Tarek Hussein efter Talibans besøg i Norge: Det danske hykleri bliver tykkere og tykkere

Det skabte et voldsomt ramaskrig i den danske andedam, da den norske regering i starten af det nye år inviterede toppen af Taliban til dialogmøde i Oslo. Jeg blev da også selv voldsomt forarget over billederne af talibaner i et norsk betalt privatfly.

De selvsamme talibaner, som vi i 20 år har bekæmpet, og som har kostet 43 danske soldater livet. Hvis jeg var dansk eller norsk-afghaner og havde flygtet fra gruppens terror og undertrykkelse, så ville jeg ligeledes have fået en overordentlig stor klump i halsen. Så den del af forargelsen og vreden forstår jeg udmærket godt.

Hvad jeg til gengæld ikke forstår, er de danske politikeres reaktion.

Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen fik gelejdet sig helt op på den høje hest, da han kaldte besøget for et ”granatchok” og toppede den med udtalelsen om, at ”Det er en direkte hån, at et Nato-land går ind og forhandler med dem, der har dræbt så mange afghanske civile og ikke mindst er årsag til de mange faldne Nato-soldater. Regeringen håner de mange ofre og faldne, der har været i denne konflikt”.

Når det kommer til at samarbejde og handle med repressive og totalitære regimer, har skiftende danske regeringer sjældent haft de store forbehold, hvis pengepungen til gengæld blev fyldt godt op

Tarek Hussein

Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod var ligeledes stærkt afvisende over for et samarbejde med Taliban. Men det er her, at hykleriet begynder at blive tykt – rigtig tykt.

For det første må man håbe, at Jeppe Kofod såvel som Michael Aastrup er klar over, at EU siden Talibans magtovertagelse i august 2021 har mødtes med Taliban af flere omgange og på højt niveau.

Derudover har vores tætteste allierede, USA, forhandlet ved samme bord som Taliban i adskillige år. Daværende amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo havde da heller ikke nogen kvaler med at trykke hænder med Taliban i februar 2020, da man i Qatar underskrev en aftale om tilbagetrækningen fra Afghanistan. Ikke ved én eneste af de lejligheder hørte man antydningen af kritik eller forargelse.

Men hykleriet kan desværre blive endnu tykkere. For når det kommer til at samarbejde og handle med repressive og totalitære regimer, har skiftende danske regeringer sjældent haft de store forbehold, hvis pengepungen til gengæld blev fyldt godt op. Danske udenrigsministre har i årtier rejst ned til Saudi-Arabien og andre lande i Golfen uden de mindste kvaler, velvidende, at de selvsamme lande har et synderegister uden lige.

Tag Saudi-Arabien, som på sjette år er involveret i en krig i Yemen, der har kostet 377.000 mennesker livet og ført til den største menneskabte hungersnød i årtier. Det selvsamme Saudi-Arabien, hvis hersker Muhammad Bin Salam, havde meget få kvaler med at få slået en kritisk journalist ihjel. Det er de mennesker, som vi trykker i hånden og deler middagsbord med. Man kan tale nok så meget om geopolitik og pragmatisme, men så bør man som minimum være konsekvent og holde sig væk fra den høje hest.

Det fører os tilbage til, hvor det hele startede - den norske regerings invitation til Taliban. Norge har i årtier haft en helt unik rolle på verdensscenen som en fredsmægler, der har siddet for bordenden, når stridende parter har forsøgt at forhandle en fred på plads.

Dialog og samarbejde med repressive regimer er desværre en grundforudsætning i international politik.

Tarek Hussein

Det er blandt andet kommet til udtryk ved Oslo-aftalen, afslutningen på Guatemalas borgerkrig, fredsaftalen mellem Sudan og Sydsudan og et hav af andre fredsprocesser. I det lys ligger det lige til højrebenet, at Norge forsøger at stable en dialog på benene med et regime, som – om vi kan lide det eller ej – ser ud til, at sidde tungt på magten i Afghanistan.

Afghanistan post-Taliban er præget af en af de værste humanitære kriser nogensinde. FN-organisationen WFP har udtalt, at op mod 23 millioner afghanere trues af sult heraf mere end en million børn under fem år, der risikerer at dø af fejlernæring.

Medierne er dagligt fyldt med historier om afghanere, som må sælge deres nyrer og andre organer for at kunne brødføde deres familier. Tænketanken Den Internationale Krisegruppe (ICG) konstaterer; ”Sult og ekstrem fattigdom kan komme til at dræbe langt flere afghanere end alle bomberne og kuglerne i de seneste årtier”.

Det stiller det internationale samfund – herunder Danmark – overfor et valg: enten samarbejder vi med Taliban om at løse den humanitære krise og ellers lader vi millioner af mennesker sulte ihjel. I det lys er der grund til at rose den norske regering, for det kræver et mod uden lige at tage dialogen med et regime, som de fleste af os afskyr, men som ikke desto mindre er en forudsætning for at kunne løse den humanitære krise lige nu og her. Især når man på forhånd kan indregne intern såvel som ekstern kritik.

Det siger sig selv, at vi ikke kan stole på Taliban over en dørtærskel, hvorfor enhver krone, dollar eller euro, som kommer ind i Afghanistan, skal være betinget af kontrol og tilsynsforanstaltninger, så man sikrer, at bistanden ender de rigtige steder.

Ideelt set får man anerkendte nødhjælpsorganisationer til at stå for fordelingen af al nødhjælp i Afghanistan, da vi de seneste 20 år har været vidne til, hvordan den omfangsrige korruption i landet har betydet, at milliarder af dollars er endt i lommerne på magthaverne og ikke den befolkning, som har så alvorligt brug for den.

Dialog og samarbejde med repressive regimer er desværre en grundforudsætning i international politik. Men jeg har trods alt større respekt for et Norge, som vælger at indgå i en dialog med et regime for at forebygge vor tids største humanitære katastrofe end et Danmark som gerne mødes med endnu mere totalitære stater, hvis bare det kan polstre vores egen pengepung.