V om nyt S-udspil: Vi har de samme hensigter

UDLÆNDINGE: Venstre roser gode hensigter i Socialdemokratiets nye udlændingeudspil, men mangler svar på to afgørende spørgsmål. Rød blok er skeptiske over for modtagecentre i tredjeland. 

Socialdemokratiets nye udlændingeudspil lægger op til et opgør med det nuværende asylsystem. 
Socialdemokratiets nye udlændingeudspil lægger op til et opgør med det nuværende asylsystem. Foto: /Ritzau/Mads Claus Rasmussen
Christina Houlind

Danske lejre i Nordafrika, stop for spontane asylansøgere og Danmark skal forpligte sig til at tage imod kvoteflygtninge. Det er nogle af punkterne fra Socialdemokratiets nye udlændingeudspil, som Mette Frederiksen gerne vil have en bred aftale om.

Og langt hen ad vejen er det et udspil, som regeringspartiet Venstre synes er både gennemarbejdet og detaljeret. Derfor er et samarbejde over midten på udlændingeområdet ikke noget, som Venstre afviser.

"Vi er glade for at samarbejde over midten. Og vi kan se, at der er flere punkter, hvor Socialdemokratiet ligger i nærheden af os, når vi ser på vores plan for ghettoer og parallelsamfund, som snart kommer," siger udlændingeordfører i Venstre, Marcus Knuth, til Altinget.

To svar er afgørende for et samarbejde
Men der er ikke kun ros til Socialdemokratiets nye udspil. Der er særligt to spørgsmål, hvor svarene er afgørende for et samarbejde over midten: Hvor i Nordafrika er der et demokratisk, stabilt og sikkert land, som kan huse danske modtagecentre? Og er Socialdemokratiet for eller imod integrationsydelsen.

"Jeg har svært ved at se, hvilket land det skulle være. Derudover er integrationsydelsen en hjørnesten i vores arbejde for at begrænse tilstrømningen. Derfor har vi brug for at vide, om Socialdemokratiet er for eller imod den," siger Marcus Knuth.

SF: Vi skal se en model, der sikrer flygtningene og konventionerne
I SF anerkender man behovet for at gå nye veje i asyl- og udlændingepolitikken, der skal sikre et mere humant asylsystem.

Men ligesom Venstre er SF i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at finde et nordafrikansk land, der egner sig til at huse danske asylansøgere.

"Vi har brug for nye løsninger, men jeg er meget skeptisk over for, om det, Socialdemokraterne foreslår, er realistisk," siger politisk ordfører i SF, Karsten Hønge.

Men hvis Socialdemokratiet kan præsentere en model, hvor det givne tredjeland garanterer sikkerhed for asylansøgerne og overholder de internationale konventioner og aftalerne med Danmark, vil SF ikke udelukke et asylsystem med modtagecentre uden for Danmark.

"Jeg vil ikke afvise, at det kan være en mulighed. Men modellen skal overholde konventionerne og sikre flygtningene. Hvis det er sandsynligt, at det er noget, vi kan få gang i på de betingelser i den nærmeste fremtid, vil vi i SF gerne se på det," siger Karsten Hønge.

Skepsis hos Radikale og Enhedslisten
Hos Radikale får udspillet en mindre åben modtagelse. 

"Det socialdemokratiske forslag er muligvis velegnet til valgkamp, men gennemføres i praksis kan det ikke. Det kræver forpligtende samarbejde med andre lande, ikke mindst i EU, og det burde socialdemokraterne sige ærligt til danskerne," siger Radikales formand, Morten Østergaard, til DR.

I Enhedslisten er man heller ikke begejstret. Johanne Schmidt-Nielsen fremhæver især det problematiske ved at sende flere flygtninge til netop nærområderne. 

"Socialdemokratiet lader, som om Danmark er ved at knække sammen på grund af et flygtningepres. Hvis der er nogen, der er ved at knække sammen, så er det da de nærområder, som Mette Frederiksen nu vil sende de flygtninge, der er kommet hele vejen til Danmark, tilbage til," siger hun til DR.

Læs også

Dokumentation

Fakta om Socialdemokratiets udspil

  • Udspillet kaldes "Retfærdigt og realistisk - en udlændingepolitik der samler Danmark".
  • Danmark skal selv kunne bestemme, hvor mange ikke-vestlige udlændinge man vil tage imod.
  • Det skal ikke længere være muligt at søge spontant asyl i Danmark.
  • Danmark opretter, helst i samarbejde med andre EU-lande, et modtagecenter udenfor Europa. Her skal asylansøgerne vente, mens deres sag bliver behandlet.
  • En asylansøger, der får asyl, bliver ikke sendt til Danmark, men bliver sendt videre til en FN-flygtningelejr, hvorfra de skal fordeles som kvoteflygtninge.
  • Danmark skal igen forpligte sig til at tage kvoteflygtninge.
  • Reglerne for familiesammenføring skal strammes.
  • Afviste asylansøgere skal sendes hjem, og de lande, der ikke tager imod egne statsborgere, vil ikke længere kunne modtage ulandsbistand.
  • Den danske grænsekontrol skal opretholdes, så længe der ikke er styr på EU’s ydre grænser.
  • Socialdemokratiet vil arbejde for en reform af Schengen-samarbejdet. Så udgangspunktet bliver, at det er de enkelte lande, der selv kan bestemme, hvornår og hvor længe man ønsker at kontrollere sine egne grænser.
  • Der skal indføres pligt til at bidrage i 37 timer om ugen for alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp.
  • Ingen boligområder eller skoler må rumme mere end 30 procent indvandrere eller efterkommere med ikke-vestligbaggrund.

Kilde: Socialdemokratiets "Retfærdig og realistisk - en udlændinge politik der samler Danmark"


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

Marcus Knuth

Kandidat til Europa-Parlamentet (K), fhv. MF (K)
ba.oecon. (Uni. of Virginia 2002), MBA (Uni. of Navarra 2007), MPA (Harvard Uni. 2013)

0:000:00