Red Barnet: Børnene er strategiske mål i krige og konflikter

Af Jonas Keiding Lindholm
Generalsekretær, Red Barnet

”Enhver ny generation af børn tilbyder os mennesker muligheden for at genopbygge de ruiner, vi har skabt i verden”.

Ordene stammer fra Red Barnets grundlægger Eglantyne Jebb, og havde hun levet i dag, ville hun med rette kunne gentage sit budskab. For nej, vi må aldrig opgive håbet om at genopbygge, hvad menneskeheden evner at ødelægge. Især ikke, fordi de første og største ofre for ødelæggelserne altid er børn.

Lige nu lever mere end 245 millioner børn i lande eller landsdele berørt af krige og konflikter. Disse børn oplever hele skalaen af en krigs rædsler og bestandig nedbrydning af krop og sjæl.

Men de er også ofre for denne tids mest barbariske krigsstrategi: At ramme børn med vilje for at ødelægge potentialet for hele næste generation.

Børn rammes af kynisme på nye niveauer
Børn bliver ikke længere ’kun’ fanget i krydsild for siden at blive optaget i statistikken over civile tab. I dag er det nærmest blevet reglen mere end undtagelsen, at børn direkte udpeges som et strategisk og velovervejet mål for krigshandlinger.

I dag er det nærmest blevet reglen mere end undtagelsen, at børn direkte udpeges som et strategisk og velovervejet mål for krigshandlinger

 Jonas Keiding Lindholm
Generalsekretær, Red Barnet

De bliver bortført, tortureret, voldtaget, udsultet med vilje, nægtet adgang til medicin, solgt som sexslaver og børnesoldater eller giftet bort. Og de får frarøvet deres skolegang og dermed enhver chance for at bygge en bedre fremtid for dem selv og den næste generation.

På alle disse områder har 2017 været et sandt Annus Horribilis set fra børnehøjde: Rakhine-staten i Myanmar, Sydsudan, Yemen og Syrien. Alle fire nedslag er uhyrlige eksempler på, hvordan børn lige nu rammes på helt nye niveauer af kynisme i krige og konflikter.

Strategien har været ganske konsekvent: At tvinge børn ind i en veritabel dødsboks, hvor de udsættes for systematiske likvideringer og overgreb, udsultes og afskæres enhver form for nødhjælp udefra, alt imens hospitaler og skoler jævnes med jorden. Den ultimative strategi, hvis man vil udradere en hel generation både på kort og lang sigt.

I Myanmars delstat Rakhine er mere end 700.000 børn og voksne fra det muslimske Rohingya-mindretal flygtet fra direkte bestialske overgreb begået af regeringsstyrker. Vi taler om, at børn under fem år er blevet likvideret, brændt levende eller slået til døde i hundredvis siden sensommeren.

Lige nu sidder de overlevende dybt traumatiserede og udsultede i Bangladesh, hvor Red Barnet er tilstede med nødhjælp, blandt andet i form af lægehjælp og psykosocial støtte fra psykologer.

Vi gør, hvad vi kan for at forene børn og forældre, der er blevet væk fra hinanden under fordrivelserne. Men mange af børnene har mistet hele deres familie og frygter nu – med rette – at de inden for kort tid bliver sendt tilbage til deres bødler og nedbrændte landsbyer. 

Konflikter udsulter børnene
I den anden ende af verden, i Sydsudan, sulter børn til døde efter mere end fire års brutal borgerkrig. Mere end 1 million børn er lige nu akut underernærede.

Også her har netop børn været særligt udset som mål for bestialske overgreb i det, som FN har betegnet som ’etnisk udrensning’, som ligestilles med, hvad der har foregået i Rwanda. Og kun 1 ud af 13 børn forventes af FN at komme stabilt i skole de næste mange år.

I Mellemøstens fattigste land, Yemen, raser verdenshistoriens værste udbrud af kolera, og 462.000 børn er lige nu i overhængende fare for at dø af alvorlig underernæring – en forværring på 200 procent siden 2014.

Sultkatastrofen er på ingen måde naturlig. Den er det direkte resultat af afstumpet, udspekuleret magtspil, senest eksemplificeret af Saudi Arabiens kyniske blokade for international nødhjælp. Borgerkrigen i Yemen og børnenes fortsatte lidelser har nu stået på i tre år uden større internationale reaktioner.

For det er bekvemt og nemt at kigge væk. Og imens mister 4,5 millioner børn enhver chance for at uddanne sig til et liv med håb og fremtid. Børnene kan ikke komme i skole - over 1000 skoler er bogstaveligt talt lagt i ruiner.

Det samme ses i Syrien. Også her er en meget stor del af den uddannelsesmæssige infrastruktur omdannet til murbrokker efter kontinuerlige angreb fra russiske eller syriske luftbombardementer.

Mindst tre millioner børn i Syrien har aldrig oplevet andet end krig og ødelæggelse. De er dybt traumatiserede og skal leve med krigens terror mejslet i deres sjæl, alt imens deres barndom er blevet stjålet.

Målet for 2018 er at få børnene ud af ondskaben
Angreb på skoler – og skolebørn – er et angreb på lærdom og dermed et angreb på en hel generations muligheder og potentialer for at bære verden videre.

Alle disse uhyrligheder – denne komplette foragt for Folkeretten – står på, alt imens FN’s Sikkerhedsråd ser komplet handlingslammet til.

Udfordringerne i de fire lande er i sagens natur forskellige og dybt komplekse, og derfor må løsningerne selvfølgelig også være det. Det afgørende er, at det internationale samfund vender sig om og begynder at se alle disse børn i øjnene.

Desværre står vi nogenlunde på samme sted nu, som vi gjorde for snart 100 år siden. Dengang gik Red Barnets grundlægger Eglantyne Jebb til kamp mod en omfattende blokade, der afskar udsultede børn i Tyskland og Østrig fra nødhjælp efter Første Verdenskrig.

Hendes modstand blev også grundstenen til Red Barnet og siden inspiration for vores grundlæggende menneskerettigheder og FN’s Børnekonvention i 1989. Og alligevel står vi så her igen.

At få børn ud af denne ondskab må og skal være et af de altoverskyggende mål for 2018 og frem.

Det gælder freden og sikkerheden for hele næste generation – også i vores del af verden. At menneskeheden vil lære af sine ugerninger og bygge en bedre verden, for næste generation er en ambition, vi aldrig må opgive.