Politikere gemmer sig bag menneskerettigheder

INTERVIEW: Danmarks forhold til menneskerettighedskonventionerne handler for meget om jura og for lidt om politik. Det truer konventionernes legitimitet. Men udviklingen er ved at vende, argumenterer Institut for Menneskerettigheders direktør Jonas Christoffersen i ny bog.

Den internationale regulering af menneskerettighederne risikerer at miste legitimitet, hvis ikke de folkevalgte politikere tør debattere rettighedernes rolle i samfundet. Det mener Institut for Menneskerettigheders direktør Jonas Christoffersen.
Den internationale regulering af menneskerettighederne risikerer at miste legitimitet, hvis ikke de folkevalgte politikere tør debattere rettighedernes rolle i samfundet. Det mener Institut for Menneskerettigheders direktør Jonas Christoffersen.Foto: colourbox.dk
Kasper FrandsenKim Rosenkilde

Magtbalancen mellem jurister og politikere er skiftet, og det har givet juristerne for stort ansvar og magt.

Jonas Christoffersen
Direktør ved Institut for Menneskerettigheder
Fakta
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

I 1950 vedtog Europarådet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Konventionen trådte i kraft i 1953 og blev inkorporeret i dansk lovgivning i 1992.

Som en del af konventionen oprettede staterne i 1959 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Her kan borgere i medlemsstaterne rejse sager, hvis de oplever, at en stat krænker menneskerettighederne.

I Danmark betyder EMRK meget. Den blev inkorporeret i lovgivningen i 1992, og danske domstole har dermed pligt til at håndhæve den. Desuden betyder det, at borgere kan klage til myndighederne eller lægge sag an med direkte henvisning til EMRK.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder
Fakta
CV for Jonas Christoffersen, dr.jur
  • Dirketør for Institut for Menneskerettigheder (2009- )
  • Lektor på Københavns Universitet, Juridisk Institut (2003-2006 og 2007-2008)
  • Konstitueret dommer i Østre Landsret (2006-2007)
  • Advokat ved Gorrissen Federspiel Kierkegaard med møde for Højesteret
  • Dommerfuldmægtig i Højesteret (1998-1999)
Bestyrelsesposter og engagementer
  • Medlem af bestyrelsen for Sammenslutningerne af Nationale Menneskerettighedsinstitutioner
  • VL 12
  • Københavns Kommunes Mangfoldighedsboard
  • Nordic Journal of International Laws redaktionskomite
  • EU- og Menneskerets redaktionskomité
  • Politikens Fredskomité
  • De Nordiske Juristmøders Styrelse
  • International Law Associations Committee on Int. Human Rights Law and Practice

Politikerne skal på banen. Alt for længe har spørgsmål om menneskerettigheder været henvist til en international juridisk mølle, der maler i et sådant tempo, at det truer den folkelige forankring og demokratiske legitimitet.

I takt med at den internationale regulering er ekspanderet og blevet stadig mere fintmasket, har den også banet vejen for en større fremmedgørelse blandt borgere, jurister og politikere nationalt.

Hvis ikke debatten om menneskerettighedernes omfang og rækkevidde gøres til et nationalt politisk anliggende, risikerer hele systemet derfor at smuldre, mener Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Dokumentation

FN's menneskerettighedskonventioner

Som en del af arbejdet vedtager FN’s Generalforsamling i 1948 FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Erklæringen er ledestjerne for en række resolutioner, erklæringer og love.

Siden 1948 har FN vedtaget en række folkeretligt bindende menneskerettighedskonventioner. De otte vigtigste er:

  • FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
  • FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
  • FN’s Konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
  • FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder
  • FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
  • FN’s konvention om barnets rettigheder
  • FN’s konvention om vandrende arbejdstageres rettigheder
  • FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap

Danmark har tiltrådt alle de nævnte konventioner med undtagelse af FN’s konvention om vandrende arbejdstageres rettigheder.

Når en medlemsstat har tiltrådt en konvention, har staten pligt til at sikre, at national lovgivning og praksis lever op til konventionens krav. Dette betyder, at man som borger kan påberåbe sig konventionen over for danske administrative myndigheder og domstole, hvis man mener, at konventionens bestemmelser overtrædes.

Desuden giver nogle af de ovenfor nævnte konventioner en ret for enkeltpersoner til at klage til FN, hvis man mener, at ens rettigheder efter disse konventioner er blevet krænket (den såkaldte ”individuelle klageadgang”).

Kilde: Justitsministeriet og Institut for Menneskerettigheder


0:000:00