Skuffende klimatopmøde i New York

Af Frans Mikael Jansen
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Det bedste, der er sket i denne uge i New York, er, at 400.000 mennesker gik på gaden til verdens muligvis største klimademonstration nogensinde.

Globale medborgere i New York og andre storbyer over hele verden viste deres vilje til handling og global ansvarlighed. Men euforien blegner hurtigt, når man efterfølgende ser verdens politiske ledere stå og bifalde løfter fra den private sektor (nogle tomme, andre reelle) uden selv at kunne levere substantielle løfter hen imod en global aftale, som forholder sig konkret til de klimaforandringer, der allerede nu har alvorlige konsekvenser for mennesker over hele verden, og særligt for dem, der lever i fattigdom.

Uambitiøse stormagter
Vi havde håbet på reelle nye udspil på topmødet, der kunne skabe en tillidsvækkende stemning imellem landene. Store lande som USA og Kina kunne f.eks have lagt reduktionsmål for CO2-udslip frem, eller man kunne have vist vilje til at tilvejebringe den nødvendige finansiering. Intet af dette skete.

Vores statsminister har ret, når hun i sin tale i FN siger at tilstrækkelig finansiering er afgørende for at få en ambitiøs global aftale, og at offentlig finansiering er en vigtig del af en sådan finansieringspakke. Men der kom ikke rigtig noget konkret bud på, hvordan statsministeren tænker sig, at en sådan finansiering skal findes.

I mangel af vilje og evne til at finde politiske løsninger på finansieringsspørgsmålet hylder man i stedet de virksomheder, som melder sig på banen med forskellige løfter om at ville bidrage med investeringer og ny teknologi.

Frans Mikael Jansen
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

Det er vanskeligt at tænke sig, at de rige lande for alvor vil finde prioriteringer inden for deres nuværende finanslove. Og de løfter, der blev givet i New York, gav ikke fornyet optimisme.

Frankrig var mest markant med et løfte om en milliard USD til den grønne fond over tre år. Frankrig skal være vært ved COP-mødet i december 2015, hvor mange nu håber på en global aftale, og Frankrig havde brug for at styrke sin rolle som forhandlingsleder til det møde.

Grøn beskatning kan være vejen frem
Rapporten The Elephant in The Room, som Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid har udsendt op til generalforsamlingen, dokumenterer imidlertid , at det ER muligt at skaffe nye offentlige midler gennem en reform af internationale skatteregler og nye innovative skatter på finansielle transaktioner og CO2-udledning. Men det vil kræve politisk vilje til at sætte en stopper for brugen af skattely og gøre op med de skadelige skatterabatter, som multinationale virksomheder opnår i mange udviklingslande.

Hvis ikke der kommer mere politisk lederskab ind i finansieringsdiskussionen, både på klimaområdet og i forhold til de nye bæredygtige udviklingsmål, de såkaldte SDG'er, som verden skal godkende i 2015, så ser det rigtig sløjt ud. Danmark må frem i førersædet med konkrete forslag i god tid inden mødet i Etiopien i juli 2015, hvor man skal forsøge at løse finansieringsspørgsmålet.

Mangel på politisk vilje
I mangel af vilje og evne til at finde politiske løsninger på finansieringsspørgsmålet hylder man i stedet de virksomheder, som melder sig på banen med forskellige løfter om at ville bidrage med investeringer og ny teknologi. Virksomhederne har en kæmpe opgave med at udvise global ansvarlighed, omlægge deres produktion og investere i miljørigtige og bæredygtige løsninger.

Men i jublen over de udmeldinger, som de store firmaer kommer med, mangler staterne fuldstændig at se på, om disse udmeldinger reelt vil påvirke klimaet positivt, eller om de dækker over store synder og mest tjener som værn imod reguleringer.

Opgør med multinationale selskaber
Da McDonalds, som står for 2 procent af verdens kødproduktion, annoncerede sit ”bæredygtig bøf-initiativ”, som skal reducere CO2-udledningen, var der f.eks ingen, som talte om det gigantiske omfang af koncernens samlede udledninger eller om det faktum, at øget kødproduktion uomgængeligt fører til stigende udledninger.

Og da WalMart talte om sit nye klima-smarte tiltag om at måle energiforbrug m.m. hos underleverandører, nævnte ingen noget om, at deres indflydelse netop er så massiv, fordi de mere eller mindre har sat sig på verdens fødevaresystem – til skade for verdens millioner af små fødevareproducenter.

Frem for mere magt til multinationale selskaber, som WalMart repræsenter, er der brug for en vitaminindsprøjtning, der kan udvikle det landbrug, som størstedelen af verdens fattigste er direkte afhængig af for at overleve.

Private grønne investeringer er afgørende
Private investeringer i grøn energi er afgørende og vil for det meste (hvis de er ansvarligt skruet sammen) føre gode og innovative ting med sig. Men i det omfang, målet er at sikre bæredygtig udvikling, socialt, økonomisk og miljømæssigt, er det nødvendigt at sikre demokratisk legitimitet, transparens og offentlige kontrol med de pengestrømme, som dirigeres i retning af udviklingslandene.

I det FN-arbejdsår, der indledes med generalforsamlingen denne uge, bliver opgaven at definere og realisere SDG'erne. Det helt store og afgørende spørgsmål er, hvor pengene skal komme fra. Fremfor at sætte lid til private investeringer, magtfulde fonde og filantropi må rige og fattige lande arbejde sammen om at sætte en stopper for skattespekulation og finde innovative finansieringsløsninger som eksempelvis skat på finansielle transaktioner, luftfart og våbenhandel.

Det handler om at sætte en stopper for de normer, der modarbejder udviklingen - såsom virksomheders skattespekulation, der kun gavner få rige på bekostning af alle andre.