Debat

Stine Bosse: Rige lande må gå foran

DEBAT: Vi må gribe i egen barm i Danmark og i EU, hvis verdensmålene skal reflektere deres universelle karakter og få betydning globalt, skriver Stine Bosse.

Danmark skal bidrage til at vise nye veje for vores livsstil, skriver Stine Bosse, formand for Børnefonden og Europabevægelsen.<br>
Danmark skal bidrage til at vise nye veje for vores livsstil, skriver Stine Bosse, formand for Børnefonden og Europabevægelsen.
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stine Bosse
Formand for Børnefonden og Europabevægelsen

Det, jeg holder mest af ved FN's Sustainable Development Goals, er, at de er globale og universelle.

De gælder for alle, og alle skal inddrages, hvis vi skal i mål inden 2030: Verdens regeringer, virksomheder, ngo’er, fonde, vidensinstitutioner, politikere – og dig og mig.

Men hvordan kommer vi i mål? Jeg ser særligt tre veje, som vi må gå sammen.

Det havde været godt, om regeringen var gået hele vejen og havde taget bestik af verdensmålene i forslaget til 2025-planen, når man nu var i gang med at lægge store planer for fremtiden.

Stine Bosse, formand, Børnefonden og Europabevægelsen

Hjælp til selvhjælp
Igennem de senere år er der sket en drejning væk fra ’bistand’ over mod ’investeringer’.

Vi taler i langt højere grad i dag om ’hjælp til selvhjælp’, og det skal vi holde fast i, for det er helt nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at løse nogle af klodens største problemer.

Nogle af de store udfordringer, som står foran os, er at få skabt arbejdspladser nok, særligt til de mange unge, som i dag står uden job i verdens fattigste lande; at sikre, at den udvikling, der skal ske frem mod 2030, bliver bæredygtig og grøn; og at vi får taget hånd om de grundlæggende årsager til migration.

Udfordringerne er mangeartede og kræver både globale og lokale initiativer. Men fælles for dem er, at vi ikke løser dem, hvis vi fastholder den gammeldags måde at tænke på med hjælp fra Nord til Syd. Hvis vi skal løse problemerne, skal der innovation og ’samskabelse’ til, hvor alle byder ind.

I Børnefonden arbejder vi ud fra samme princip. Vores støtter er med til at skabe udvikling for børn, unge og lokalsamfund og altid i samarbejde med lokalsamfundene selv. Vi rykker først for alvor noget, når vi samarbejder om at finde løsninger.  

De rigeste lande skal gå forrest
Men selvom vi har et fælles ansvar, og de fattigste lande skal være med, så skal vi i Danmark, som et af de rigeste lande, gå forrest og vise nye veje for vores livsstil.

Ifølge en rapport fra Bertelsmann Stiftung er Danmark blandt ’the fit five’, når man kigger på, hvilke lande, der overordnet lever bedst op til verdensmålene på nuværende tidspunkt.

Men der er individuelle mål, hvor Danmark stadig har lang vej endnu, blandt andet mål 12 om ansvarligt forbrug og produktion og mål 3 om sundhed og trivsel.

Regeringen har skrevet verdensmålene ind i udkastet til den nye udviklingspolitiske strategi. Men hvis vi skal nå i mål i 2030, kan vi ikke blot henvise verdensmålene til vores udenrigs- og udviklingspolitik.

Vi er nødt til også indenrigspolitisk at tage ansvar for vores livsstil og gå forrest. Derfor ser jeg også meget frem til, at regeringen fremlægger sit udkast til en national handlingsplan for verdensmålene.

Det er væsentligt, at vi kommer hurtigt i gang med dette, og det havde været godt, om regeringen var gået hele vejen og havde taget bestik af verdensmålene i forslaget til 2025-planen, når man nu var i gang med at lægge store planer for fremtiden.

Samarbejde gennem EU
Og så kommer vi ikke uden om, at Danmarks bidrag til verdensmålene går gennem det forpligtende samarbejde i EU.

EU er i gang med at udarbejde en ny udviklingsstrategi, som skal afspejle de store forandringer, der er sket over de seneste 15 år, siden den nuværende strategi blev lavet. Det er en stor mulighed for EU at få tænkt verdensmålene ind, og også her er det vigtigt, at verdensmålene ikke blot bliver en del af udenrigs- og udviklingspolitikken.

Det er vigtigt, at EU prioriterer at engagere og forpligte medlemsstaterne i denne dagsorden, som de alle har tilsluttet sig. Og Danmarks bør skubbe på, at denne dagsorden kommer til at stå stærkt i EU.

Dokumentation

Debat: Verdensmål og vejen til en bedre verden

SDG'er, bæredygtighedsmål og verdensmål. Alle betegnelser dækker over de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget af alle verdens lande i september 2016.

Verdensmålene er blevet kaldt den mest ambitiøse plan for klodens fremtid nogensinde. For de lægger op til at løse mange af klodens største problemer inden 2030 og kræver en fælles indsats fra virksomheder, ngo’er, filantroper, forskere, politikere, ledere og befolkninger.

Altinget: udvikling har derfor inviteret 17 forskellige debattører til at give hvert deres bud på, hvordan vi når verdensmålene og skaber en bedre verden. Debatten løber fra 17. november til 8. december.

FN's 17 verdensmål

#1: Afskaf fattigdom
#2: Stop sult
#3: Sundhed og trivsel
#4: Kvalitetsuddannelse
#5: Ligestilling mellem kønnene
#6: Rent vand og sanitet
#7: Bæredygtig energi
#8: Anstændige jobs og økonomisk vækst
#9: Industri, innovation og infrastruktur
#10: Mindre ulighed
#11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
#12: Ansvarligt forbrug og produktion
#13: Klimaindsats
#14: Livet i havet
#15: Livet på land
#16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner
#17: Partnerskaber for handling.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

EP-spidskandidat, Moderaterne, Formand, PlanBørnefonden, Bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00