Røde Kors: Danmark skal have en klar strategi for sit engagement i konfliktramte stater

Ny strategi for skrøbelige kontekster

Men spørgsmål som ovenstående kalder på en klarere strategi for Danmarks engagement i skrøbelige kontekster – både sikkerhedspolitisk, diplomatisk og humanitært. En sådan bør involvere nye måder at samarbejde på tværs af sektorer, med lokale aktører og innovative partnerskaber.

I mange år har migrationsstrømme mod Danmark været det politiske hovedargument for at hjælpe i nærområderne. Det kan og må dog ikke stå alene.

Danmark kan gå forrest og vise at fremskridt, selv for lande som for eksempel Burkina Faso og Myanmar, er muligt. Kun ved det gode eksempels magt kan vi som et lille land punch above our weight.

Danmarks mulige medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2025-26 giver en platform for aktivt at vise, hvordan det faktisk er muligt på trods at arbejde humanitært og udviklingsorienteret i de områder, der med et symptomatisk begreb refereres til som ”politisk fremmedgjorte”.

Den lokaliseringsdagsorden, som for Danmark i flere år nu har været helt afgørende for at finde bæredygtige løsninger i samarbejde med vores partnere, bliver særlig relevant i lande, hvor vores udviklingsarbejdes legitimitet ikke kan hægtes op på en troværdig værtsstat. De lokale institutioner bliver derfor helt afgørende for, at vi kan lykkedes med kapacitetsopbygning, kontekstspecifikke responser med mere.

Dan Jørgensen og Lars Løkke skal turde at prioritere hjælpen der, hvor den er sværest at give. Fordi vi skal måles på relevansen og kvaliteten af vores hjælp. Ikke på hvor let det er at give den

Peter Klansø
International chef, Røde Kors

Civilsamfundets fortsatte rolle er derfor afgørende, særligt i disse skrøbelige kontekster. 

Vi skal ikke bare tage den lette vej

Dan Jørgensen og Lars Løkke skal turde at prioritere hjælpen der, hvor den er sværest at give. Fordi vi skal måles på relevansen og kvaliteten af vores hjælp. Ikke på hvor let det er at give den.

Det er for eksempel ikke i ovennævnte lande, at vi kan reducere mest på CO2-udledningen, men det er her, befolkningen vil opleve flest relaterede tab og skader, hvis vi ikke gør noget.

Den aktuelle situation i Libyen er et tydeligt eksempel på, hvordan konflikt, korruption og nedslidt infrastruktur har gjort landet mere sårbart overfor klimarelaterede katastrofer, som har ramt tusindvis af mennesker.

Engagerer vi os ikke, så lader vi de allermest udsatte mennesker i stikken, og i værste fald i hænderne på paramilitære organisationer og autokratiske regimer.

Det nye finanslovsforslag synes at pege i den rigtige retning med en stærkere samtænkning af det humanitære, fredsopbyggende og langsigtede udviklingsarbejde. Risikoen er politisering af bistanden. Men den fleksibilitet, der lægges op til, er lovende.