Jan E. Jørgensen svarer
Mattias TesfayeHvad er status for statsborgerskab for børn i syriske flygtningelejre, hvis mødre har fået frataget deres?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Vil ministeren som opfølgning på samråd den 16. april 2021 oplyse, hvad status er for statsborgerskab for de børn i syriske flygtningelejre, hvis mødre administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab, og som nu er statsborgere i andre lande, er disse børn danske statsborgere, eller er de statsborgere i det land, hvor deres mødre har statsborgerskab (dvs. følger børnene statsborgerskab moderens statsborgerskab), eller er de statsborgere i det land, hvor de er født, dvs. syriske statsborgere?
1. Udlændinge- og Integrationsministeriet kan generelt oplyse, at et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk, jf. § 1, stk. 1, i indfødsretsloven.
Et barn født i et område omfattet af straffelovens § 114 J, stk. 3, efter den 1. februar 2020 erhverver dog ikke dansk indfødsret ved fødslen efter en forælder, som uden tilladelse, og uden at indrejsen eller opholdet er led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, er indrejst eller opholder sig i området, medmindre barnet derved bliver statsløst, jf. § 1, stk. 2, i indfødsretsloven.
Det bemærkes, at de omhandlede lejre ikke er beliggende i områder omfattet af straffelovens § 114 j, stk. 3.
2. Hvis en forælder administrativt får frataget sit danske statsborgerskab i medfør af § 8 B, stk. 3, i indfødsretsloven, har det alene virkning for forælderen, som har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser.
Eventuelle børn, som har erhvervet dansk indfødsret gennem den pågældende, vil ikke være omfattet af fratagelsen af statsborgerskabet. Børn, der fødes efter, at en forælder har fået frataget sit danske statsborgerskab administrativt, vil ikke erhverve dansk statsborgerskab efter denne forælder.
3. Hvorvidt barnet ved fødslen har erhvervet øvrige statsborgerskaber afhænger af reglerne i det land eller de lande, hvor barnets forældre i øvrigt måtte have statsborgerskaber, og/eller reglerne i det land, hvor barnet er født. Såfremt barnets anden forælder er dansk statsborger, vil barnet således have erhvervet dansk statsborgerskab efter denne forælder.
Udlændinge- og Integrationsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at det fremgår af ministeriets baggrundsoplysninger, at en fødsel på syrisk territorium af ikke-syriske forældre ikke medfører, at barnet automatisk erhverver syrisk statsborgerskab.







