Oxfam Ibis: Annuller udviklingslandenes gæld

De økonomiske konsekvenser af coronapandemien gør ondt på befolkningen i hele verden, men det er de fattigste lande og mest udsatte mennesker, der bliver hårdest ramt, hvor særligt kvinder, børn og racialiserede befolkningsgrupper har betalt en uforholdsmæssig høj pris. 

I alt er over 160 millioner mennesker blevet skubbet ud i fattigdom under pandemien. Millioner af mennesker har mistet livet som følge af ulige adgang til vacciner og sundhed, 43 millioner børn og unge er stadig ude af skole, og 13 millioner kvinder er røget ud af arbejdsmarkedet globalt.

Coronakrisen har sat sine tydelig spor. Ikke nok med, at flere års fattigdomsbekæmpelse er skudt tilbage, og uligheden er eksploderet; så har pandemien med Tesla-styrke accelereret de eksisterende svagheder og udfordringer med fattigdom og ulighed i verden. 

Gælden stiger i rekordfart
Pandemien har sat budgetter og offentlige finanser i udviklingslandene under hårdt pres, hvilket betyder, at gælden stiger i rekordfart, og regeringer er tvunget til nedskæringer. De afrikanske regeringer bruger således i dag i gennemsnit næsten fire gange så meget på tilbagebetaling af gæld, som de bruger på offentlige services.

Og alene i Vestafrika skal 14 ud af 16 lande skære ned på offentlige ydelser de næste fire år. I Mali er nedskæringerne eksempelvis så store, at de svarer til næsten tre gange landets årlige sundhedsudgifter. 

Det gør genopbygningen umulig. Når der mangler penge til at investere i sundhed, uddannelse og social sikring, så skaber det kun mere ulighed. Og ulige samfund står svagt i mødet med fremtidige kriser, om det så er en økonomisk, sundheds- eller klimakrise.

Derfor er det helt afgørende, at genopbygningen handler om langt mere end at bringe lande 'tilbage', hvor de var før pandemien. Perspektivet skal være at skabe mere lige og stærke samfund på lang sigt, og at udviklingen styres og ejes af befolkningerne selv.

Midler samler støv
Her og nu kunne der gøres to ting: Annullering af udviklingslandenes gæld samt en saltvandsindsprøjtning ved at give udviklingslandene adgang til de gigantiske formuer, som IMF har stillet til rådighed for krisehåndteringen af pandemien – de såkaldte 'særlige trækningsrettigheder'. Midler, som samler støv, fordi de rige lande, der er tildelt langt størstedelen, ikke har behovet. 

Danmark alene har 30 milliarder til gode hos IMF. De penge kunne man ganske kvit og frit kanalisere videre til udsatte lande og give dem muligheden for at  gennemføre fattigdomsbekæmpende politikker, investere i jobskabelse og offentlige ydelser eller til gældsindfrielse. Med fuld transparens omkring midlerne og inddragelse af civilsamfundet i prioriteringerne.

Det er uholdbart, uretfærdigt - og utrolig forældet - at de fattige lande skal være afhængige af de rige landes nåde

Trine Pertou Mach
Politisk chef, Oxfam Ibis

Men det er selvfølgelig ikke en langsigtet løsning i sig selv. Svarene må være at se på, hvordan udviklingsbistanden understøtter en reel transformativ og bæredygtig genopretning med fokus på stærke samfund, modstandsdygtighed og en velfungerende omfordeling af ressourcerne. Det er uholdbart, uretfærdigt - og utrolig forældet - at de fattige lande skal være afhængige af de rige landes nåde, hver gang en krise indtræffer. 

Et billede på det er den aktuelle vaccineulighed, hvor de fattige lande i dag er afhængige af vaccinedonationer fra de rige lande, som ikke vil dele vaccinepatenterne med dem, der har brug for det. Og så er der den altoverskyggende klimakrise, som truer os alle: Den nye rapport fra FN's klimapanel viser, at konsekvenser af klimaforandringerne er vanvittige voldsomme, og de kommer til at ramme verdens mest udsatte lande i det globale syd langt hårdere end landene mod nord.

Opbygning af modstandsdygtige samfund
Så når vi spørger os selv, hvordan vi med udviklingspolitikken kan sikre bæredygtige livsgrundlag for borgere i det globale syd, så ligger svarene i opbygning af stærke og modstandsdygtige samfund, og i særdeleshed civilsamfund. Bistanden skal gå til fri og lige adgang til offentlig kvalitetsuddannelse, sundhed og sikkerhedsnet og en økonomi, der gør det muligt at gennemføre fattigdoms- og ulighedsbekæmpende politikker.

Her anser vi det for helt centralt at opprioritere støtte til at skabe progressive, retfærdige og velfungerende skattesystemer. Det er grundforudsætningen for, at der er ressourcer i fælleskassen til at gennemføre disse ting, og at befolkningen er med til at styre egen udvikling.