Udenrigsministeren risikerer at drage den forkerte lektie fra USAID's historie

Da præsident Kennedy oprettede USAID, var han meget bevidst om at tale op imod en amerikansk udenrigspolitik, der i stigende grad blev set som arrogant, selvoptaget og ude af stand til eller uinteresseret i at forstå befolkninger rundt omkring i verden – lyder det bekendt?

Det var midt i Den Kolde Krig, og man var bange for at tabe en global kamp om "hjerter og hjerner" til Sovjetunionen. Det var særligt én bog, der satte den dagsorden. 

'The Ugly American' udkom i 1958 og blev en overraskende bestseller, som er blevet kaldt en af de mest indflydelsesrige politiske romaner i amerikansk udenrigspolitik.

Romanen følger nogle amerikanere udsendt i et imaginært land, der hedder Sarkhan og til forveksling minder om Vietnam.

Når Trump vil tvinge andre lande til at betale USA flere penge, er det et nulsumsspil.

Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

Den fremhæver, hvordan de amerikanske diplomater i hovedstaden er ude af stand til at forstå det lokale sprog og kultur og faktisk gør ondt værre ved at gå enøjet og kluntede efter at fremme USA's egne økonomiske og militære interesser.

Kontrasten til det ineffektive – eller direkte kontraproduktive – liv i storbyen er en praktisk amerikansk ingeniør, der bor hos lokale mennesker og bidrager til projekter, som de ønsker.

Kennedy var dybt optaget af bogen, delte den med rådgivere og sendte den ligefrem til alle senatorerne i Kongressen. Den var en væsentlig inspiration til oprettelsen af både USAID og Peace Corps – en amerikansk organisation, der sender frivillige ud til udviklingslande rundt om i verden for at hjælpe lokalsamfund – og et nyt bud på, hvordan USA skulle udbrede blød magt i verden.

Det er rigtig, at Kennedy oprettede USAID og Peace Corps med et ønske om at fremme blød magt, men det hører med til historien, at der fra starten også var en indsigt i, hvordan man bedst fremmer blød magt. 

Blød magt handler om fælles interesser frem for egeninteresser. Når Trump vil tvinge andre lande til at betale USA flere penge, er det et nulsumsspil.

Men blød magt appellerer til fælles værdier og fremgang. Det har passet godt til en fortælling om universelle rettigheder og fælles løsninger på udfordringer

Kennedys store bedrift var at koble det konkrete arbejde i USAID og Peace Corps til idealer, der er større end et enkelt land eller regering. Efter den målestok har USA haft blandet succes.

I Indonesien, det land, som Lars Løkke Rasmussen fremhæver i sin kronik, støttede USAID i mange år Suhartos morderiske regime, som gennemførte omfattende tortur, mord og forsvindinger i sin egen befolkning. Ikke ligefrem det billede af USA, som Kennedy ønskede.

Mobutu Sese Seko i det daværende Zaire nød støtte fra USA i årtier, mens han drev landet som sin private ejendom og skabte dybe historiske ar. Arven fra hans regime strækker sig i et vist omfang frem til den borgerkrig, som landet befinder sig i dag.

Latinamerikas historie er spækket med lande, som har oplevet hykleriet mellem USA's idealer om demokrati og reelle udviklingspolitik.

Men i virkeligheden viser mange af de eksempler spændingen i hjertet af spørgsmålet om blød magt. En af de centrale indsigter i 'The Ugly American' og den udviklingspolitik, som den har inspireret, var vigtigheden af at kunne adskille et regime i hovedstaden og den brede befolknings interesse; De siddende regeringer i mange lande nyder ikke nødvendigvis en stor legitimitet eller holdbarhed.

Blød magt skal nå længere ud og have forankring i og forståelse for befolkningens kultur, sprog og interesser, hvis den skal være succesfuld og bæredygtig.

Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

Blød magt skal nå længere ud og have forankring i og forståelse for befolkningens kultur, sprog og interesser, hvis den skal være succesfuld og bæredygtig.

Det interessante ved at se på 'The Ugly American' med nutidens briller er både, at den nuværende amerikanske administration synes at være optaget af at genopføre meget af den fejlslåede politik, som bogen kritiserer.

Men også, at andre lande – i vores iver for at udfylde tomrummet, som amerikanerne efterlader med vores egen magt – kan begå nogen af de samme fejl ved selv at opgive idealer og blive transaktionelle i vores tilgang til andre lande.

Trump ser verden som en samling stærke og mindre stærke mænd. Men bogen har et klart budskab: At vejen til blød magt og indflydelse går gennem fælles interesser, frivillighed og en dybere gensidig forståelse og forbindelse til brede befolkninger. 

Det er mere relevant end nogensinde i en verden, hvor autokratiernes stærke mænd og deres krige vokser. Det er ikke i Danmarks interesse at støtte dem – og ofte har de også stor modstand derhjemme. Tænk på Ukraine.

Hvis Danmark og Europa ikke havde bakket demonstranterne i den Orange Revolution op, ville demokratiet i Ukraine have været kørt ud på et sidespor dengang tilbage i 2005. Men vi var heldigvis optaget af fælles interesser med befolkningen, og ikke kun med den siddende regering. 

Det er ikke det samme som at sige, at Danmark skal afvise alt samarbejde med regeringer, der ikke lever op til vores definitioner af demokrati.

Løkke Rasmussen har ret i, at hvis vi skal bygge alliancer, skal vi have en større ydmyghed og forståelse for forskellige kulturelle og politiske virkeligheder.

Men hvis Danmark skal investere i blød magt nu – og det giver god mening – så skal vi holde fast i de fælles interesser, vi har med mange mennesker her i verden: Grundlæggende rettigheder, folkeretten og internationalt samarbejde samt demokrati, klimahandling og fred.

Det skal ikke være som symbolske udmeldinger, men som kompas og målestok, vi kan bruge til at vurdere konsekvenserne af vores udenrigspolitik og partnerskaber.

Det er grundlæggende det, som en pragmatisk idealistisk udenrigspolitik handler om. Der er mange herhjemme, der har tolket pragmatik som kynisme. Men pragmatik betyder noget andet.

Det handler ikke om at udvande idealisme. Det handler om at fokusere på konsekvenserne af vores handlinger i den virkelige verden.

Hvis vi gerne vil have mere demokrati i verden, hvordan opnår vi så bedst det, i den verden vi lever i?

Hvis vi gerne vil lave klimasamarbejde med regeringen i Indonesien, hvor demokratiet og frihedsrettigheder er under pres, hvordan sikrer vi så, at hele befolkningen får gavn af indsatsen, at vi arbejder i øjenhøjde med lokale mennesker, og at vi dermed skaber relationer med de lokale demokratiske kræfter, som måske former landets fremtid?

Den gode nyhed er, at dansk udviklingsbistand faktisk har en forankring i fælles interesser og en lang tradition for flerstrengede støtte, både gennem staten og gennem civilsamfund, ungeindsatser, uddannelse, religiøse organisationer, fagforeninger, støtte til oprindelige folk og andet folkeligt forankret samarbejde.

Det var den type mellemfolkeligt samarbejde, som Kennedy argumenterede for som et redskab til at udbrede blød magt. Der er mere brug for det end nogensinde i dag.