Professor: Tre nye rapporter punkterer myten om, at globaliseringen løfter alle

Kommer de allerrigeste til gavn

Mens der i årtier har lydt et mantra om, at økonomisk globalisering er et tidevand, der løfter alle både, peger rapporterne på noget ganske andet. Mens verden er blevet markant rigere de sidste 20 år, tilfalder en meget stor del af væksten private formuer.

I følge G20-rapporten har den globalt rigeste 1 procent således tilegnet sig 41 procent af al ny formue mellem 2000 og 2024.

WIR-rapporten finder, at de 10 procent rigeste i verden besidder 75 procent af al formue, mens de 50 procent globalt fattigste har to procent.

Oxfam-rapporten hævder, at de 12 rigeste milliardærer tilsammen nu har en større formue end den globale fattigste 50 procent af verdens befolkning, og at dollarmilliardærformuernes vækst de seneste tre år har været tre gange højere end gennemsnitsvæksten de forudgående fem år.

Kina fremhæves ofte som eksempel og symbol på en global udvikling med mindre fattigdom og mere lighed, men virkeligheden er mere nuanceret.

Den globale Gini-koefficient, et mål for hvor ulige verdensindkomstfordelingen er, hvis den blev målt som ét land, har faldet eller stabiliseret sig på 0,61. Men dette er fortsat på et meget højt niveau, sammenlignet med nogle af verdens mest ulige lande som Sydafrika.

Mens udviklingen i Østasien, især Kina, ganske vist trækker i en anden retning med enorme velstandsstigninger for mange, i hvad der ifølge WIR-rapporten er én af de mest bemærkelsesværdige indkomstindhentninger i moderne historie, ændrer dette dog ikke samlet på, at global vækst og velstand i høj grad kommer de allerrigeste til gavn.  

Fattigdom og fødevareusikkerhed 

Hvis man har en optimistisk og lineær historiefortælling om, at der bare bliver færre og færre fattige i verden, og at færre og færre kæmper med at få mad på bordet, kan man godt revurdere sine antagelser.

Globalt er fattigdomsafskaffelse i stilstand eller endda stagnation og med stigende ekstrem fattigdom i Afrika.

Verdensbanken skønner, at der globalt vil være 3,55 milliarder fattige i 2029, og at 2020-2030 vil være endnu et ’tabt årti’ for reduktion af ekstrem fattigdom. G20 rapporten finder, at op mod en fjerdedel (cirka 2,3 milliarder) af verdens mennesker oplever moderat eller svær fødevareusikkerhed.

Det er et tal, der i øvrigt er steget med 335 millioner siden 2019, hvor den globale pandemi indtraf, med katastrofale følger for mange lande i det globale syd.

Fødevareusikkerhed er imidlertid ikke kun noget, der findes i det globale syd: Ifølge FAO kæmper op mod 92 millioner mennesker dagligt med at få adgang til mad i Nordamerika og Europa, nogle af de klart rigeste regioner i verden. Lignende store uligheder går i øvrigt igen, hvis man ser på adgang til uddannelse, bolig og sundhed.

Ulige muligheder for udvikling

Et grundideal i den moderne verden, som mange formentlig vil tilslutte sig, og som har rødder i oplysningstiden, er princippet om, at alle individer bør have lige muligheder for at udvikle sig.

Der er dog en lang afstand mellem ideal og virkelighed.

G20 rapporten argumenterer for, at der globalt er en meget høj korrelation mellem mulighedsulighed og resultatulighed: Jo større ulighed i muligheder individer har, des mere sandsynligt er det, at der vil være ringe social mobilitet.

Dette er for eksempel tilfældet i USA trods en populær forestilling om det modsatte som ’mulighedernes land’. G20-rapporten finder en høj grad af intergenerationel overførsel af ulighed globalt. På tværs af rapporterne findes også dokumentation for en betydelig global kønsulighed, hvor kvinder både arbejder mere og tjener mindre.

I hvilket land, man er født, spiller også en stor rolle: Ifølge G20-rapporten kan ikke mindre end 75 procent af individers indkomster bestemmes ud fra hvilket land, de bor i.

Det er således ikke uden grund, at forskere lidt populært har talt om et moderne ’fødselslotteri’, hvor nationalitet og statsborgerskab i høj grad er bestemmende for individuelle livsmuligheder.

Lande har ulige muligheder for udvikling

Idealet om lige muligheder gør sig, måske lidet overraskende, heller ikke gældende for nationer.

WIR-rapporten og G20-rapporten argumenterer for, at det eksisterende internationale monetære og finansielle system i høj grad begunstiger lande i det globale nord i en moderne form for ’unequal exchange’.

De foreslår derfor på en lang række mulige politiske tiltag, både nationalt og internationalt, angående for eksempel gældseftergivelse, intellektuelle ejendomsrettigheder, beskatning, handelsvilkår, kapitalkontrol og konkurrence.

Dermed gentager de nogle idéer om, at gendesigne den internationale politiske økonomi, som vi finder paralleller til tilbage i 1970’erne.

Ulighed er et valg

De tre rapporter omhandler også klimaforandringer, globale uligheders historiske årsager og argumenterer for en lang række problemer forbundet med ekstrem ulighed, såsom svækkelse af sammenhængskraft, tillid, politisk stabilitet, økonomisk vækst og talentspild som følge af ringe investering i uddannelse.

Hvor G20-rapporten har foreslået at nedsætte et internationalt ulighedspanel som en pendant til FN’s internationale klimapanel, IPCC, adskiller Oxfam-rapporten sig med et dybdegående fokus på, hvordan økonomisk ulighed omsætter sig til politisk ulighed i form af alt fra lobbyisme, donationer, svingdøre, mediekontrol og politisk repræsentation, og at der globalt er en foruroligende trend i retning af mere autoritære regimer og et skifte fra demokrati mod oligarki.

Fælles for de tre rapporter er dog, at de alle betoner, at det i sidste ende stadig er et valg, hvordan verdens nationer og relationerne imellem dem skal indrettes.

Rapporterne leverer dermed kritiske input i en tid, hvor den internationale orden synes at være i opbrud.