Bliv abonnent
Annonce

Verdensbanken præsenterer ny cheføkonom

21. juli 2016 kl. 11.19

Mandag kunne Verdensbankens præsident Jim Yong Kim præsentere sin nye cheføkonom.

Han hedder Paul Romer og er fundet på New York University, hvor han i dag sidder som professor i økonomi.

Som cheføkonom i Verdensbanken får Romer til opgave at assistere præsidenten og vil få rig mulighed for at præge udviklingen af fremtidens Verdensbank.

Her kan Romer bidrage med en noget mere farverig profil end mange andre økonomer. CV'et starter med studier i matematik, fysik og kosmologi, senere suppleret af en kandidat i økonomi og efterfølgende undervisningsstillinger på en række fremtrædende amerikanske universiteter.

I løbet af karrieren har Romer etableret sig som eksponent for New Growth Theory, hvis fokus ligger på human kapital som central for økonomisk vækst. Dette fokus anlægges ud fra en idé om, at produktivitet kommer fra menneskers evner til at få nye idéer - og som konsekvens heraf, at økonomien i princippet derfor kan vokse uendeligt.

Mere empirinært har Romer det seneste årti særligt beskæftiget sig med byudvikling og vækst som direktør for Marron Institute of Urban Management, der sorterer under New York Universitet.

Selv udtaler han om sin tilgang til opgaverne:

"Det mest spændende ved økonomi er for mig, når man går fra viden, der er potentiel anvendelig, til viden, der er praktisk anvendelig på en skala, hvor det berører millioner eller milliarder af liv. Når det er det, der motiverer dig til at møde på arbejde hver dag, så er der intet bedre sted at arbejde end Verdensbanken," lyder det fra Paul Romer.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026