Tidligere biskop: Danmark vil forsvare menneskerettigheder i Iran. Bare ikke retten til at tro frit

Endnu engang ser det ud til, at tanke-, tros- og religionsfrihed er fraværende i den officielle danske udenrigspolitiske kommunikation. I forhold til Iran havde det ellers været særlig nødvendigt.

Tros- og religionsfrihed

Retten til at tro – eller lade være med at tro – er ikke en "særinteresse," men en grundlæggende menneskerettighed, beskyttet i FN’s menneskerettighedserklæring.

Den er afgørende både for individets frihed og for stabile, demokratiske samfund. Fra årtiers internationale rapportering ved vi, at Iran har store problemer med at overholde menneskerettighederne, ikke mindst tros- og religionsfrihed.

Endnu engang ser det ud til, at tanke-, tros- og religionsfrihed er fraværende i den officielle danske udenrigspolitiske kommunikation.

Peter Fischer-Møller
Tidligere biskop og formand for Tænketanken For Forfulgte Kristne

Alligevel fremgår tros-, tanke- og religionsfrihed sjældent af Danmarks udenrigspolitiske udmeldinger, selv i sager, hvor den burde være selvskreven.

Iran er et af de lande i verden med mest ekstrem statslig kontrol af borgeres overbevisninger: Konvertitter fængsles, religiøse minoriteter diskrimineres systematisk, og kristne anklages for at være udenlandske agenter.

Der var i 2024 rapporter om 96 nye kendte sager om fængslede kristne. Forseelserne kan være at arrangere huskirker, og ofte er der tale om vage anklager som 'propaganda mod staten.'

Især konvertitter fra islam lever livet farligt, da der er dødsstraf for omvendelse fra islam i Iran, og Iran i 2024 var det land i verden med flest henrettelser i forhold til antal indbyggere.

Da Danmark etablerede Enheden for Religions- og Trosfrihed, var Iran et af i alt fire fokuslande, så det er forventeligt, at ansatte i ministeriet kender indgående til situationen i landet.

Derfor er det trist, når Danmark tilsyneladende ikke bringer disse overtrædelser af tros- og religionsfrihed ind i mødet med den iranske charge d’affaires.

Tomme ord

Når Danmark vælger ikke at nævne tros- og religionsfrihed i kommunikationen – trods åbenlyse krænkelser – sender det et forkert signal.

For i flere politiske dokumenter er tros- og religionsfrihed udtrykkeligt nævnt som en dansk prioritet, senest i regeringens udviklingspolitiske strategi "Verden i opbrud," hvor der skrives: "Dansk udviklingssamarbejde vil fortsat levere utvetydig støtte til religions- og trosfrihed, ikke mindst med fokus på indsatser for forfulgte kristne."

I praksis bliver tros- og religionsfrihed dog gang på gang nedtonet eller helt udeladt — også dér, hvor den oplagt hører til, som her i forhold til Iran.

I praksis bliver tros- og religionsfrihed gang på gang nedtonet eller helt udeladt — også dér, hvor den oplagt hører til, som her i forhold til Iran.  

Peter Fischer-Møller
Tidligere biskop og formand for Tænketanken For Forfulgte Kristne

Det er et problem, fordi tros- og religionsfrihed hænger sammen med alle de andre rettigheder, Danmark gerne taler højt om: ligestilling, ytringsfrihed, mindretalsbeskyttelse og civilsamfundets råderum.

Og fordi de steder, hvor mennesker frit kan tænke, tro og tvivle, også er de steder, hvor ekstremisme har sværere ved at få fodfæste, og hvor demokratiet har mulighed for at slå rødder.

Det kunne vi ønske os, at udenrigsministeren havde sagt til den iranske diplomat, for tilsammen tegner det et billede af den forandring, som vi kan ønske for de demonstrerende iranere i disse uger.

Det begynder med noget så enkelt som at sige ordene højt, når situationen kræver det, og når vi har mulighed for det.