Professor: Når hverdagen vender tilbage, er Udenrigsministeriet stadig i knæ

DEBAT: Udenrigsministeriet har excelleret under coronakrisen, men når vi er tilbage ved normalen, står det tilbage som et amputeret ministerium, der har brug for flere ressourcer, skriver professor i statskundskab Martin Marcussen.

Af Martin Marcussen
Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Den danske udenrigstjeneste er den mindste i Skandinavien - langt den mindste. Det er resultatet af næsten tyve års besparelser på driftsbudgettet. Ministeriet har i mange år ikke haft en koalition af tilhængere, der kunne stille sig op og forsvare det i budgetforhandlinger og banke hårdt i bordet under møder i koordinationsudvalget.

Ministeriets skiftende politiske ledelser har heller ikke været gode til at forklare den danske offentlighed, hvor væsentligt det er, at et lille, åbent land som Danmark er stærkt tilstede rundt omkring i verden og i internationale organisationer som FN, EU og NATO.

I de seneste par måneder har Udenrigsministeriet fået lov til at vise, hvad det kan, når det arbejder som en krisestyringsorganisation.

Godt diplomatisk håndværk
I kriser står man ofte alene. Alle lande forsvarer først og fremmest deres egne interesser og deres egne borgere. På trods af denne grundlæggende krisedynamik er det alligevel lykkedes for ministeriets diplomater at få et utal af private og offentlige parter til at arbejde sammen, så danskere kan blive bragt hjem fra steder i verden, hvor vi ingen ambassader har.

Det er godt diplomatisk håndværk. Indsatsen har også illustreret, hvor vigtig det er at have en forsikringsordning i form af dygtige diplomater, der under ekstremt udfordrende vilkår kan tænke selv og træffe beslutninger.

Snart dukker der imidlertid en anden virkelighed op. I hverdagene er Udenrigsministeriet nemlig en driftsorganisation, der skal fremme dansk eksport, behandle et utal af almindelige konsulære sager, forhandle i internationale organisationer og monitorere udviklingsbistanden.

I modsætning til krisestyringen er driften af dansk udenrigspolitik langt mere usynlig for den danske offentlighed. Men det er denne del, der er helt afgørende for, at Danmark kan forblive et rigt og sikkert land med et godt omdømme og et stort netværk af venner verden over.

Tre nødvendige investeringer
I dag kører driftsorganisationen Udenrigsministeriet på de sidste benzindampe. Der er behov for en markant forøgelse af driftsbudgettet, og tiden er måske netop nu kommet til at diskutere, hvor der på kort sigt skal investeres i nye ressourcer.

Her er tre bud på investeringer, der i uprioriteret rækkefølge nødvendigvis må foretages i den allernærmeste fremtid:

For det første er vi nød til at gøre op med den forestilling, at vi kan varetage helt almindelige diplomatiske opgaver på ambassader og konsulater med kun én eller to udsendte medarbejdere. I dag har vi 35 diplomatiske repræsentationer, hvor netop dét er tilfældet. En stor investering er således nødt til at finde sted på de allermindste repræsentationer.

For det andet er vi nødt til at forstå, at vi ikke kan fremme danske interesser i vigtige internationale organisationer som FN, NATO og EU ved at flyve danskere ind med morgenflyet for derefter at flyve dem hjem med aftenflyet. Den permanente tilstedeværelse er helt afgørende for, at vi kan indgå i de kontinuerlige, formelle såvel som uformelle, forhandlinger i disse organisationer. En stor investering bør således føre til en markant opgradering af de permanente repræsentationer.

For det tredje er det en afgørende konkurrencefordel for en dansk diplomat, at vedkommende har en solid hjemmebase, hvor der finder analyse og vidensopsamling sted.

En anseelig investering bør således rettes mod en solid kompetenceopbygning og analysekapacitet i ministeriet. Vi har ikke tilstrækkeligt med diplomater, der taler russisk, arabisk og kinesisk. Vi har ikke den nødvendige juridiske og økonomiske kapacitet, der er nødvendig for at kunne vurdere den komplekse internationale politiske økonomi. Ministeriet har heller ikke overskud til kontinuerligt at monitorere de udviklingstendenser, der på sigt vil kræve dansk opmærksomhed.

En godbid i vente
Dette er blot investeringer, der bør finde sted her og nu. Hertil kommer behovet for at oprette nye ambassader i vigtige lande, som vi nærmest ingen diplomatisk relation har til. Der er desuden behov for at oprette en diplomatskole og for at opgradere hele udenrigstjenestens digitale infrastruktur.

Regeringen ved udemærket godt, at Udenrigsministeriet har leveret en forbilledlig indsats i forbindelse med coronakrisen. Det ser også ud til, at der vil falde én eller anden belønning af til ministeriet i form af en målrettet investering rettet mod genopretningen af det danske erhvervslivs internationale konkurrenceevne.

Men spørgsmålet er, hvorvidt regeringen også indser, at der er behov for en langt bredere og dybereliggende genopretning af et ministerium, der til hverdag – midt i forhandlingerne om den kommunale udligning og den tidlige tilbagetrækning på arbejdsmarkedet – ikke tiltrækker sig den store opmærksomhed.

Forrige artikel Kofod: Kritik af Udenrigsministeriet rammer ved siden af Kofod: Kritik af Udenrigsministeriet rammer ved siden af Næste artikel LGBT Asylum: Coronakrisen rammer LGBT+-flygtninge særligt hårdt LGBT Asylum: Coronakrisen rammer LGBT+-flygtninge særligt hårdt
Ny a la carte-model for europæisk asylpolitik får hug fra flere sider

Ny a la carte-model for europæisk asylpolitik får hug fra flere sider

MIGRATIONSPAGT: EU-Kommissionen slagter kontroversiel idé om tvungen omfordeling af flygtninge, men indfører princippet igen ad bagdøren, lyder noget af kritikken af nyt EU-udspil til asylpolitik, mens andre mener, at fokus på grænsekontrol og hurtige udvisninger risikerer at underminere flygtninges retssikkerhed.