Økonom: Bedre brug af bistand kræver bredere tænkning

Af Nina Blöndal
Konsulent og udviklingsøkonom

Claus Kvist Hansen, udviklingsordfører for DF, vil gerne sikre, at skatteborgernes penge bruges optimalt. Det er svært at være uenig i. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer det.

Selv mener han, at et pilotprojekt under Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus Center, hvor nye Danida-projekter ved hjælp af cost-benefit-analyser skal prioriteres for 14 millioner kroner.

Man vil her kigge på en række af Danidas nyeste projekter og udregne, hvor meget man kan få for pengene. Det kan der være god fornuft i. Cost-benefit-analyse bliver brugt i projekt- eller programudvikling i organisationer som Verdensbanken og regionale udviklingsbanker som den asiatiske udviklingsbank og den inter-amerikanske udviklingsbank.

En god cost-benefit-analyse kan give forståelse for fordele og ulemper ved et projekt eller aktivitet sammenlignet med andre aktiviteter med et tilsvarende budget.

Usikre parametre
Udfordringen er, at den slags analyser er baseret på en række mere eller mindre usikre antagelser og estimater af udgifter og gevinster. Samtlige effekter – positive som negative – skal identificeres og værdisættes, hvilket gør analyserne afhængige af, at der findes solide data på området. Det gør også resultaterne påvirkelige af de antagelser, der benyttes i regnestykket.

Bjørn Lomborgs skråsikre udmelding om, at han kan levere en firedobling af effekten af dansk udviklingsbistand, er en brugtvognsforhandler værdig.

Nina Blöndal
Konsulent og udviklingsøkonom

Det kan være en udfordring, ikke mindst på områder som bæredygtighed eller demokrati og menneskerettigheder, som er blandt fokusområder i Danmarks udviklingsstrategi. Hvilken monetær værdi har et styrket retssystem? Ligestilling mellem kønnene?

Den slags praktiske udfordringer bidrog netop til, at brugen af cost-benefit-analyser i eksempelvis Verdensbanken faldt betydeligt over en længere årrække.

Der er altså både styrker og svagheder ved cost-benefit-analyse. Der kan være positive aspekter ved inddragelse af cost-benefit-analyser i udviklingsarbejdet – men Bjørn Lomborgs skråsikre udmelding om, at han kan levere en firedobling af effekten af dansk udviklingsbistand, er en brugtvognsforhandler værdig.

Lomborgs overordnede antagelse er, at de givne aktiviteter faktisk virker som planlagt – at et ernæringsprogram faktisk skaber bedre sundhed, at investering i skoler skaber bedre læring og så videre – men det fortæller cost-benefit-analyse os intet om.

Dertil kommer, at det slet ikke adresserer det problem, som Claus Kvist Hansen selv fremhæver som årsag til at effektivisere udviklingsbistanden, nemlig svindel med midler. Det problem mindskes ikke gennem studier og analyse, men ved at sikre ressourcer og kapacitet i Danida.

Der er ingen simpel opskrift på, hvordan man øger bistandens effekt. Men skulle jeg rådgive vores politikere, ville jeg starte med to ting:

1. Bedre balance mellem krav og ressourcer
Politikerne bør starte med at erkende, at kvalitetssikring, oversigt og læring har dårlige forhold der, hvor personalemæssige ressourcer er overstrakt. Som Lars Engberg-Pedersen skriver, har Udenrigsministeriet efter år med nedskæringer kun begrænset kapacitet til projekters forberedelse, at følge implementering og opsamle læring. Der skal være balance mellem den kvalitet, der forventes leveret, og det antal hoveder, der er til at løse opgaven.

En delvis afhjælpning vil være at luge ud i uhensigtsmæssige måltal og dokumentationskrav. Jeg ser i mit internationale arbejde ofte indsamling af store mængder unødige data, og jeg har både set og forfattet rapporter, som ingen reelt har brugt til noget. Samtidigt ser jeg, hvordan travlhed tvinger hårdtarbejdende medarbejdere til at gå på kompromis med opgaver, som har direkte betydning for den primære opgave: at skabe udvikling og fremskridt i verdens fattige lande.

2. Styrket fokus på, hvad der virker
Der findes dog også gode eksempler på, at relevante studier har haft en direkte og konkret betydning for effektiviteten af bistanden. Dem bør vi lære af.

Der findes en støt stigende mængde effektevalueringer og systematiske gennemgange af “hvad der virker” i international udvikling – både for de verdensmål, Danmark har valgt at fokusere på, samt for Danidas samarbejdslande. Sådan evidens og relateret forskning er “gratis” at drage fordel af og bør inddrages systematisk i udviklingen af nye programmer og ny politik.

Vi bør samtidig selv bidrage til ny og muligvis skelsættende viden gennem udvalgte effektevalueringer på Danidas kerneindsatsområder. Som det er nu, evaluerer vi ikke effekten af dansk finansieret udviklingsstøtte. Det gør vi ikke, fordi sådanne studier er dyre og relativt teknisk krævende.

Men effektevalueringer fortæller os – i modsætning til cost-benefit-analyse – noget konkret om, hvilke resultater der er opnået for pengene. De kan i samspil med andre typer forskning være et stærkt redskab til konkrete forbedringer af bistanden og til løbende institutionel læring.

Vi skal bruge skatteborgernes penge bedst muligt, og en god debat om, hvordan vi gør det, er velkommen. Men noget quickfix findes ikke.