviklingslande kom til at stå som et modbillede på den katastrofale håndtering i præsident Trumps USA.

Regeringer måles og vejes
Noget af det mest fundamentale ved en stat er dens evne til at beskytte sine borgere. Det gælder fra de første staters opståen, og det gælder stadig.

I den klassiske statsteori omhandler det soldater og et militært forsvar, under pandemien gjaldt det mobiliseringen af en hær af hvide kilter, der kæmpede mod sygdommens udbredelse, og for livet for dem, der var hårdest ramt.

Regeringer vil blive målet og vejet – og dem, som findes for lette, kan blive pandemiens sidste ofre, ikke bare i vores del af verden, men i høj grad også i Afrika, Asien og Sydamerika, hvor lande og folk er kommet vidt forskelligt gennem pandemien.

Bo Lidegaard
Historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Verden over hyldede vi frontpersonalet i sundhedssektoren, som vores bedsteforældre hyldede frontsoldaterne, dengang de drog afsted.

Den bulgarske vismand Ivan Krastev har sagt, at hvis 2020 bliver husket på, hvem der var den første patient, vil 2021 blive husket på, hvem der blev den sidste. Hans pointe er ikke, hvem der bliver den sidste, der bliver smittet, men hvilken regering, der er den sidste til at falde, når det grufulde regnskab gøres op.

For en gang skyld kan der sættes kontante tal på god regeringsførelse og gode beslutninger. Med alle forskelle og nuancer stod vi alle over for samme udfordring. Hvor mange døde her? Og hvor mange der? Hvor gode var vi til at overkomme den økonomiske krise i kølvandet på pandemien? Hvor dygtig var andre i sammenlignelige situationer?

Regeringer vil blive målet og vejet – og dem, som findes for lette, kan blive pandemiens sidste ofre, ikke bare i vores del af verden, men i høj grad også i Afrika, Asien og Sydamerika, hvor lande og folk er kommet vidt forskelligt gennem pandemien.

Trump var et hårsbred fra at vinde uden snyd
Dette fokus på god regeringsførelse er den anden erfaring, vi tager med os. Men den er ikke entydig: Når præsident Trump ikke vandt valget overbevisende, skyldes det efter alt at dømme først og fremmest hans elendige håndtering af covid-19 og skadevirkningerne på den amerikanske økonomi.

Facit er stærkt foruroligende: På trods af, at Trump gjorde alt galt, og på trods af den dybeste økonomiske krise i mands minde, fik han flere stemmer end nogen anden siddende amerikansk præsident. Han var et hårsbred fra at vinde. Ikke med snyd, men med stemmer.

For den amerikanske venstrefløj – og for den danske – må det give stof til selvransagelse: Var det Trumps tummelumske vanvid eller venstrefløjens udskejelser i identitetspolitik og krav om at fjerne politiets bevillinger, der mobiliserede så mange nye vælgere, at det bragte USA – og os alle – uhyggeligt tæt på afgrunden?

Krav om suverænitet vil præge 2021
En tredje erfaring handler om suverænitet, der blev et mantra for 2020. Først som alle landes hektiske forsøg på at sikre sig det nødvendige til beskyttelse af borgerne. Værnemidler, sprit, tests. Banale produkter, som pludselig viste sig uundværlig og svære at få fat i.

Lande og borgere kappedes om at hamstre, og plattenslagere havde gyldne tider, mens den pointe sank ind, at vi må have mere kontrol med det, vi har mest brug for, og hånd i hanke med det, vi ikke kan undvære.

Det globale marked er godt til meget, men hvad når det pludselig ikke virker? Er der så noget vitalt, vi mangler? Svaret var ja, men ikke så entydigt, som mange måske frygtede: Trods nedlukninger i store dele af verden, lukkede grænser og en økonomisk kolbøtte af usete dimensioner kom de globale handelskæder forbløffende fint gennem krisen.

Selv de mest eksotiske produkter fra de fjerneste egne nåede frem til hylderne, og ingen manglede noget, de plejede at kunne købe sig til.

Alligevel har krisen efterladt en eftersmag og bestyrket krav, der allerede før covid lød med voksende styrke: Vi vil have bedre styr på vores data, teknologier, medicin og i det hele taget med vores industrier. Vi vil være mindre afhængige og mindre prisgivet storpolitiske humørsvingninger i og mellem verdens supermagter.

Kravet om suverænitet kommer til at præge også 2021, for os vel at mærke ikke mest i national sammenhæng, men i europæisk.

Storbritannien har aldrig stået svagere
I Storbritannien er Boris Johnsen kørt i grøften med sin hyper nationale udlægning af suverænitet. Efter mere end fire års tomme løfter, stod sandhedens time for døren den første januar: Nej, den står ikke stærkest, som står alene.

Nej, selv et elsket, beundret og respekteret land kan ikke få fordelene ved at være med i verdens største marked uden også at ville overholde de regler, de selv og 27 andre demokratiske lande har aftalt. Og nej, suverænitet og indflydelse på egen skæbne er ikke én og samme ting. Briterne er ikke blevet mere suveræne ved indgangen til 2021.

Tværtimod har de har aldrig stået svagere og aldrig haft mindre indflydelse på egen skæbne. Er der ikke kommet andet godt ud af dette unødvendige, ulykkelige og uværdige forløb, har det i det mindste vist hulheden i påstanden om, at man bliver mere suveræn af at lukke sig selv ude fra det samarbejde, der afgør vores fælles fremtid.

Virus byttes ud med klima i 2021
Det gælder endnu mere i en verden, hvor de fleste lande er blevet mere optaget af at mindske deres egen sårbarhed.

Den strategiske magtkamp mellem USA og Kina og måden, Trump-administrationen har benyttet sin enestående position til at lægge pres også på nære europæiske allierede, har efterladt en verden, hvor alle stræber efter at gøre sig selv mere robuste, og hvor vi alle har måttet lære at tænke mere strategisk.

Det kunne Danmark gennem store dele af det 20. århundrede, hvor vi frygtede for vores eksistens og forsigtigt manøvrerede i en farlig verden. Men det har vi næsten glemt i de seneste årtier, hvor vi har givet os lov til at tro, at udenrigspolitik mest handler om at fortælle resten af verden, hvordan den bør opføre sig: nemlig som os.

Med det afsæt, kan 2021 næsten kun blive bedre. Og hvorfor ikke? Vaccinerne er over os, og med dem håbet og det gode humør. Den forunderlige verden af generøse hjælpepakker og så lave renter, at man skulle tro, det er løgn, ser ud til at vare ved. Vi har ganske enkelt ikke råd til andet.

Til gengæld har vi råd til at begynde forfra, optimistiske og med lyst til at komme i gang med det hele igen, når 2021 giver os lov og mulighed. Det kan være, vi også er blevet lidt bedre til at passe bedre på vores verden.

2020 stod i virussens tegn. 2021 kommer til at stå i klimaets. Det er et godt bytte.