International flygtninge-chef: Mure kan ikke holde desperate mennesker ude

David Miliband var engang fremtidens mand. Fremtiden for det britiske socialdemokrati, som Tony Blair havde rusket ud af sin ideologiske slummer og forvandlet til en nærmest ustoppelig politisk kraft i Storbritannien. Fremtiden for en ny europæisk måde at lave centrum-venstrepolitik på, hvor globaliseringen var en ven, ikke en fjende. Og endelig var David Miliband fremtidens mand i betydningen af at være en politiker, der evnede at love, at i morgen ville blive bedre end i dag.

Sådan taler han stadig. Men det er på trods. På trods af at han tabte en shakespearesk kamp om tronen i New Labour til sin bror, Ed. På trods af at centrum-venstretankerne om, hvordan gensidig afhængighed verdens lande imellem var en gylden chance for at lave en mere retfærdig, klogere og grønnere politik, i dag er reduceret til en ruin, mens centrum-højrepartier i størstedelen af Vesten sidder på regeringsmagten. Og på trods af at mange vælgere hellere stemmer på politikere, der lover at beskytte det, der er i dag, imod det, der kommer i morgen.

”Centrum-venstre har haft nogle tunge 10-15 år,” som han siger det. Man kan mærke, at han føler netop den tyngde på egne skuldre. Altinget interviewer ham over en telefon til New York. Det er her, han bor nu, efter han i 2013 sagde ja til at blive direktør i International Rescue Committee – en international udgave af Dansk Flygtningehjælp. Og det er fra den post og med flygtningekrisen som sin altoverskyggende interesse, han i dag engagerer sig politisk og udmønter tankerne om, hvordan de kriser, vi oplever, kun vedbliver med at være kriser, fordi vi tænker nationalt i stedet for globalt. Det projekt gav han kort før årsskiftet med bogen 'Rescue: Refugees and the Political Crisis of Our Time' en intellektuel overbygning. Det er en bog, han har skrevet både for at ”ramme en pæl gennem myten om, at flygtningekrisen ikke kan håndteres og løses,” som han siger til Altinget, og for at ”forbinde spørgsmålet om flygtningekrisen med et langt større spørgsmål om, hvordan vi forholder os til globaliseringen i det hele taget.”