Uro hos Poul Due Jensens Fond fortsætter: Formand går efter få uger

SVINGDØR: Christian Schønau trækker sig som formand for Poul Due Jensens Fond. Det sker efter måneder med uro, udskiftninger og magtkampe i fonden bag Grundfos.

Efter få uger på posten går hofchef Christian Schønau som formand og bestyrelsesmedlem i Poul Due Jensens Fond, der ejer vandpumpe-producenten Grundfos. 

Han trækker sig, fordi kritikere mener, han indtager en uheldig dobbeltrolle ved både at være hofchef og formand for én af de store spillere i Fondsdanmark.

"Det er ikke holdbart, at der kan rejses tvivl om en sammenblanding af interesser mellem mit hverv som hofchef for kronprinsparret og bestyrelseshvervet i Poul Due Jensens Fond," siger Christian Schønau i en pressemeddelelse.

Dermed fortsætter tumulten i fonden, som ejer én af verdens største vandpumpeproducenter. 

Tilbage i oktober trak tidligere topchef i ALK-Abelló Jens Bager sig som formand efter blot syv måneder i spidsen for Poul Due Jensens Fond. Med ham gik næstformand Ingelise Bogason og bestyrelsesmedlem Anne-Birgitte Albrectsen, adm. direktør i Plan International.

De tog konsekvensen af et internt magtopgør i bestyrelsen, der foreløbigt mundede ud i, at Niels Due Jensens søster Estrid Due Hesselholt blev udpeget som formand i slutningen af oktober.

Offentligt opgør med direktør
Hun havde imidlertid dårligt sat sig i stolen, før hun endte i offentligt opgør med daværende direktør Christian Hartvig.

Bestyrelsen gik nemlig bag om ryggen på sin direktør ved at lade advokatfirmaet Bech-Bruun søge rådgivning hos Erhvervsstyrelsen om bestyrelsens fremtidige sammensætning. Dette foregik uden Christian Hartvigs vidende.

"Mig bekendt er Bech-Bruun ikke advokat for Poul Due Jensens Fond," sagde Christian Hartvig til Finans.dk og fortsatte.

"Så det undrer mig meget."

Han vurderede i samme artikel, at manøvren havde rod i det interne opgør i bestyrelsen.

I starten af november blev det så offentliggjort, at direktør Christian Hartvig stoppede "efter gensidig overenskomst".

Ny direktør ville skabe ro
Man hentede derefter Kim Nøhr Skibsted ind som direktør. Skibsted kom fra en stilling som kommunikationsdirektør i Grundfos, og han var ikke i tvivl om sit primære fokus.

"Jeg skal sørge for, at der kommer ro," sagde Kim Nøhr Skibsted til Altinget. 

Herefter var der stille om fonden et par måneder. Men så kom der igen gang i svingdørene.

I første halvdel af marts gik Estrid Due Hesselholt som formand i forbindelse med fondens generalforsamling. I forbindelse med sin tiltræden havde hun ellers fastslået, at hun skam ikke var en overgangsfigur. 

Få måneder efter havde piben fået en anden lyd.

"Nu har vi en særdeles arbejdsom og engageret bestyrelse, og vores ansvarlige ejer-rolle af Grundfos-koncernen samt vores mange samfundsnyttige indsatser er nu i så god gænge, at jeg føler mig helt tryg ved at træde et skridt tilbage," sagde hun i en pressemeddelelsen.

Nu er afløseren Christian Schønau også fortid.

Fonden har endnu ikke sat navn på, hvem der skal være ny formand. Direktør Kim Nøhr Skibsted udtaler blot kortfattet.

"Vi tager med beklagelse og ærgrelse Christian Schønaus beslutning til efterretning."

Forrige artikel Civilsamfundet får nyt gratis undervisningsunivers Civilsamfundet får nyt gratis undervisningsunivers Næste artikel Tidligere Globalt Fokus-formand bliver chefrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp Tidligere Globalt Fokus-formand bliver chefrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp