Debat

Professor: Det kniber gevaldigt for udenrigstjenesten med at forstå dansk politik og forvaltning

Det er stort set Udenrigsministeriets egen skyld, at det spiller en så forsvindende lille rolle i det danske samfund. Klassisk forståelse for dansk parlamentarisme, folkestyre, lokaldemokratiet og retsstaten trænges i baggrunden til fordel for politik, som de færreste danskere interesserer sig for, skriver Martin Marcussen.

Det danske diplomatis succes afhænger af, at de danske diplomater, ja hele udenrigstjenesten fra top til bund, kan læse og forstå dansk politik og forvaltning. Og her kniber det gevaldigt, skriver Martin Marcussen.
Det danske diplomatis succes afhænger af, at de danske diplomater, ja hele udenrigstjenesten fra top til bund, kan læse og forstå dansk politik og forvaltning. Og her kniber det gevaldigt, skriver Martin Marcussen.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Martin Marcussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er vigtigt, at du “brænder for international politik”, står der i stillingsopslagene til de få fuldmægtigstillinger, der hvert forår slås op i Udenrigsministeriet. Det kan nok ikke komme som en overraskelse for nogen.

Kun en tåbe vil ikke møde op til en forhandling med Finansministeriet bevæbnet til tænderne med viden og gode argumenter. I disse forhandlinger nytter det ikke noget at ”brænde for international politik”.

Martin Marcussen
Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Hvad der måske nok er mere overraskende er, at det danske diplomatis succes afhænger af, at de danske diplomater, ja hele udenrigstjenesten fra top til bund, kan læse og forstå dansk politik og forvaltning. Og her kniber det gevaldigt.

Sagen er den, at diplomatiet ikke fungerer i en afsondret boble isoleret fra Folketinget, kommunerne, de øvrige ministerier på Slotsholmen, de danske borgere i Danmark, danske medier, domstolene og de danske universiteter.

Du skal ”have en interesse for dansk politik”, står der i stillingsopslagene. Men spørgsmålet er, om det i sidste ende rækker, at den danske diplomat, i tillæg til at brænde for international politik, også har en sideinteresse for dansk politik.

Ligesom alle andre embedsmænd og –kvinder i Danmark indgår de danske diplomater nemlig i et komplekst spil om synlighed, ressourcer, legitimitet og magt. Det er et spil, der udspilles på den danske arena, og ikke i Langtbortistan. For at kunne spille dette komplekse spil er det helt essentielt, at de danske diplomater mestrer dansk politik og forvaltning til perfektion.

Ikke nok at ”have en interesse for dansk politi"
Det er i Danmark, at dansk udenrigspolitik forklares. Det sker i forhold til Folketinget, de øvrige ministerier og ikke mindst i forhold til den brede befolkning og medierne. Det er også i Danmark, at Udenrigsministeriets eksistensberettigelse fastlægges.

Hvorfor har vi egentlig en udenrigstjeneste, når nu alle ministerier i dag fint klarer sig selv på den internationale arena, og kun i meget begrænset omfang ønsker, at Udenrigsministeriet blander sig? Hvorfor har vi egentlig ambassader? Er det med de teknologiske landvindinger ikke overflødigt og gammeldags at være fysisk tilstede med ambassader og konsulater 100 forskellige steder i verden? Det er spørgsmål som disse, Udenrigsministeriet og diplomaterne er nødt til at svare på - og det vel og mærke i Danmark.

Det er også i Danmark, at Udenrigsministeriet hvert år skal kæmpe for sit driftsbudget. Det kræver et endog særdeles indgående kendskab til alle de øvrige hjørner af den danske centraladministration og alle dele af finansloven. Her er det ikke nok at ”have en interesse for dansk politik”!

I disse finanslovsforhandlinger står udenrigstjenesten over for gevaldige modstandere, hvoraf Finansministeriet selvsagt er den mest truende og skrækindjagende. Kun en tåbe vil ikke møde op til en forhandling med Finansministeriet bevæbnet til tænderne med viden og gode argumenter. I disse forhandlinger nytter det ikke noget at ”brænde for international politik”.

Udenrigsministeriet spiller en forbavsende lille rolle
Det er i Danmark, at Udenrigsministeriet skal identificere og række ud til en lang række aktører, der hver især og tilsammen spiller en vigtig rolle for Danmarks placering i verden. Der produceres faktisk udenrigspolitik andre steder end lige netop på Asiatisk Plads.

Det er faktisk overraskende, hvor lille en rolle Udenrigsministeriet i det hele taget spiller i Danmark.

Martin Marcussen
Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Indtil videre har Udenrigsministeriet formået at række ud til det danske erhvervsliv i håb om, at dette erhvervsliv kunne tænkes at købe ministeriets serviceydelser for en timebetaling. Men på andre områder står det ret sløjt til.

Kultur-, kunst- og sportsinstitutionerne i Danmark er grundlæggende internationale. Det gælder muséerne, bibliotekerne, håndbold- og fodboldklubberne, kunst- og designskolerne. Der er meget få af disse internationalt orienterede aktører, der føler, at Udenrigsministeriet spiller en essentiel rolle for deres internationale arbejde.

Også kommunerne og byerne i Danmark rækker ud til verden. Det gør de hver for sig og i nogle tilfælde i fællesskab via bynetværk. Man ønsker at tiltrække forskellige former for internationale ressourcer til lokalsamfundet, og man ønsker at understøtte en bred vifte af lokale aktørers internationale arbejde. Også her spiller Udenrigsministeriet en forbavsende lille rolle.

Ministeriet tager få initiativer til at ændre status quo
De danske videns- og undervisningsmiljøer er stærkt internationaliserede. Det tager form af grænseoverskridende samarbejde, udveksling og videndeling. Udenrigsministeriet ser man ikke meget til.

Når man giver det en tanke, er det faktisk overraskende hvor lille en rolle Udenrigsministeriet i det hele taget spiller i Danmark. ”Interessen for dansk politik” blandt de danske diplomater er tilsyneladende ikke så stor, at den har ført til en tilstedeværelse i dansk politik og forvaltning og i det danske samfund i al almindelighed.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad man kan gøre ved det? Udenrigsministeriet selv tager ingen eller kun få initiativer til at ændre status quo. Én idé kunne være, at man supplerer den eksisterende mesterlære i ministeriet, der angiveligt har til formål at strømline de unge nyansatte fuldmægtige med resten af udenrigstjenesten, med en diplomatskole. Diplomatskolens hovedformål skulle være at tilføre lidt inspiration udefra.

På skolen kunne de unge diplomater lære lidt om parlamentarisme. Man kunne fortælle de unge nyansatte, hvordan tredelingen af magten i Danmark fungerer, og at det er vigtigt at betragte Folketinget som medspillere snarere end som en modstander, der skal forholdes information.

Man kunne lære de unge, at i Dannmark har vi Folkestyre, og at embedsmænd og –kvinder i bund og grund er folkets tjenere. Man stiller sig til rådighed med ”de tre s’er”: sagkundskab, service og sagsbehandling.

Man kunne også lære den unge diplomat om den danske forvaltningsstruktur og -kultur, herunder at vi har et kommunestyre og et lokaldemokrati, der fungerer som hele det danske politiske og økonomiske systems grundlag. Det gør det, fordi det er på dette niveau, at sammenhængskraften i det danske samfund skabes og sikres.

Drastisk faldende driftsbudget og renommé
Endelig kunne man lære de unge mennesker, at vi lever i et retssamfund, hvor Grundloven, herunder ytringsfrihed, ikke kan trædes under fode, men derimod forsvares. Der er Grundloven, forvaltningsloven – inklusiv offentlighedsloven – og alle de konventioner, Danmark har underskrevet i forskellige sammenhænge. Men der er også en række forvaltningsdyder, der handler om at være upartisk, transparent og retfærdig, og at også diplomater handler på et etisk grundlag.

Der er nok at tage fat på, og nogen burde højt og tydeligt sige ”sæt i værk”. Faren er dog, at man i Udenrigsministeriet holder fast i idéen om, at så længe man ”brænder for international politik”, så skal det nok gå alt sammen.

Udenrigsministeriets déroute over de sidste tyve år – i form af et drastisk faldende driftsbudget og et lige så drastisk faldende renommé i Danmark – fortæller dog en helt anden sørgelig historie.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Marcussen

Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
ph.d.

0:000:00