Per Stig Møller: Lykketoft pynter på sin rolle i ny bog om FN-job

ANMELDELSE: Mogens Lykketoft gjorde sit for at værne om FN i sit embede som formand for FN's generalforsamling. Denne indsats bliver beskrevet godt i bogen I verdens tjeneste, som dog også overvurderer betydningen af embedet, skriver Per Stig Møller.

Altingets vurdering: 3/6

Per Stig Møller Af Per Stig Møller
Forhenværende konservativ udenrigsminister

 

 

På initiativ af tre medarbejdere i udenrigsministeriet blev Mogens Lykketoft sat på skinner til at blive formand for FN's generalforsamling 2015-2016. Helle Thorning-Schmidt gjorde ham til Danmarks kandidat til posten og fik støtte af Lars Løkke Rasmussen (V), selv om Lykketoft anfører, at Løkke ikke sluttede op om ham.

Efter dygtig, diplomatisk indsats blev Lykketoft valgt uden modkandidat, og han udfyldte posten med stort engagement og megen ildhu. Han tog mange initiativer og drog på mange rejser til flygtningelejrene og verdenssamfundets ledere med henblik på at tale fredens og FN's sag. Alt dette fortæller han og hustruen Mette Holm om i deres bog om de 15 måneder for FN.

Benægter fortidens fejltagelser
Undervejs i sin og hustruens bog benytter Lykketoft lejligheden til at få smidt nogen bagage ud af sin politiske kuffert. Nu benægter han, at han som udenrigsminister tog skarpt afstand fra USA, selv om han i august 2001 ikke mente, vi delte værdier med USA.

Og nu åler han dem, der før Irakkrigen talte om Iraks masseødelæggelsesvåben, men dem henviste han nu også selv til i sin tid som udenrigsminister, ligesom han i 1998 som medlem af regeringen uden noget nyt FN-mandat var rede til at gå i krig med Saddam Hussein for at få dem fjernet.

Det havde været bedre, om han med sine store, analytiske evner havde reflekteret over sine fejltagelser i stedet for at benægte dem.

Generalforsamlingens blakkede formandshistorik
Lykketoft beretter grundigt om de resultater, som blev opnået i hans formandstid. De nye bæredygtighedsmål og de åbne høringer af kandidaterne til posten som FN's generalsekretær, som han tror sikrede Guterres posten, men den havde han nu nok fået alligevel. Man må håbe, at Sikkerhedsrådet fortsat har det afgørende ord.

Tænk blot på mange af generalforsamlingens resolutioner og på, at Lykketofts afløser er Peter Thomson fra Fiji-øerne, hvis regering er under kraftig anklage for at bryde menneskerettighederne! Lykketofts forgænger kom i øvrigt fra Uganda, som har det lidt svært med demokratiet!

I forbindelse med klimaaftalen i Paris roser han med rette den franske udenrigsminister Fabius og især USA og Kina, mens han håner Lars Løkke Rasmussen for ikke at kunne få aftalen igennem i København. Men her glemmer han, at dengang ville lige netop USA og Kina ikke forpligte sig.  

Pressen overvurderede Lykketofts toppost
Danmark var glad for, at Lykketoft blev formand for FN, men pressen overvurderede nok postens betydning og muligheder, for formanden spiller ingen nævneværdig rolle i det politiske spil.

Det udspilles i Sikkerhedsrådet, hvor Danmark sad i 2005 og 2006, og først og fremmest mellem dets fem permanente medlemmer og FN's generalsekretær.

Her afgøres budgettet, og her træffes de store beslutningen om krig og fred. At Sikkerhedsrådet ofte lammer sig selv og ikke længere er repræsentativt for verdenssamfundet, er en beklagelig kendsgerning, hvorfor skiftende danske regeringer har støttet en reform af Sikkerhedsrådet. Den arbejdede også Lykketoft for, men den har desværre fortsat lange udsigter.

I mine 13 år som deltager i generalforsamlingen var der næppe nogen, der bemærkede formanden, og i mine to år i Sikkerhedsrådet rådførte vi os aldrig med denne. Den eneste formand, jeg husker, var svenskeren Jan Eliasson, som havde evnen til at bringe sig selv og dermed formandsrollen i fokus. Han var Lykketofts gode samarbejdspartner og rollemodel, men nogen særlig indflydelse på beslutningerne havde heller ikke han. For det har formanden ikke.

Damebladsagtige førstedame-beretninger
Jeg erindrer heller ikke konerne til formændene, selv om Mette Holm gør meget ud af at omtale sig selv som førstedame og gør alle statsministerfruer til førstedamer, men vi kaldte dem nu ægtefæller.

Hun skriver langt om alle de rejser og sociale begivenheder, hun deltog i sammen med Lykketoft, hvis indsats hun beskriver i en damebladsagtig, beundrende stil, og sjovt har de da haft det. Og Mogens Lykketoft har givetvis været en af de allerbedste formænd, generalforsamlingen har haft.

I sin bog er han en fin fortaler for FN, der hver dag med sine mange organisationer, kommissioner, komitéer, agenturer og fredsbevarende styrker gør en betydelig forskel for millioner af nødstedte og ildestedte mennesker over alt på kloden.

Havde vi ikke FN, måtte vi opfinde det, men faktum er, at det ville vi nok slet ikke være i stand til i dag. Derfor må vi værne om og forbedre det FN, vi har. Dét gjorde Lykketoft sit for, og den indsats beskrives godt i bogen.

 

 

Mette Holm og Mogens Lykketoft.
”I verdens tjeneste - 15 måneder for FN”.
270 sider.
Pris: 249,95 kr.
Forlag: Rosinante.

 

Forrige artikel Søvndals problematiske optimisme Søvndals problematiske optimisme Næste artikel Adam Holm: Varbergs vellykkede vandrehistorier Adam Holm: Varbergs vellykkede vandrehistorier