Ungeklimarådet: De værste klimarisici er virkelighed – Derfor bør vores klimapolitik også bygge på andet end håb

Benjamin Bøgen Pedersen og Linea Sveistrup
Medlemmer af Ungeklimarådet – indlægget er indsendt på vegne af det samlede Ungeklimaråd
I sidste uge råbte Danmarks førende klimaforskere – anført af iskerneekspert Dorthe Dahl-Jensen – vagt i gevær: Vi skal tage risikoen for hurtige og voldsomme havvandsstigninger seriøst. Op til tre meter inden 2100.
Forskerne bag analysen advarer specifikt om faren for et kollaps af Vestantarktis’ enorme ismasser – et tipping point der er svært at estimere præcist, men har katastrofale følgevirkninger.
Alligevel har IPCC – FNs klimapanel – indtil nu udeladt et sådant udfald, og ikke ladet det fylde i rapporterne.
Er det forståeligt? Ja, måske i en snæver videnskabelig forstand.
Er det forsvarligt som grundlag for politisk handling? Absolut ikke.
Lyt til eksperterne
Særligt når konsekvenserne er både katastrofale og irreversible, er det en absolut nødvendighed at tænke i worst-case scenarier.
Og så er der i øvrigt mange grunde til at tage et sådant scenarie seriøst – for hver gang IPCC har opdateret sine rapporter, har klimaforandringerne vist sig at være værre end først forventet.
Hvis risikoen for tre meters havvandsstigning bare er mulig, bør det sætte gang i øjeblikkelig handling i hele samfundet.
Benjamin Bøgen Pedersen og Linea Sveistrup
Medlemmer af Ungeklimarådet
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ser dog ingen grund til at ændre vores tilgang, og forsvarer regeringens reaktion – eller mangel på samme – med, at regeringen læner sig op ad DMI i spørgsmål om klimavidenskab.
Inden for andre politiske områder er man dog ikke bleg for at indhente ekstern rådgivning.
Man lytter til vismænd og økonomer i den økonomiske politik, og man nedsætter ekspertgrupper om alt fra folkeskolen, sundhedsvæsenet og energiomstillingen.
Så hvorfor ikke lytte til klimaeksperterne i et spørgsmål om vores samfunds fundamentale sikkerhed?
Blot fordi den ikke kommer fra lige præcis DMI.
Visse trusler er for vigtige til at ignorere
Vi lever i en tid, hvor Danmark investerer massivt i militær oprustning, fordi vi anerkender, at visse trusler er for vigtige til at ignorere.
Helt det samme princip bør gøre sig gældende i forhold til klimasikring og forebyggelse – særligt når voldsomme vandstigninger vil medføre oversvømmelse af en lang række danske byer.
Som repræsentanter for den unge generation må vi – Ungeklimarådet – insistere: Hvis risikoen for tre meters havvandsstigning bare er mulig, bør det sætte gang i øjeblikkelig handling i hele samfundet.
Ikke fordi vi ønsker panik – men fordi det grundlæggende er klog risikostyring, der ikke gambler med vores fremtid.
Håb på det bedste, agér efter det værste
Vi bør derfor uden tvivl anse eksperternes advarsler som et kald til at beskytte os selv bedre – med en helhedsplan, der rummer alt fra nye diger til kystsikring for at forberede vores samfund på de konsekvenser, vi ikke længere kan undgå.
Men det må aldrig stå alene. For vi er ikke blot ofre for klimaforandringerne – vi er også med til at drive dem frem.
Vi lever i Danmark stadig langt over evne, og det er ikke nok at sikre vores egne huse mod vand, hvis vi samtidig oversvømmer andres fremtid med vores fortsatte tårnhøje forbrugsbaserede udledninger, vi endnu ikke har et mål for at nedbringe. Og læg dertil en fortsat olie- og gasudvinding og grøn gas-lighting med biomasse.
Med andre ord er advarslerne bestemt en anledning til mere handling.
Og ja, man kan naturligvis vælge at håbe på det bedste. Men af hensyn til os alle – så lad os ikke agere derefter.
Ungeklimarådet er nedsat af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og har til opgave at rådgive ministeren og bringe unges perspektiver ind i klimaindsatsen.
Medlemmer:
- Lise Coermann Nygaard (forperson)
- Anna Færch Hansen (næstforperson)
- Sebastian Schwartz (næstforperson)
- Benjamin Bøgen Pedersen
- Bjarke Bjørch-Haderup
- Ida Lærke Holm
- Kathrine Strange
- Sara Færch Hansen
- Linea Sveistrup
- Ida Kildsgaard Larsen (Kfum og Kfuk Danmark)
- Gorm Nissen (Den Grønne Ungdomsvbevægelse)
- Jeanette Andersen (Fagbevægelsen Ungdom)
- Søren Bank (Landbo Ungdom)
- Wilhelm Ditlev Christian Thomsen (Konservativ Ungdom)
- Udenrigsministeriet hemmeligholder samarbejde med Washington-lobbyfirma
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Røde Kors startede som en bragende fiasko på Dybbøls slagmark, men kom til at forme det danske velfærdssamfund
- Giver det magt at have statsministerens nummer i sin mobil? Ikke nok, hvis man spørger Anders Ladekarl
- Veteran: Hvis man vil redde bistanden, må man tale et sprog, Christiansborg forstår















