Seniorforsker om Lomborgs analyser: Som fod i handske

Af Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Cost-benefit-analyser er igen kommet på dagsordenen som en særlig løsning til at finde ud af, hvad der virker i udviklingssamarbejdet. Og det ville være en stor lykke, hvis de klart kunne udpege, hvilke projekter der skaber mest mulig udvikling for pengene. Det kan de imidlertid ikke.

Cost-benefit-analysers styrke er at analysere alternativer, hvor costs og benefits kan bestemmes entydigt. Når man i en fabrik overvejer at indkøbe en ny og mere effektiv maskine, er det ofte muligt at lave en analyse, der kan bestemme, om investeringen er pengene værd. Sådan er det desværre ikke i udviklingssamarbejdet.

Hvordan måler man succes?
For det første er det meget svært at bestemme benefits eller resultater af et projekt, så de er sammenlignelige med resultater af andre udviklingsprojekter.

Når man bygger en brønd, er brønden det direkte resultat, men jo ikke det, man egentlig vil opnå.

Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Man vil nødvendigvis skulle basere sig på subjektive antagelser om, hvorvidt en bestemt fremgang på uddannelsesområdet er mere eller mindre værd end en fremgang i befolkningens sundhed, i ligestillingen mellem kvinder og mænd, i transportmuligheder, i et lands demokrati og så videre.

Selv hvis man afgrænser sig til en bestemt sektor, ramler man ind i de samme problemer. Er adgang til en dårlig skole for mange mere værd end en god skole for få? Er et effektivt undervisningsministerium mere værd end veluddannede lærere?

Der er mindst lige så meget politik på vores side af udviklingssamarbejdet som på modtagernes side.

Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Forskel på resultat og formål
For det andet påvirkes det, man vil opnå, typisk af alle mulige andre faktorer end af udviklingsprojektet. Man skelner ofte mellem output (direkte resultater), outcome (afledte resultater) og impact (overordnet formål).

Når man bygger en brønd, er brønden det direkte resultat, men jo ikke det, man egentlig vil opnå. I første omgang vil det være, at folk får adgang til rent drikkevand (det afledte resultat), mens det egentlige formål er, at brugerne bliver mindre syge.

Jo mere man interesserer sig for det egentlige formål, desto mere påvirkes sagen af andre faktorer (her: udbredelsen af andre sygdomme, sundhedsfaciliteter, hygiejniske vaner og så videre).

En cost-benefit-analyse må nødvendigvis koncentrere sig om et udviklingsprojekts direkte resultater og vil derfor ikke tage højde for andre faktorers betydning for det overordnede formål, og så er vi lige vidt.

Det hele er politik
For det tredje er udvikling ikke en teknisk øvelse, men politik. Nogle politikere i modtagerlandene (ligesom herhjemme) prioriterer uddannelse, andre demokrati og atter andre noget helt syttende.

Her er det underordnet, om cost-benefit-analysen viser lidt mere eller mindre for det ene eller det andet. Skal vi respektere modtagernes egne ønsker – og det giver på lang sigt de bedste og mest bæredygtige resultater – kan vi ikke køre dem over med en cost-benefit-analyse, der tilsiger, at her skal der gøres noget andet end det, folk selv vil.

Det samme gælder herhjemme, for Danmark har mange forskellige målsætninger med udviklingsbistanden. Nogle gange er målet at bekæmpe fattigdom, andre gange er det at stoppe migration, atter andre gange handler det om at stabilisere konfliktfyldte områder.

Det kan også være at bekæmpe vold mod kvinder, at styrke demokratiet eller at bane vejen for danske virksomheder. Med andre ord er der mindst lige så meget politik på vores side af udviklingssamarbejdet som på modtagernes side.

For komplekst til cost-benefit
For det fjerde er det meningsløst at forestille sig, at man gennem cost-benefit-analyser kan finde ud af, hvad der virker, og så overføre det til andre lande. Lande er enormt forskellige, så hvad der fungerer godt i Kenya, vil næppe gøre det i Somalia.

Gode udviklingsprojekter er altid tilpasset en given situation, og en helt afgørende kompetence er derfor kendskab til et land og dets historie.

For det femte siger cost-benefit analyser sjældent noget om, hvorfor noget fungerer bedre end andet. Man bliver derfor ikke klogere på, hvad man gjorde rigtigt i et godt udviklingsprojekt.

Metoder skal altid vælges efter det, man ønsker at opnå, og desværre kan cost-benefit-analyser ikke gøre os klogere på noget så komplekst som landes udvikling og bistandens rolle heri.

Udenrigsministeriet må kigge indad
Når alt det er sagt, er der det fornuftige i Bjørn Lomborgs forslag, at det ville være godt at sikre en større opmærksomhed om, hvorvidt udviklingsaktiviteter fungerer så optimalt som muligt.

Det store problem i den sammenhæng er, at Udenrigsministeriet kun har begrænset kapacitet til at sikre projekters forberedelse, den interne vurdering af projektforslag, den løbende registrering af aktiviteter og resultater og den opsamlende læring (hvorfor gik det godt/skidt) af de enkelte aktiviteter.

Det er en konsekvens af de sidste mange års nedskæringer, og det er af langt større betydning end at få lavet tvivlsomme cost-benefit-analyser.